Handlingen er kort fortalt, at Johanna har afskåret sig fra familien. Hun er flygtet tværs over Atlanten fra deres snærende normer for at kunne realisere sig som billedkunstner. Efter mere end 30 år, som næsten 60-årig, vender hun tilbage til Norge, og nu vil hun gerne tale med sin mor. Men mor nægter.
Vigdis Hjorth tager imod på Christianshavn, hos sin ældste datter, Line, der har studeret i København og stadig bor her. Nu med to børn i køjeseng og en doktorgrad på cv’et. I dagens anledning agerer Line Hjorth pr-assistent og tager imod journalister, byder på kaffe og te og sørger for ro, mens hendes mor svarer på spørgsmål om sin nyeste roman.
Moderskab fylder meget i dansk litteratur i disse år med blandt andet Cecilie Linds rå langdigt ’Mit barn’, en barsk fødselsskildring i Dy Plambecks ’Til min søster’ og i Olga Ravns ’Mit arbejde’ om fødselsdepression. Skildringer, der går helt tæt på den fysiske, kødelige forbindelse mellem mor og barn. Det er også den, der er udgangspunktet for Vigdis Hjorth, fortæller hun.
»En mor går med barnet inde i maven i 9 måneder, det kommer ud, og navlestrengen må fysisk kappes over. Barnet løftes til brystet, hvor det fysisk suger sin næring ud af morens krop«, illustrerer Hjorth med armene, hvor hun holder en usynlig baby ved brystet.
