Filmbranchens awardsæson er for alvor skudt i gang i USA nu og dermed også i resten af verden, for den amerikanske dominans på det globale filmmarked er stadig øredøvende og altoverskyggende.
I begyndelsen af ethvert nyt år vender vi altså blikket mod de prisuddelinger, der finder sted i USA, såsom den netop over- og genopståede Golden Globe. I marts afsluttes den amerikanske awardsæson med Oscaruddelingen, der finder sted natten mellem 12. og 13. marts.
Men filmåret 2023 i Danmark byder også på alle mulige andre nationers gode film. Mange af dem kommer med priser fra de store europæiske festivaler i bagagen. Faktisk er der premieresat så mange film, som jeg venter i spændt begejstring på, at det har været svært at vælge.
Særligt når man som jeg er stort set altædende og kun er en lille smule flov over at indrømme, at jeg for eksempel ser frem til, at en af mine filmiske guilty pleasures, Fast & Furiuos-serien, der ikke er tynget af originalitet, men til gengæld er hæsblæsende, nu får et tiende kapitel i år. Titlen er kort og godt ’Fast & Furious 10’.
