Og det var Radio24syv, der var problemet. Regeringen ønskede ikke at lave en aftale, som ville udelukke Radio24syv fra at fortsætte med at producere den taleradio, som der var stor tilfredshed med på Christiansborg.
Under forhandlingerne var der løbende kontakt med den administrerende direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, der leverede tal til politikerne, blandt andet om antallet af medarbejdere på stationen.
Men ifølge Politikens oplysninger ville regeringen også sikre sig, at det endte med en aftale, som Radio24syv kunne leve med. Radioen behøvede ikke være glad. Men medieaftalen måtte ikke trække tæppet væk under den.
Kravet om, at mindst 50 procent af radioen skulle ligge vest for Storebælt, blev drøftet med Jørgen Ramskov.
