Korthuse eroderes ikke. De undergraves ikke af tiden. De vælter pludseligt. Et fingerknips, og de er borte.
Katastrofer rammer kun sjældent bygninger med solide fundamenter. Katastrofen er korthusets anden natur, den skrøbelige konstruktions uundgåelige endeligt i kollapset. Vores drøm, og det var kun en drøm, om at skabe demokrati i Afghanistan var aldrig andet end et korthus.
Jeg var i Kandahar tidligt i januar 2002, Talebans hovedkvarter, som var faldet en fire-fem uger tidligere. På gaden står skæggede mænd med tunge ansigter og store turbaner. »Ved du, hvem de er?«, spørger min afghanske fixer, som jeg har hyret i Quetta, hovedstaden i den pakistanske provins Baluchistan.
»Det er dem, der var talebanere indtil i går. Og ved du, hvad de laver? De venter på, at I skal begå en fejl«.
