»Hold din kæft. Jeg vil ikke længere«.
Litteraturprofessor Aage Henriksen er tydeligt irriteret på sin søn, Morten Henriksen, der i dokumentaren ‘Bag Blixens maske’ interviewer ham om hans forhold til Karen Blixen på Rungstedlund i 1950’erne, da han var en ung litterat og hun den ældre litterære verdensstjerne.
Aage Henriksen delte på mange måder skæbne med digteren Thorkild Bjørnvig, hvis dramatiske år som Blixens protegé er omdrejningspunktet for Bille August nye store drama ‘Pagten’, som jeg glædede mig til at se for i Birthe Neumanns skikkelse at møde den enigmatiske, diabolske, strålende baronesse, der kunne forføre de unge digtere åndeligt i en grad, så de mistede sig selv.
Men i en historie om en person, der udvidede de fleste kunstneres horisonter med sin blotte tilstedeværelse, er det skuffende, hvor stabilt Bille August placerer sig i sit velkendte, velsmurte filmsprog, der ender med at holde djævlen fra døren. Der er ingen støj i mellemrummene, ingen krusninger i det skarpe fokus, ingen månebelyste mærkeligheder, hvor baronessens klejne figur kunne få lov at flimre af noget andet. Noget, som Bjørnvig kunne have set og blive forført af.
