Jeg var på Documenta i 2002. Og at besøge den slags kæmpeudstillinger med mange kunstnere og med flere udstillingssteder er som at gå på skattejagt. Og om jeg lige fandt Jens Haanings værk med de ombyttede lyspærer, er jeg i tvivl om. Var det de rigtige gadelamper, jeg fandt? Og er det overhovedet vigtigt, om det lige var den eller den eller den lampe?
Jens Haanings kunst er først og fremmest båret af ideer. Som en forlængelse af det brud, der skete med kunsten fra den tidlige avantgarde i begyndelsen af 1900-tallet. Pissekummen på hovedet og så videre ud ad den tangent. Op igennem det 20. århundrede var dele af billedkunsten blevet mere og mere til idé og mindre og mindre til billede.
Men ikke desto mindre er Haanings kunst stadig materiel. Det betyder noget, at vi ved, at pærerne i gadelygterne rent faktisk er skiftet ud. Det betyder noget, at man kan se sporene af pengesedler i de tomme rammer i Aalborg. Jovist, det er koncepter, ideer og måder at tænke på, som bærer værket oppe. Men det findes også som faktiske ting i verden. Som noget fysisk.
Ikke desto mindre er det, som om hele virakken omkring ’Take the Money and Run’ er blevet en del af værket. At mailen, som Haaning sender til museet, og som blev hængt op på væggen, er en del af værket. At artiklerne i alverdens medier er en del af værket. At det civile søgsmål og måden, som Kunsten i Aalborg håndterer sagen på, er en del af værket.
