Den her plade er optaget i statsarkiverne som en af de vigtigste nogensinde

David ’Trugoy’ Jolicoeur, Kelvin ’Posdnuos’ Mercer og Vincent ’Maseo’ Mason mødte hinanden på high school i byen Amityville på Long Island. De lød som ingen andre hiphopgrupper på den tid. De lignede ikke engang hiphoppere.

På det tidspunkt gik rappere med guldkæder, store sorte solbriller og Adidas-træningsdragt. De La Soul gik i pangfarver, halskæder med fredstegn og kasket med propel i toppen.

»Hiphop var stadigvæk meget macho tilbage i 1980’erne. Rapperne i byen havde travlt med at blære sig og vise sig frem«, fortalte Kelvin Mercer i et interview med The Guardian i 2014.

»På min skole, hvor vi var en blanding af sorte og hvide unge, rappede vi over beats med Annie Lennox eller Steve Miller. Det var på ingen måde det sejeste at gøre, men vores kærlighed til musikken var ægte«.

Deres skolekammerat Prince Paul, en selverklæret musiknørd, blev bindeleddet som producer på gruppens første plade, ’3 Feet High and Rising’, der udkom i 1989. En plade, som i dag er optaget i Library of Congress – det amerikanske statsbibliotek – som et særligt bidrag til kulturarven.

»Deres lyd er unik, og deres lp er proppet med computersamples med alt fra Steely Dan til Liberace«, lød det i et indslag om bandet på MTV samme år.

Netop samples er historien bag De La Souls succes. Og deres årelange problemer.

Samples er bidder af musik, der blev løftet ud af eksisterende værker og genbrugt. Klippet, redigeret og limet sammen for at skabe noget nyt. I slutningen af 80’erne var sampling blevet en integreret del af hiphoppen, men ofte handlede det blot om at finde det perfekte trommebeat, som kunne loopes om og om igen.

De La Soul brød med alle konventioner. De samplede på kryds og tværs. Fra børne-tv til farrock og franske lydbøger.

Deres musik var en »kollagebombe«, siger Per Vers, »en overskudsagtig lagkageproduktion«.

»Der var jo rigtig mange superfede rapplader i årene inden, hvor alle numrene samplede enten James Brown eller George Clinton. De La Soul var første gang, man med hiphop så den her alt-kan-bruges-attitude«.

På deres første plade brugte De La Soul mere end 60 samples.

Titlen på opfølgeren, ’De La Soul is Dead’, der udkom i 1991, var en slet skjult hentydning til gruppens opgør med deres flowerpowerimage, men musikalsk var det stadig et kludetæppe af obskure lyde og beats.

Også internationalt brød de igennem på en måde, som hidtil ikke var set for amerikanske kunstnere. ’3 Feet High and Rising’ blev ifølge Tom Silverman, der signede dem til sit selskab Tommy Boy, den første hiphopplade, der solgte mere end 500.000 eksemplarer uden for USA.

»De legede med stilen, og det appellerede sindssygt meget til klubberne«, siger danske DJ Typhoon, som i starten af 90’erne boede i New York og oplevede gruppens succes på tæt hold. Her mødte han Maseo fra De La Soul, når de sammen gik op tidlig søndag morgen for at grave efter beats og lyde på byens plademarkeder.

Når Typhoon spillede hjemme i København på diskotek U-Matic i Vestergade, havde han De La Souls plader med i tasken.

»De La Soul fyldte dansegulvet med sygt god energi. Folk var vilde med det«.

Da advokaterne bankede på

Den danske producer og tidligere ’X Factor’-dommer Carsten ’Soulshock’ Schack landede også i New York på grænsen til 90’erne, hvor han forsøgte at bryde igennem. Han blev dj for rapperen Queen Latifah, der var del af det samme musikalske fællesskab Native Tongues ligesom De La Soul.

Netop De La Souls brug af samples satte hiphopmusikken fri på det tidspunkt, forklarer Carsten Soulshock.

»Der var ikke noget værre end alle de kloge rockmusikere, der grinte af os og snakkede vores musik ned, når det faktisk krævede endnu mere at sætte hiphopmusik sammen end at spille en guitarsolo på en Van Halen-plade«, siger Carsten Soulshock i dag fra sit hus i Los Angeles.

Med De La Souls brug af samples lå der helt nye muligheder for musikken. Men der lå også en fælde.

Carsten Soulshock husker, hvordan producere dengang brugte bidder fra alle mulige plader – »gammel jazz, disco, blues … alt« – men også at flere af dem ikke sørgede for at få clearet deres samples.

At cleare en sample betyder, at man får den originale kunstner eller rettighedshavers velsignelse til at genbruge den. Ofte imod betaling.

Men da ’3 Feet High and Rising’ ramte, var der opstået »panik« i branchen, siger Carsten Soulshock.

»Alle havde udgivet hiphop, hvor lydbidder fra andre plader var brugt uden betaling eller kreditering af de originale kunstnere, og pludselig kom alle de her kunstnere løbende med deres advokater og ville have penge«.

»Og ingen havde brugt flere samples end De La Soul«.

Nogle af dem, der bankede på døren hos De La Soul, var advokater for det amerikanske folkrockband The Turtles. På ’3 Feet High and Rising’ havde De La Soul lånt et orgel og strygerrif fra nummeret ’You Showed Me’, skruet ned for hastigheden og klippet det sammen med stemmer fra et fransk sprogkursus og Wilson Picketts udgave af ’Hey Jude’.

The Turtles sagsøgte De La Soul for mere end 2 millioner dollars. Selv om parterne indgik et forlig, der angiveligt kostede bandet og pladeselskabet markant mindre, var det kun startskuddet til deres problemer.

Ifølge bandet havde Tommy Boy ikke styr på at cleare samples. Nogle aftaler var indgået med et håndtryk, i andre tilfælde var der slet ikke en aftale. Tommy Boy skød skylden på De La Soul og sagde, at de ikke selv havde oplyst selskabet om de musikklip, de brugte.

Da den digitale musikrevolution tog fart i slut-90’erne med iPods, iTunes og streaming, stod De La Soul med et kæmpe problem. Pladeselskabet Warner, som købte rettighederne til Tommy Boys udgivelser, turde ikke røre De La Souls musik med en ildtang. Selv reproduktioner af de fysiske plader og cd’er stoppede.

Selv om de blev ved med at optræde live og udgav ny musik, kunne gruppen ikke tjene penge på deres bagkatalog. Mens deres legesyge stil inspirerede samtidens stjerner som Kanye West og Pharrell Williams, var De La Souls musik blevet et analogt klenodie.

»Hvilket grimt og grådigt mareridt«, skrev gruppen på Instagram i 2019.

For et par uger siden satte gruppens dj, Vincent ’Maseo’ Mason, ord på den frustration, de levede med i utallige år:

»Det føltes, som om vi var ved at blive slettet fra historiebøgerne«, sagde han til The Guardian.

Sampledronningen

På sit hjemmekontor i delstaten Delaware sidder Deborah Mannis-Gardner omgivet af guldplader og cd’er indrammet i glas. Eminem, Beyoncé, U2. Hun har flere af verdens største artister i sin telefonbog.

De kalder hende ’The Queen of Sample Clearance’. For er der bøvl med at få godkendt en sample, går de til Deborah. De går til dronningen. Ingen opgave er for lille eller stor. Da hitmusicalen ’Hamilton’ skulle hente inspiration fra et nummer af den nu afdøde rapper Notorious B.I.G., var det Deborah Mannis-Gardner, der fik aftalen på plads. Musikken til spillet ’Grand Theft Auto’? Jep, det er også hende.

»Sampling er en kunstform, det er en kreativ måde at lave musik på«, siger hun på en Zoom-forbindelse fra Delaware.

Siden 1991 har hun arbejdet med at udgive De La Souls musik.

Ifølge hende er det pladeselskabet Tommy Boy, som i tidernes morgen ikke tænkte over, at hver enkelt lydbid, som ikke blev godkendt, kunne komme tilbage og bide dem i halen.

»Igennem årene har undskyldningen været, at man ikke havde de digitale rettigheder. Men den virkelige årsag er nok, at deres samples aldrig var blevet godkendt«.

Siden selskabet Reservoir i 2021 købte rettighederne til Tommy Boys og dermed De La Souls musik, er der kommet skub i tingene, forklarer Deborah Mannis-Gardner.

»De La Soul finkæmmede hver eneste sang for at finde de samples, de havde brugt, og som andre påstod, at de havde brugt«.

Da hun tog kontakt til de rettighedshavere, som ejede musikken bag deres samples, mødte hun ingen griske advokater. Kun begejstring og goodwill.

»Alle havde den indstilling, at de her tre fyre, som havde kæmpet for deres musik så længe, skulle have en del af indtægterne, når det blev udgivet: Please, please, please, lad ikke deres samples æde det hele op«.

Lysten til at grave dybere

Historien om De La Souls tabte musik er et billede på den virkelighed, vi befinder os i nu, siger Deborah Mannis-Gardner. Hvor alt fra en ringetone til et trommebeat til et klip på sociale medier er intellektuel ejendom, der har en pris.

»I dag er sampling en stor pengeindustri. Og det er blevet meget mere komplekst«, forklarer hun.

»Hvis der er nogen, der vil bruge et klip med nogens optræden fra YouTube eller Snapchat eller Instagram, bliver du nødt til at gå til den person og bede om tilladelse. Selv hvis de bare står og brøler ’yeah’, skal du søge om ret til at bruge det og betale dem. Du bliver nødt til at tænke på rettigheder, som om alle ejer noget«.

Deborah Mannis-Gardners firma, DMG Clearances, arbejder sammen med abonnementstjenesten Tracklib, hvor musikere kan få adgang til et bibliotek af samples, hvis rettigheder på forhånd er clearet. På den måde elimineres risikoen for, at en sur advokat banker på døren og kræver tilbagebetaling.

Men på den måde mister musikken også noget af den magi, der i tidernes morgen gjorde De La Soul så revolutionerende og banede vej for, at kunstnere i alle genrer i dag bruger samples som en naturlig del af deres udtryk.

Det siger Per Vers. Ifølge den danske rapper og producer betyder den kontrollerede tilgang til samples, at musikken bliver mere »strømlinet« og »mindre revolutionær«.

»En service som Tracklib er på mange måder enhver producers drøm. Men samtidig føler mange purister og folk som mig, der har været med længe, at folk ender med at sidde og grave i de samme databaser. Fuck, hvor er det kedeligt. Så får man lyst til at gå endnu dybere i musikarkiverne«, siger han.

Det digitale kapitel

De færreste er gået så dybt ind i samplemusikkens verden som De La Soul. I et interview i januar talte David ’Trugoy’ Jolicoeur om, hvad det betyder for gruppen, at deres musik når et nyt publikum. En ny generation.

»Vi sætter virkelig pris på, at folk nu får muligheden for at høre disse ting, uanset hvad de ved om det. Måske kan det inspirere unge, der gerne vil være anderledes eller lyde mærkeligt«, sagde han til Billboard Magazine.

Da han døde få uger efter interviewet, væltede reaktionerne ind. Trommeslageren Questlove fra The Roots kaldte De La Soul et »af de smukkeste produkter af hiphopkulturen«. Rapperen Nas sagde, at gruppens musik »fik ham til at ønske«, at han var dem.

På Twitter postede Damon Albarn en video, hvor han spillede et klavertema, mens kameraet zoomede ind på strengene.

»Et loop til Dave«, skrev Albarn. »Jeg elsker dig«.

Vincent ’Maseo’ Mason skrev, at han var glad for, at hans livslange ven og bandkammerat fra De La Soul ikke længere skulle lide under smerte og sygdom.

»Men på den anden side er jeg ekstremt ked af, at du ikke er her til at fejre og nyde det, vi har arbejdet og kæmpet så hårdt for at opnå«, skrev Maseo på Instagram.

34 år efter at de tre skolekammerater fra Long Island ændrede hiphophistorien, bliver bandets næste kapitel endelig skrevet i en digital virkelighed.