I en verden, der ligner sig selv, men hvor alt alligevel er forandret, er Ganger på mange måder det perfekte popband. På lidt over et år har de udsendt to plader, ’Mørk’ (2019) og senest ’Tro’ (2020), der begge er blevet mødt af et væld af roser og topkarakterer fra de danske anmeldere. De har været P3’s Uundgåelige to gange, og sidste weekend blev de kåret som P3 Talentet til P3 Guld – også selv om de fleste, inklusive Ganger selv, regnede med, at den ville gå til rapperen Tessa.
Ganger laver poetisk og personlig popmusik. Og udknaldede, besværlige lydcollager. Hiphop-beats og vokalharmonier. Real-lyde og skarptslebne popmelodier. Hvordan ville det egentlig lyde, hvis man satte Vesterbro Ungdomsgård til at synge Inger Christensen-digte?
Ganger er på mange måder et studie i modsætninger. Mellem liv og død. Pop og avantgarde. Hanstholm og København. Korsang og bangers. Ydmyghed og storhedsvanvid. Det er et band bestående af fire mennesker, hvor alle er lige. Men hvor man alligevel ikke rigtigt kan komme udenom, at alt er centreret omkring de meget personlige sange, som sangskriver og tekstforfatter Thomas Bach Skaarup har skrevet.
På Gangers nyeste album, ’Tro’, der udkom i begyndelsen af oktober, har de med den 36-årige musikers egne ord skabt en hyldest til kvinden. Til kvinderne i hans liv. En hyldest, Thomas Bach Skaarup har skullet tage tilløb til, fordi det også samtidig indebærer en tilgivelse af den mor, han har et forhold til, der sagt med jævn, jysk mangel på overdrivelse er ret kompliceret. Og som han først har fået rigtig klarhed over for få år siden. Alligevel mener han, at kvinder skal redde verden. Og det har Ganger lavet en popplade om.
