Jeg har uld på inderst, en hue på hovedet og tykke handsker på hænderne, men fryser stadig. Solen er endnu ikke stået op over det anatolske højland, så efterårsmorgenerne er kolde. Vi står i kurven, da et hvæs afbryder stilheden. En stor flamme skyder op fra brænderen og op i luftballonen, så kurven lyses op, og man mærker strålevarmen på kinderne. I nogle sekunder ad gangen giver ballonskipperen et tryk på ventilhåndtaget og fylder ballonen over os med varm luft.
Så sker det. Man kan ikke mærke det, men kigger man ud over kanten og ned, ser man det; hvor den tunge kurv før stod ubevægelig på jorden, glider den nu vægtløs hen over den. Vi er lettet! Overalt omkring os ser vi, at de andre luftballoner også én for én slipper kontakten med jorden. Himlen fyldes med flere hundrede svævende giganter – så mange og så tæt, at nogle af ballonerne puffer blidt til hinanden.
Med jævne mellemrum hører jeg flammen fra brænderen bag mig, mærker dens varme på min ryg, mens vi stiger mod himlen, og Kappadokiens unikke landskab omkring os afsløres.
For millioner af år siden var Tyrkiet vulkansk aktiv, og området her blev dækket af blød vulkansk sten. Siden er meget forvitret og eroderet væk, så landskabet nu er fyldt med utrolige naturlige, spydlignende stenskulpturer. Hvad der gør Kappadokien til noget ganske særligt er, at skulpturerne her er beboede. Mange forskellige befolkningsgrupper har siden oldtiden udhulet klipperne og hugget vinduer, døre og trapper i den bløde tefra, så der nu er eventyrlige hulehuse overalt i Kappadokien. De fleste af hulerne er dog blevet forladt til fordel for rigtige huse, selv om en del af dem nu fungerer som hulehoteller og -restauranter.
