Det er ikke – langtfra! – en af symfoniens kernepassager, nærmest sådan en, man tager med mellem de store eksplosive klimakser, der fører til de bimlende og bamlende klokker i finalen og de øresønderrivende, mægtige orkesterbrus, men Luisi beskuer den forfra, bagfra og lidt fra alle sider, kæler den omhyggeligt i hus.
»Mere charmerende«, beder han.
»Meget bedre«, og han holder en lille pause, mens han kigger ned i partituret. Han tøver.
»Men kan jeg få den lidt varmere?«.
