Vi har fløjet langs Grønlands vestkyst i cirka en halv time, da jeg pludselig kan se militærbasen fra mit vindue. Basen ligger på en slette ud til vandet, og bag basen rejser et bjerg sig med sne på siderne og en skrå, flad top. I det dybblå vand under mig aner jeg nogle hvide prikker, som er små isbjerge. Flyet drejer skarpt til højre, flyver ind over land og sætter hårdt hjulene ned på den lidt over tre kilometer lange bane.
Vi er heldige. Vejret er godt. Solrigt og vindstille og ikke meget koldere end en frostklar dansk vinterdag.
Vi er ellers så højt oppe, som man næsten kan komme i Grønland. Basen ligger 1.210 kilometer nord for Polarcirklen, og siden den blev opført mellem 1951 og 1953, har danskerne kendt den som Thulebasen. Men det er ikke længere det formelle navn. Basen er drevet af USA, som i april i år omdøbte den til Pituffik Space Base. Det skyldtes to ting.
Dels ønskede amerikanerne at vise mere respekt for det grønlandske folk og dets historie. Pituffik er det grønlandske navn for den slette, hvor basen er opført. Dels markerede navneændringen den øgede betydning, som basen har fået for USA i takt med, at stormagtsrivaliseringen også er flyttet ud i rummet. Basen er således ikke længere en air base, men netop en space base.
