Der hviler et kosmisk pres på de fuglespinkle skuldre af den unge Paul, da han står ved en af kysterne på sin hjemplanet Caladan. Som søn af hertug Leto Atreides er han udset som en kommende hærfører, der skal bringe fred i et intergalaktisk imperium af rivaliserende aristokratiske folkefærd. Og som den udvalgte i en oldgammel profeti står han tilmed til at blive universets messianske frelser.
Man forstår godt, at han tøver. Vi kender den slags fortællinger fra sagaer som ’Star Wars’, og vi ved, at rivaliserende slægter ikke skyr nogen midler, sådan som vi så det i ’Game of Thrones’.
Det ved Paul Atreides ikke noget om, for han er den første af dem alle sammen. Han er prototypen på Luke Skywalker og de andre unge frelsere i science fiction- og fantasy-traditionen, men de færreste kender ham, fordi ingen instruktør nogensinde har haft held til at overføre forfatteren Frank Herberts genredefinerende mesterværk ’Dune’ fra 1965 til en film, der kan udbrede hans mytologi til popkulturel folklore.
Således står Paul på stranden med skæbnesvanger blæst i de kulsorte lokker og skal beslutte, om han vil tage med rumskibet til ørkenplaneten Arrakis kaldet Dune. Hans slægt, atreiderne, er af universets kejser udpeget som Dunes nye koloniherrer med ret til at høste det værdifulde krydderi melange, der kan forlænge liv og muliggøre rumrejser mellem fjerne planeter.
