Hvis indledningen i denne artikel var begyndelsen på en Adam Curtis-film, ville den begynde med et forklarende udsagn fortalt i en flad tone, a la:
»Dette er en film om en sælsom eftermiddag, der fandt sted i sommeren 2016, hvor en amerikansk romanforfatter, der udgiver sig for at være journalist, tog hen for at mødes med en britisk journalist, der på ingen måde ønskede at blive kaldt kunstner«.
Den britiske journalists navn er Adam Curtis. I dag er Curtis 61 år, og han har skrevet eller instrueret mere end en halv snes hypnotisk seværdige, vanvittig morsomme og ildevarslende film, der alle udforsker noget så simpelt som den kulturelle og politiske underbevidsthed i den sidste halvdel af det 20. århundrede og de første årtier af det 21. Jeg har været besat af Curtis’ værker i mange år. At få lov at mødes med ham føles som et privilegie. Så pyt med, at verden ligger hen i ruiner, og skidt med, at Donald Trump med sit ustandseligt smørrede grin står til at blive kronet til konge for republikanerne.
Udadtil er Curtis’ film journalistiske afsløringer, der udformes som dokumentarer. De strækker sig ofte over tre, fire eller sågar fem timelange afsnit. Hans seneste værker har været sammenhængende præsentationer med en længde på mere end to timer. Curtis er ikke nogen undergrundsfigur, ikke i England. Han har i mange år været ansat ved BBC.
