Engang var Rådhuspladsen Københavns centrum, det bankende hjerte i vores moderne liv. Ikke kun i danskernes forståelse af metropolen, men også i digternes. Som her i Emil Bønnelyckes hyldest:
»Jeg ved, at jeg gaar paa min Raadhusplads, min elskede Raadhusplads. Jeg ved det, og jeg grunder paa det. Jeg er i min Bys Midte, i den hedeste Menneskestrøm, midt i den mangfoldige Ytring af Liv, hvor jeg aldrig er hjemløs« (fra ’Raadhuspladsen’ (1918)).
»Det er en menneskeret at bo på Rådhuspladsen«, kommer det lidt udfordrende fra Christian Steentofte Andersen, som denne sommermorgen er spadseret hen over pladsen og ind på Politikens redaktion.
Han har for nylig forsvaret sin ph.d.-afhandling, der undersøger, hvad »litteraturens fodgængerperspektiv« kan fortælle os om, hvordan det er at bo i København. Denne regnbuefarvede, cyklende fritidsby, hvor havnebade og vinbarer er skudt op side om side med nye boliger, hvor gourmetmåltider og metroring gør turisterne glade, mens brokvarterernes aflukkede gårdhaver og altanmani lokker det kapitalstærke publikum til. I det ’genrejste’ København er udviklingen så vild og begejstringen så stor, at det kan være svært at følge med. I hvert fald hvis man som tilflytteren Tue i Thomas Korsgaards roman ’Man skulle nok have været der’ (2021) bare flakker lidt omkring:
