Simon Lund: Når jeg hører en sang som Sensos house-hoppende ‘Everywhere I Go’, kan jeg for det første ikke sidde stille. For det andet kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvorfor har de ikke ligget nr. 1 endnu?
Det er der sikkert mange algoritmiske grunde til, og Senso er som sådan mere en samling af forskellige musikere fra den københavnske undergrund end en del af de typiske hitliste-skarprettere.
Men med den popappel, der strutter over alt på kvintettens debutalbum, undrer det mig nu stadig.
Melankolien drypper nærmest euforisk fra forsanger Jens Konrads stemme, mens han med håndryggen mod panden kan finde det søde punkt mellem en akustisk guitar og et stormende stort omkvæd, mellem inderlig længsel og et brusende vandfald af synthflader.
