Og den er kontroversiel, filmen. Den starter i Danmark, da en førtidspensioneret dansk kok beslutter sig for at infiltrere Nordkorea på vegne af Mads Brügger. Og sammen med en tidligere fremmedlegionær og kriminel jetsetkokainpusher lykkes det ham at valse igennem Nordkoreas sikkerhedsstruktur og afsløre og filme nordkoreanske våben- og narkohandlere, åbenlyse brud på FN-sanktioner og en våbenglad, tyk, spansk mand, der gerne vil smadre Mads Brüggers fjæs.
Blandt andre ting.
For der sker meget i ’Muldvarpen’, og for overskuelighedens skyld kommer denne artikel til at afsløre en del af handlingen. Serien udspiller sig som en humoristisk spionthriller, der bevæger sig over Norge, Spanien, Nordkorea, Jordan, Cambodja, Kina og til en ø i Uganda og en trekantshandel, der er så langt ude, at man tror, at det, man ser, er fiktion.
Men det er det ikke, siger Mads Brügger, der altså har lavet endnu en film om Nordkorea, selv om han havde svoret, han aldrig ville gøre det igen.
