Det er en af de forårsdage, hvor sproget let forfalder til banaliteter, medmindre der er en ægte digter til stede. Men det er der. Dér står hun. Med bare tæer, udslået havfruehår og smil i de vanvittigt blå øjne: »Kom indenfor!«.
På væggen bag digteren hænger en cyklamenfarvet plakat med en poserende kvinde i corsage og teksten ’Tekinoktay. Finest Lingerie’. En slidt paperback af den franske forfatter Colette ligger på køkkenbordet: »Jeg er ved at oversætte hende. Hun er vild. Og meget moderne«, fortæller digteren, mens hun skænker kaffe og ser gæsten venligt an.
Caroline Albertine Minor har altid skrevet digte, og det var også dem, der i sin tid fik hende ind på Forfatterskolen. At udgive sin første digtsamling føles derfor heller ikke som et kæmpe »gearskifte«. Det skærper sproget at skrive digte, siger hun, men også at læse andres. Af danske digtere fremhæves Pia Juul: »Hun lærte mig at høre sproget på ny«.
Og sådan cirkler to fremmede, to generationer, ja, to kvinder med vidt forskellige erfaringer sig nysgerrigt hen mod dagens emne: Lidenskab, forelskelse, kærlighed, begær. For det er det, Caroline Albertine Minors fjerde udgivelse, oven på de voldsomt roste romaner og novellesamlingen, handler om:
