Maria Hesselager: Jeg hedder Folkví. Gutkind
Der går årevis imellem, at man støder på så egensindig og helstøbt en debutroman som Maria Hesselagers ’Jeg hedder Folkví’.
Når romanen er noget særligt, skyldes det ikke kun, at den udspiller sig i vikingetiden, hvor menneskene tager varsler, ofrer til Odin, Freja og Thor, glæder sig til vinterens lange togter og frygter for ragnarok. Det enestående består også i Maria Hesselagers evne til at forene gestik, bevægelser og psykologi, så læseren tydeligt mærker personernes inderste ønsker, fryd, iver og modvilje på egen krop.
Søskendeparret Folkví og Áslakr føles aldrig som fjerne skabninger i en for længst svunden fortid, men som rigtige mennesker af kød og blod. Da romanen begynder, er de begge unge og vakte af alt det, tilværelsen øjensynligt vil byde på, kroppene summer, og Folkví har akkurat opdaget, hvor let det er at forføre og at lade sig forføre: »når hun mærkede et blik på sig, kunne hun gengælde det så dybt og skamløst, at den anden trak blikket væk, og hun følte en lille jubel ved det spil. Hun forsøgte sig med at vugge med hofterne, så let! Det virkede, og det var så let«.
