Nogle gange finder der på jordkloden en begivenhed sted, som får betydning for mennesker et helt andet sted langt væk. Sommerfugleeffekten hedder det, når et enkelt vingeslag fra sommerfuglen sætter gang i en række af begivenheder, som langsomt breder sig og forstørres. Noget sådant skete for Kevin Magnussen, da Rusland invaderede Ukraine, for hurtigt fik den horrible krig konsekvenser for sportens verden, der over en bred kam udelukkede russiske idrætsudøvere. Således også formel 1-holdet Haas, hvor Nikita Mazepin fik sparket, hvilket banede vejen for et sensationelt comeback til danskeren.
Magnussen blev i sidste uge ringet op af Günther Steiner, der i sin egenskab af teamchef for Haas tilbød sin tidligere kører en genansættelse og dermed et comeback i motorsportens mest prestigefulde klasse.
To kontrakter med henholdsvis amerikanske Chip Ganassi Racing og franske Peugeot skulle Magnussen vikles ud af, men hans ja til Steiners forespørgsel faldt alligevel prompte, og derfor sidder 29-årige Magnussen nu i Bahrain klar til sæsonens første formel 1-grandprix og hans første siden Abu Dhabi i november 2020.
Da Magnussen i 2020 tog afsked med formel 1, troede han, at det var for altid, for efter en sæson med blot et enkelt VM-point på kontoen var han desillusioneret og havde mistet motivationen. Nu skulle karrieren tilbage på vindersporet i sportsvogne, og det kom den, men samtidig fik han genoplivet sin kærlighed til formel 1.
