Er det bedre at huske sig selv være god, da man var dårlig, end at huske sig selv være dårlig, da man var god?
Med den spørgende hilsen i forordet fra en fransk fodboldlegende til en dansk sætter Eric Cantona en perfekt tone for de refleksioner, de fleste af os bliver konfronteret med i livets anden halvleg. Den er Peter Schmeichel godt i gang med – må man trods alt formode – i en alder af 57 år og giver sine personlige svar i selvbiografien ’One’, der udkommer på denne måneds sidste dag.
»Min søn, hans hold og vores Danmark viste verden, at det er okay, at fodbold har mening – at det faktisk skal være meningsfuldt. Hvorfor ellers elske det, hvorfor se det, hvorfor satse alt på en professionel sportskarriere? I mit liv har jeg altid begyndt med hvorfor. Når jeg gør noget, skal det betyde noget. Jeg har brug for meningens medicin«, replicerer han i bogens prolog.
Den sender læseren af sted på en rejse med stop ved både overrumplende observationer fra den stærkt eksponerede karriere og hidtil private fortællinger om familielivet, der med mange facetter giver nogle af svarene på, hvorfor det er gået, som det er gået for Peter Schmeichel.
