I en rundkørsel på vejen ind mod Nyborgs middelaldercentrum står en solgul cykel på 1,2 ton.
Med skulpturens svungne kurver ligner sadlen og baghjulet lidt vel meget hammer og segl, har en del fynboer småkritisk bemærket, men for borgmesteren er det et monument over storhed. Den er lavet i rustfrit stål, den er skabt til at bestå – og den er umulig at overse, som den rejser sig massivt over lave buske.
Det er et evigt minde om en særlig dag i den fynske købstads historie, der rækker tilbage i det 12. århundrede og favner konger og stormænd, toldgods og skibsfart, fejder og bondeoprør. Brudstykker af danmarkshistorie.
Cyklen i rundkørslen markerer en anderledes nutidig milepæl. En dag som målby for en etape i Tour de France, verdens største cykelløb.
