Kvindelandsholdet i håndbold har ikke haft en kvinde i spidsen i mere end 55 år, og hos mændene har en kvinde aldrig haft det vigtigste job. I klubregi er billedet ikke meget bedre. Klubberne forklarer det med, at der ganske enkelt ikke er nok kvindelige kandidater til jobbet.
Men i virkeligheden har potentialet været der helt fra start. For kvindelandsholdet har haft masser af spillere med geniale håndboldhjerner, ligesom det har haft spillere, som har udvist tydelige lederegenskaber. Tænk bare på spillere som Rikke Skov, Karin Mortensen og Katrine Fruelund. Rikke Hørlykke, Tonje Kjærgaard og Janne Kolling.
Af en lang liste med potentiale er det kun Susanne Munk Wilbek og Karen Brødsgaard, der i dag er assistenttrænere i kvindeligaen. Og så har der selvfølgelig været Anja Andersen og hendes Slagelse Dream Team. Men det er meget få fra den gyldne generation, der har valgt trænervejen.
»Vi har haft landshold på kvindesiden, som har vundet masser af medaljer. Hold med stærke personligheder, og det er ærgerligt, at vi ikke har fået forløst det potentiale ved at få dem til at gå videre med håndbolden som trænere. Men vi er også nødt til at have flere kvinder, der rent faktisk ønsker det«, siger Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold Forbund.
