Måske skyldtes det, at han var så meget pænere end Lars von Trier, at man tænkte, de der tænder mere var til at smile end til at flænse med.
Men det var så, inden man så ’Festen’ dengang i 1998, Dogme 95’s første og, har det vist sig, mest uvisnelige blomst. Her blev der bidt og snerret og slubret og skidt og pisset i krogene, så det var en lyst.
Thomas Vinterberg, den præsentable af de dogmebrødre, der indvarslede en ny ’sandhed’ i dansk film, sprang ud i ren galskab og skabte dansk films mest vedholdende moderne succes. Det er ikke tit, en så obskurt europæisk filmtitel sådan helt blæret kan nøjes med at flage med sin originaltitel verden over.
De smukke tænder skar han i stykker i natlige mareridt, helt konkret. Tænders gnidsel hedder det, når den kunstneriske fordring antager et lovlig fysisk udtryk. Det kostede kassen i tandlægeregninger.
