Det ikoniske franske cigaretmærke Gauloises har skiftet navn til Gaullistes og farve fra skumringsblå til morgenrød. Pakken optræder kun en passant på en tjeners serveringsbakke, men den slags små morsomme eksempler på keren sig om detaljen er emblematisk for Wes Andersons ’The French Dispatch’.
Selve ideen er vidunderligt nørdet. ’The French Despatch’ er Wes Andersons hyldest til magasinet The New Yorker. Tidsskriftet, som siden det blev grundlagt af dets mangeårige redaktør Harold Ross og hans økonomiske bagmand Raoul Fleischmann i 1925, har holdt den kultiverede journalistiske fane højt. Ikke blot i USA, men over hele verden, hvor mennesker med sans for journalistisk kvalitet, interesse for den nye litteratur og det diskrete kosmopolitiske vid stadig trofast abonnerer på tidsskriftet.
Men hvad vil det sige at være kultiveret og kosmopolitisk? For amerikanske kunstnere og intellektuelle har kompasnålen altid dirret i retning af Paris, som der ifølge Hemingway jo ingen ende var på. Har man en hjerne som Wes Andersons, der altid går sine egne decideret snurrige veje, er der ikke langt fra den franske forbindelse til en beslutning om at gendigte The New Yorker som The French Dispatch.
I filmen er The French Dispatch en aflægger af en lille søvnig avis fra Kansas, som takket være avisejerens flyvske søn er blevet en kulturens højborg med base i den franske hovedstad til lejligheden omdøbt til Ennui-sur-Blasé. Den franske budstik holdes i live imod alle odds af ildsjælen Arthur Howitzer, Jr. Spillet med vanlig stoisk ro af Andersons ’yndlingsonkel’ Bill Murray er Howitzer parat til at gå gennem ild og vand for sine skribenter. Som redaktionslokalets vigtigste princip håndhæves det, at det er strengt forbudt at fælde tårer – uanset hvor meget der bliver skåret i artiklernes blanding af hjerteblod og blæk.
