Så er vi her!«, udbryder Anna Katrin Nørgaard.
Vi stiger af bussen og slæber kufferterne op ad den smalle grusvej og maser over en dyrerist på vej op til fincaen. Den gamle rustikke gård fra 1828 ligger frodigt lige i smørhullet mellem en citrusplantage og en vinmark, omkranset af bjerge. Her skal vi tilbringe den næste uge med at lære det mallorcinske køkken at kende.
Fincaen har været rammen om landbrug i generationer, overalt græsser brægende klokkefår, og her dyrkes stadig kvæder, oliven, mandler og kakifrugt. Vi ruller over den flisebelagte gårdsplads med en gammel brønd i midten, inden vi indkvarteres i seks højloftede lejligheder med hvidkalkede mure og varme træmøbler.
Da jeg slår de grønne træskodder for vinduerne op, slår en hel symfoni af fuglekvidder og klokkeklang mig i møde, her fra førstesalen har vi panoramaudsigt over det storslåede landskab.
