Linser, hvidløg og tomater syder om kap, mens 32-årige Aris Mouritsas hælder mere olivenolie i gryden. Røgen breder sig i køkkenet og får hans øjne til at løbe i vand, og Aris Mouritsas åbner døren ud til baggården, så røgen kan slippe ud.
»Det hjælper nok ikke så meget, for nu lukker jeg jo bare forureningen ind i stedet«, siger han opgivende.
Aris Mouritsas bor i Peristéri, en forstad til Grækenlands hovedstad, Athen. Han er ved at lave fakí, en græsk linsesuppe, til sig selv og sin bofælle. Egentlig ville han helst bo for sig selv i centrum af Athen, men det er alt for dyrt.
»Sådan bliver det nok ved med at være, for politikerne gør jo ikke noget ved priserne, der bare stiger og stiger«, siger han.
