En smuk, ung kvinde kvalt til døde i en svinestald af en dæmonisk, blond aristokrat, hvis far tilbeder pikken som en gud. Handlede kvinder, der laver grød af katte og peanuts til en psykopatisk skruk kvinde i et bordel fra helvede. Hendes mand, der grynter som en gris, når han voldtager pigerne, og hyler som en gris, når alfonsen tæsker ham. Grise, der spiser mennesker. Mennesker, der spiser mennesker. En brutal underverden af gangstere fra Balkan, Kina og Danmark. Handlede børn, traumer, hævn. Skønhed.
Hele den cocktail af klamhed serveret med et mørkt neonkirsebær på toppen kan du få i hyperæsteten Nicolas Winding Refns nye formeksplosion af en tv-serie, ’Copenhagen Cowboy’. En serie, der højst sandsynligt kommer til at indkassere et miks af både begejstrede og udmattede anmeldelser, som sædvanligt når det gælder NWR.
»Du ved, du har skabt stor filmkunst, når halvdelen elsker det, og halvdelen hader det«, som han selv valgte at tolke det ofte splittede anmelderkorps i dokumentarfilmen ’Hendes liv, instrueret af Nicolas Winding Refn’, som hans kone Liv Corfixen lavede om ham i 2014.
Om og hvordan ’Copenhagen Cowboy’ er stor filmkunst kan og vil blive diskuteret, men det, der hæver sig over enhver diskussion er, at det er en serie, der er umiskendeligt Winding Refnsk. En nærmest gentagelsestvangspræget tilbagevenden til en dyster og udpenslet brutal, men hyperstiliseret underverden (som i filmene ’Drive’ og ’Only God Forgives’ og tv-serien ’Too Old to Die Young’), hvor et hævnmotiv ofte er den drivende kraft for en ensom og moralsk ambivalent helt.
