Hjemmekogte klejner, en rødgran fældet for egen økse og en lyserød gris, der haft et liv bag tremmer og nu er blevet gasset og parteret for at ende som en gyldenbrun steg med sprød svær på det smukt pyntede julebord. Måske med lidt medister ved siden af. Ren idyl. Eller hvad?
Det er, som om svinekød og idyl ikke indgår så sømløst i det smukke julekorsstingsbroderi, når man har læst Mathilde Walter Clarks essay ’Hvordan man laver dyr’. For hvem bliver blød om hjertet af at tænke på svineindustri, hvor søer kan få flankesår af at ligge fastspændt på betongulve, og smågrise dør i så stort antal, at det svimler?
Det er den slags fakta om dyreavl, forfatteren lister ind i sin nyeste bog. En kort sag på kun godt 50 sider, men lang nok til, at 800 pattegrise er døde, inden gennemsnitslæseren er kommet igennem den, som hun noterer til slut. Og når man har læst den, kan det godt give et jag i armen, når man rutinemæssigt skal til at række ud for at sikre sig en julesteg fra køledisken.
Jeg havde foreslået, at vi netop skulle mødes ved køledisken i et supermarked for at tage interviewet, mens vi stod bøjet over neutralmarinerede kyllinger og ugens tilbud på hakket svin. Men det blev et bestemt nej tak fra Clark.
