Når et stykke er så tidløst relevant som ’Macbeth’, behøver man ikke nødvendigvis stille spørgsmålet hvorfor og hvorfor lige nu. Shakespeare er en aktuel udfordring for enhver generation, for enhver tid.
Men helt lade være med at spørge kan jeg så alligevel ikke. Hvorfor har Joel Coen uden sin ellers uadskillelige bror Ethan valgt lige netop ’Macbeth’? En del af svaret er indlysende. Især i de tidlige film, fra ’Blood Simple’ og ’Miller’s Crossing’ til ’Fargo’, var Coen-brødrene stærkt optagede af noir-dramaets mørke skæbnefortælling. Her er ’Macbeth’ en slags urtekst om magtbegær og hybris. Macbeths tronstol er Coen-brødrenes hovedstol, og deres slebne og vittige sans for retorik kan siges at pege direkte tilbage på Shakespeare.
Handler det også om, at det hensynsløse magtbegær med aktører som Trump og Putin igen spiller en hovedrolle på tidens politiske scene?
Måske. Måske ikke. Men man må stille spørgsmålene, når Joel Coen demonstrativt afholder sig fra at fortolke eller modernisere teksten synderligt, men samtidig foretager nogle temmelig radikale valg med en afroamerikansk Macbeth og med en midaldrende Frances McDormand i rollen som hans Lady.
