Du husker ham måske fra Nissebanden.





















I dag flyver han helikopter i Grønland

Sit eget program

Som barn i den vestgrønlandske bygd Uummannaq i 1980’erne var det helt naturligt at køre hundeslæde i den del af året, hvor havet var frosset til. Derfor endte 11-årige Malik Niemann i 1988 i et DR-program med den kendte ’Dus med dyrene’-personlighed Poul Thomsen, der var imponeret over drengens evner med slæde og hundespand. Programmet blev sendt i primetime 1. januar 1988 – lige efter statsministerens nytårstale.

Det ene tog det andet, og den unge dreng sagde ja til at være med i ’Nissebanden i Grønland’ – en julekalender, som den danske skuespiller og instruktør Flemming Jensen havde fået ideen til. Malik Niemann skulle spille den grønlandske dreng, der sørger for friske fisk til julemandens søløve og finder de magiske stjernesten.

I år er det 35 år siden, at julekalenderen første gang blev sendt. Dengang lavede man ikke seermåling, men da den blev genudsendt i 1993, blev den i snit set af mere end 1,1 millioner seere.

I dag er der stadig masser af børnefamilier, der finder julekalenderen på dr.tv og kigger med. DR oplyser, at 116.000 i år har set første afsnit, og de 24 afsnit har i snit haft 36.000 seere.

For Malik Niemann er skuespillet for længst lagt på hylden, og den grønlandske dreng er blevet voksen og har fået børn, der synes, det er sjovt at se deres far på tv. Han er stolt af julekalenderen og møder kun positive reaktioner, når andre opdager, at det var ham, der spillede Inuk.

Malik Niemann fortæller over telefonen fra hjemmet i Ilulissat, mens han står og kigger ud på byens største attraktion: isfjeldene, der langsomt driver forbi udenfor i Isfjorden, der er udråbt som såkaldt Unesco Verdensarv. For tiden er der mørkt i denne del af Grønland, for solen gik ned 29. november og kommer først tilbage 13. januar.

»Det ved man, når man bor her i byen. Alle glæder sig til den dag og står klar til at se, når solen kommer igen«.

Da Malik Niemann var barn, kom der is på fjorden ved Uummannaq 1. november og så brød den først op igen omkring 1. juni. I dag ser det helt anderledes ud, når han flyver i helikopter hen over området. Klimaet forandrer sig.

»De seneste mange år er vi heldige, hvis den lægger sig i januar og bryder op sidst i april. Det er meget tynd is, så man skal passe på, hvor man kører med hundeslæde. I gamle dage kunne vi køre overalt, og isen var 1,5 til 2 meter tyk. Nu er den 30 centimeter, hvis vi er heldige«, siger Malik Niemann.

»Det er tydeligt at se, at isfjeldene bliver mindre. Om vinteren er det mest tydeligt heroppe. Der er mange steder, hvor der ikke kommer is«, siger han og fortsætter:

»Nu er der isfrit hele året i Diskobugten. Klimaforandringerne er tydelige for mig som pilot, fordi jeg er så mange forskellige steder. Jeg kan se det på havisen og isfjorden. Og du kan se det på isbjørnen, der kommer tættere på byen. Vi oplever dem meget oftere nu«.

Boede hos skuespiller

Det var en stor oplevelse for Malik Niemann at være med i ’Nissebanden i Grønland’. Han var en udadvendt dreng, der tog det som en udfordring, og selv om han kun var 12-13 år, tøvede han ikke med at sige ja til at flytte alene til Danmark i tre måneder. En stor del af optagelserne foregik nemlig i kulisser i den tidligere TV-byen i Søborg.

Malik Niemann boede hos familie i Danmark, gik i dansk skole, når der var tid til det, og havde en privatlærer på dage med optagelser.

»Det var fedt«, siger han i dag om tiden i Danmark.

I en periode boede han hos Per Pallesen, der var med til at instruere julekalenderen, og her så han skuespillernes liv indefra med lange arbejdsdage. Den unge grønlænder konkluderede derfor tidligt, at han ikke skulle være skuespiller, selv om han syntes, det var sjovt at få lov til at komme til Danmark og eksempelvis blive inviteret til at være med til at tænde julelysene i Magasin. Og selv om Per Pallesen her i Politiken i 1989 kaldte ham for et naturtalent.

For at komme til og fra Uummannaq, hvor Malik Niemann voksede op, skulle man flyve, så derfor havde han fået en drøm om at blive pilot. Hans far ejede et hotel, og det lå i kortene, at sønnen som enebarn skulle overtage det. Han uddannede sig derfor inden for hotel og restauration, men han blev aldrig rigtig glad for det. Da han var 28 år, fik han mulighed for at rejse til USA og tage uddannelsen til helikopterpilot.

»Det var ikke lige noget, der passede min far, men det har jeg aldrig fortrudt«, siger Malik Niemann, der nu har arbejdet 18 år i Grønlands luftfartsselskab, Air Greenland.

»Du flyver mellem fjeldene og fjeldtoppene. Du laver specielle opgaver: Flyver med turister, patienter, glaciologer, vi flyver med alt. Det gør det sjovt, fordi du møder mange forskellige mennesker«.

»Du har 100.000 landingssteder i stedet for de syv lufthavne«, siger han.

Fra alverdens lande

I november kunne Nuuk åbne sin nye internationale lufthavn, der blandt andet betyder, at turister nemmere kan komme til og fra Grønlands hovedstad. Hidtil har landingsbanen været for lille til, at Air Greenlands store Airbus A330 kan lande eller lette derfra.

I stedet skulle man mellemlande og skifte til et mindre fly i Kangerlussuaq. Det betød, at man på grund af uvejr nemt kunne strande i timevis i den lille bygd.

»Det er fantastisk for Grønland«, siger Malik Niemann.

Om et par år er det planen, at der også skal åbne en større lufthavn i Ilulissat, der er Grønlands tredjestørste by.

»Folk fra alverdens lande kan komme direkte til os«, siger han.

Selv om han dagligt ser klimaforandringerne, mener han ikke, at turisterne skal holde sig væk.

»Jeg har det sådan, at hvis folk er bevidste om, hvad der sker, så gør de noget ved det, og mange af de turister, der kommer, bliver bevidste om global opvarmning. De kommer op og ser isfjeldene og hører os, der sidder og fortæller. For 10-15 år siden landede vi 20 kilometer længere ude. Isbræen har trukket sig tilbage. De får hele historien fra mig og direkte i hovedet. Så forstår de det«, siger han.

»Det er i hvert fald ikke en ulempe, at jeg fortæller det. Når de rejser herfra, er de 100 procent bevidste om global opvarmning«, siger han.

Han mener derudover også, at flere turister har den fordel, at landet bliver mindre afhængigt af fiskeri, og der derfor kan blive mindre overfiskeri af eksempelvis hellefisk og rejer.

»Jeg synes, man skal se på de positive sider«.