»Jeg kan li’ at gå i biffen, giffen, guffen, gaffen, giffen«. »Jeg ta’r til Hillerød og køber morgenbrød«. »Jeg kender en skotte, der hedder McArine. Han sejler en dejlig sø«. Eller »Min baby bo’r i højhus, på 29. sal. Og hun deler dyne med en ultragiftig karl«. For slet ikke at tale »Ligger her og roder midt på Brøndby Strand, kigger på en kælling i det salte vand«.
For generationer af radiolyttere og popfans er ovenstående linjer snævert forbundet med Michael Bundesens stemme. Og med et Danmark, hvor storken er en dejlig flyver, og hvor man drak majdrik i spandevis, når ikke man spiste hotdogs med brutale løg eller kylling med softice og pølser – eller tog ud for at fange en Hundejg sammen med Harry.
Den version af vort land er for længst væk. Og nu er Michael Bundesen det også. Død efter at have været svækket og bundet til en kørestol siden 2011, hvor blodpropper i hjernen berøvede Shu-bi-dua-forsangeren førligheden.
Michael Bundesen kom fra de velhavende nordlige forstæder til København. Nærmere bestemt fra det gamle fiskerleje Taarbæk.
