Angliru er et modbydeligt bjerg på alle sine 13 kilometer. Men de sidste 3 er decideret djævelske. Stigningsprocenten runder de 20, hvilket tvinger klodens bedste bjergryttere ned i et tempo under 10 km/t. Det får dem ved første øjekast til at minde mere om motionister end om de verdensstjerner, de er. De tungere drenge i feltet kæmper i ly for kameralinserne med blot at holde gang i cyklen, når de rammer dette punkt på bjerget.
Nær toppen er hårnålesvingene så stejle, at man kan være nervøs for, om blot det at komme op på den næste ’hylde’ er muligt – for ikke at tale om hele vejen til målstregen.
I mere end to årtier var David Millar hovedpersonen i den mest famøse fortælling om Angliru. I 2002-udgaven af Vuelta a Espana styrtede skotten flere gange på vej hen til foden af bjerget. Da han tynget af iltgæld havde kæmpet sig op i mere end 1.500 meters højde, klikkede han ud af cykelskoene, trak rygnummeret af og klaskede det demonstrativt ned i asfalten for øjnene af arrangørerne. Han nægtede at krydse målstregen, som befandt sig en meter foran ham, og udgik i protest. Udfordringen var for hensynsløs, mente den flamboyante skotte.
I år blev der under Vueltaen føjet et kapitel til fortællingen om Angliru, hvis drama overgik David Millars udbrud. Et kapitel om interne stridigheder, hvis udfald satte gang i en dominoeffekt, som forandrede verdens bedste cykelhold. Sepp Kuss endte som en Grand Tour-vinder. Primoz Roglic forlod det eneste World Tour-hold, han havde kørt for. Jonas Vingegaard blev den ubestridte konge af Jumbo-Visma.
