At blive ved med at være den mest ambitiøse skriveskole i Skandinavien – og så nye gulve.
Det er to ting på ønskelisten hos Forfatterskolens nye rektor, Morten Chemnitz. Det første skal gerne være en fortsættelse, og det andet en tilføjelse. Han begyndte 1. august, og efter at have brugt de første par måneder på at akklimatisere er han ved at falde til ro i rollen som skoleleder på en af landets både fineste og mindste skoler. Der er cirka 200 kvadratmeter og 20 mennesker i alt. Lige nu er der 15 elever fordelt på to årgange, tre faste lærere, en skolesekretær og så Morten Chemnitz.
»Hvad der svarer til et fodboldhold plus bænk«, som han siger.
Det litterære landshold hører til i lokaler, der er ejet af Det Kongelige Kunstakademi, og som Forfatterskolen har lejet i omkring halvdelen af sin eksistenstid. Adressen er fin, Peder Skrams Gade, tæt på Nyhavn, men ellers er det ikke, fordi Forfatterskolens lokaler som sådan er prangende. Når man kommer ind, er der først et stort rum, der fungerer som både køkken og opholdsrum, så et lille kontor til rektor og sekretær og så det store klasselokale skråstreg bibliotek, plus lidt toiletter.
