Tænk, at det skulle komme så vidt her på tærsklen mellem 2022 og 2023. Men den er god nok. 2022 var så sikkerhedspolitisk skelsættende, at man i fuld alvor kan sidde i officiel residens hos republikken Finlands præsident og stille spørgsmål om, hvorvidt gode gamle alliancefrie Finland kan tænkes at lægge territorium til atomvåben. Som følge af et kommende medlemskab af forsvarsalliancen Nato.
Men det er, hvor Europa og det fredelige Norden er havnet. Med alt, hvad der følger af potentiel afskrækkelse, gengældelse, og hvad vi ellers troede, vi var kommet fri af i forrige århundrede.
Præsidenten Sauli Niinistö bliver lige så alvorlig som sin marineblå habit, sin hvide skjorte og sit formelle slips. Han og jeg er bevidste om, at vores ordveksling er af den type, der sagtens kan gå hen og blive nærstuderet i Kreml.
Sådan har det for så vidt været hele det forgangne år. Niinistö er den vestlige leder, der efter Angela Merkels farvel har det mest omfattende bagkatalog af møder med Vladimir Putin. I nytårstalen for et år siden sendte han et hidtil uset direkte signal til den store nabo mod øst.
