For Jojo Moyes er der et før og efter romanen ’Me Before You’. Da den udkom i mange lande i hele verden i 2012, var det præcis 10 år siden, Jojo Moyes holdt op med at arbejde som journalist og slog sig ned på landet i Essex sammen med sin familie for at være forfatter på fuld tid. Det var kun gået nogenlunde.

Med ’Me Before You’ gik det amok.

Historien om unge Louisa Clark, der bliver handikaphjælper for den ligeledes unge Will Traynor, som er bitter over at være lammet fra brystet og ned efter en trafikulykke, handler om en relation mellem to mennesker med vidt forskellige forudsætninger og i høj grad også om, hvad et værdigt liv er. Den fortælling skabte debat om aktiv dødshjælp og gik rent ind hos flere mennesker, end Jojo Moyes nogensinde havde forestillet sig:

»Alt ændrede sig med den. Jeg gik fra at være en ikke særlig succesfuld forfatter til at få succes langt ud over et niveau, jeg havde drømt om. Ikke alle forfattere er så heldige at have et publikum. Det har jeg haft i de seneste 10 år«, siger Jojo Moyes i telefonen fra sit hjem i London.

’Mig før dig’ blev solgt i omkring 14 millioner eksemplarer og gjorde Jojo Moyes til et internationalt fænomen. Bogen udkom samme år som amerikaneren John Greens ’En flænge i himlen’, og de to forfattere har tilfælles, at de er lettilgængelige uden at være overfladiske. De skriver troværdige karakterer, som læserne griner og græder sammen med.

I Politiken sammenlignede Marie Tetzlaff ’Mig før dig’ med romantiske feel good-film som ’Pretty Woman’, ’Educating Rita’ og ’Stolthed og fordom’ i en 4-hjerters anmeldelse, hvori hun skrev: »Mine tårer begyndte at trille på den behageligt tårekanalrensende måde«. I The New York Times indledte Liesl Schillinger sin anmeldelse med at skrive, at da hun var færdig med at læse ’Mig før dig’, havde hun ikke lyst til at anmelde den: »Jeg ville læse den igen. Hvilket måske virker perverst, når jeg fortæller, at jeg var opløst i tårer gennem de fleste af de sidste 100 sider«.

Det er noget af det, 53-årige Jojo Moyes kan: være katalysator for den slags tårer, der føles godt, og skrive bøger, man føler sig underholdt af og har svært ved at lægge fra sig. Måske ikke så meget, fordi man smager på et sprog af sublim kunstnerisk kvalitet, mens man læser. Men helt sikkert, fordi man er nødt til at vide, hvordan det går med de realistisk tegnede personer, der er i dem.

Hendes romaner har altid tilbudt en pause fra hverdagen. Men netop i denne tid, hvor krig og inflation har afløst bekymringer over corona og – for englændernes vedkommende – konsekvenser af Brexit, synes hendes håndværk ekstra velkomment. Vi har talt med hende om, hvorfor hun netop nu skruer ekstra op for humoren.

I ’I dine sko’ (eng.: ’Someone Else’s Shoes’) er hun gået efter at tilbyde 464 siders munter feel good-flugt fra problemerne. Og hvis det går, som det plejer med Jojo Moyes’ bøger, vil det som sædvanlig være et bredt publikum, der læser hende, siger hun:

»Jeg ved aldrig, hvem jeg møder, når jeg skal signere bøger eller læse op i en boghandel. Mine læsere er både teenagepiger, ældre mennesker, mænd og kvinder. Jeg har selv været nysgerrig efter at vide, hvorfor der er så stor variation, og er endt med at tro, at det hænger sammen med, at læserne kan identificere sig med karaktererne«.

Stærke kvinders gensidige støtte

Der er dog ingen tvivl om, at der er flest kvinder at identificere sig med i Jojo Moyes’ bøger.

Hvilken genre vil du selv sige, at du skriver indenfor?

»Jeg har set mig selv beskrevet som forfatter til romantisk fiktion, men sådan tror jeg ikke, læserne af alle mine bøger vil beskrive mig. Der er ofte kærlighedshistorier i bøgerne, men det har ikke været mit hovedfokus. Min forrige bog handler om kvindelige bibliotekarer på hesteryg under depressionen«, siger hun med henvisning til ’Ræk mig stjernerne’, der er en af hendes historiske bøger.

Den roman var inspireret af projektet The Pack House Library, som eksisterede i årene 1935-1943, hvor kvindelige bibliotekarer fra det østlige Kentucky red til Appalacherne for at formidle læsestof til nogle af Amerikas mest fattige og isolerede indbyggere. Udbredelsen af litteratur i nutiden har i en årrække været en mærkesag for Jojo Moyes. I 2018 reddede hun med en donation et engelsk læseinitiativ for voksne med læsevanskeligheder fra at lukke.

Da ’Ræk mig stjernerne’ udkom i 2019, sagde Jojo Moyes i et interview, at hun begyndte at arbejde på den, fordi hun var »desperat efter at skrive en bog, hvori stærke kvinder støttede hinanden«.

Det er også et gennemgående tema i ’I dine sko’. Her er hun tilbage i nutiden i en fortælling, hvor de to kvindelige hovedpersoner, Sam og Nisha, begge er midaldrende – ligesom deres forfatter – men derudover slet ikke minder om hinanden. ’I dine sko’ er inspireret af en novelle, Jojo Moyes skrev for mange år siden om en midaldrende kvinde, der kom til at tage en andens taske i et træningscenter.

»For et par år siden kom jeg til at tænke på, hvad der mon skete med kvinden, der fik sin taske stjålet i den historie. Og pludselig kunne jeg se muligheden for at fortælle i romanform om to meget forskellige kvinder, hvis veje krydses«, siger hun.

Sam i ’I dine sko’ hiver pengene hjem til sin familie, der også består af en næsten voksen datter, en arbejdsløs mand med lavt selvværd og en hund, der heldigvis er holdt op med at tisse i entreen. Sam er gerne vågen, før vækkeuret ringer tidligt om morgenen, så hun kan nå hen at træne sin trætte krop, før hun skal møde på job. Måske skyldes Sams søvnproblemer især hendes frygt for at blive fyret som sælger i Greyside Print Solutions, hvor hun arbejder under en nedladende chef, men nætterne bliver ikke bedre af, at hun er ved at være i overgangsalderen.

Nisha arbejder hårdt for sin figur på et løbebånd og har for 18 år siden giftet sig med en rigmand, der kalder hende pussemus, klæder hende i dyrt designertøj og betragter deres næsten voksne søn med de feminine træk for så afvigende, at han er deporteret til en kostskole. Da Nishas mand pludselig vil skilles, lukker han uden varsel for hendes adgang til alt, de har. Indtil en skilsmisseaftale kommer på plads, ejer hun ikke andet end det tøj, hun har med sig til dagens træning i en sort Marc Jacobs-taske.

Lige nøjagtig her tager handlingen i Jojo Moyes ’I dine sko’ fart. Sam og Nisha morgentræner samme sted uden at kende hinanden – der er intet andet end misbilligende blikke og gensidige fordomme mellem dem – og den dag, hvor Nishas liv ramler, er Sam kommet til at tage hendes dyre taske i stedet for sin egen billige kopi.

Da fejlen går op for Sam, er det for sent. I stedet for sine egne bekvemme sko må hun tage til salgsmøde i Nishas tårnhøje, røde Christian Louboutin-slingbacks. Samtidig må Nisha til sin store væmmelse nedværdige sig til at gå i genbrugstøj, mens hun prøver at opspore sin egen taske og redde aktiver fra sit ægteskab.

I et letløbende sprog med mange referencer til klasseforskelle i det engelske samfund fortæller Jojo Moyes de to kvinders historier parallelt, indtil de mødes, og det viser sig, at Sam og Nisha har mere tilfælles, end de har forestillet sig. Det er det fællesskab, der for Jojo Moyes er det væsentlige i den nye bog:

»Jo ældre jeg bliver, desto vigtigere bliver mine kvindelige venner. De har støttet mig, fået mig til at grine og er dukket op med en flaske vin og et knus klokken et om natten, når jeg havde det svært. Kvinders solidaritet over for hinanden kan være helt fantastisk«.

Men i udgangspunktet, i begyndelsen af bogen, ser Sam og Nisha ned på hinanden. Hvorfor?

»Fordi de har så forskellig baggrund. Da de bliver nødt til at samarbejde, kan de imidlertid se styrken i den anden og respektere hinanden«.

Sam og Nisha har omtrent samme alder som deres forfatter. I de år, Jojo Moyes har skrevet, har hun oplevet, at der er kommet mange flere fortællinger om midaldrende kvinder i litteratur, film og tv.

»I min mors og mine bedstemødres generation var kvinder stort set usynlige, efter at de var fyldt 40. Nu er der en voksende interesse for fortællinger om kvinder, der er ældre«.

Mere opløftende end nogensinde før

Jojo Moyes har før, for eksempel i ’Mig før dig’, givet fortællinger lige mange gram sorg og glæde. Hun siger selv, at ’I dine sko’ er anderledes, fordi den er skrevet på baggrund af nogle svære år, der var præget af pandemien.

De foregående år har nu også budt på andre tunge ting i hendes eget liv. Efter 22 års ægteskab blev hun skilt fra den mand, hun har tre voksne børn sammen med. De er stadig gode venner, understreger hun. Skilsmissen skete i samme periode, hvor hendes mor døde af kræft, og de to ældste af hendes børn flyttede hjemmefra.

Jojo Moyes voksede op i det østlige London som datter af en middelklassemor, der var illustrator og kunstmaler, og en arbejderklassefar, der lavede skulpturer og levede af at transportere og opbevare kunst. Moyes’ egne børn er alle tre vokset op i huset i Essex, hvor familien slog sig ned dengang, Jojo Moyes fik antaget sin debutroman. Efter at have boet i et lejet hus i 10 år købte de en stor ejendom med tilhørende dam, pool og hestestalde, da ’Mig før dig’ blev en succes.

Nu er den ejendom til salg, og Jojo Moyes er flyttet tilbage til London, hvor hun har købt et hus tæt på den lejlighed, hendes datter bor i.

»Som mange andre mennesker havde jeg nogle hårde år under pandemien. Da jeg skulle i gang med en ny bog, havde jeg det sådan, at jeg ikke kunne holde ud at læse eller se flere deprimerende ting. Jeg ville føle mig tryg og trøstet. Jeg ville gerne læse bøger eller se noget i tv, der fik mig til at le og gjorde mig glad. Så jeg satte mig bevidst for at skrive en bog, der var sjovere end sædvanlig«.

»Jeg kan ikke sige om alle mine bøger, at de har været sjove at skrive. Men det har denne her. Og det trængte jeg til. Jeg tror, at alle har brug for lidt glæde for tiden. Og jeg giver gerne folk et par timers eskapisme og morskab skrevet med et vist bid«.

Selv om ’I dine sko’ er varm som en kop te med lun mælk og rigelige mængder honning, sniger den ligesom andre af Jojo Moyes’ bøger et vist mål af samfundsobservans og -kritik ind. De engelske klassestrukturer er et tema, hun både bevidst og ubevidst er blevet ved med at vende tilbage til. Og som altid har journalisten i hende researchet grundigt på de karakterer, hun tegner, og de omstændigheder, de lever under.

»Der er nogle diskrete politiske pointer i denne bog om måden, vi behandler for eksempel ansatte på hoteller. Folk er underbetalte, arbejder for meget og har svært ved at klare sig«, siger hun.

»Og hvis man pakker en politisk holdning ind i noget, der nemt glider ned i stedet for at være docerende, er det min erfaring, at folk er mere tilbøjelige til at være interesserede i den«.