Vi skal et årti tilbage for at finde det mørkeste kapitel og absolutte lavpunkt i AGF’s historie. Med 10 nederlag i 2014-sæsonens sidste 11 kampe rykkede den stolte traditionsklub ned med et brag – tredje gang på blot otte år. Godnat Malaga, og godnat København, blev der sunget på Ceres Arena, mens Aarhus endnu en gang kunne lukke øjnene og stå op til 1. division.
Siden er drømmen om næste år blevet en løbende vittighed blandt AGF’ere, indlagt som en ironisk distance mellem alt det, fansene så inderligt har håbet på i snart tre årtier, og den knusende virkelighed.
»Det er en løbende joke, at næste år får vi guld. Så snart vi har bare lidt medgang, ser og lugter vi guld og føler, at vi er de bedste. Men når vi går hen og bliver slidt og mangler spillere, så får vi nogle uafgjorte og nederlag. Og lige pludselig kan vi bare se de der gulddrømme løbe ud i sandet«.
»Og så begynder vi at sige: men næste år...«, siger Michael Christiansen, også kendt som rapperen Jøden, med et kækt smil på læben og morgenens tredje kop mokka i hånden. Vi er mødtes på en kaffebar på Amager inden AGF’s pokalfinale mod Silkeborg på Kristi himmelfartsdag.
