Da jeg var 17 år gammel, rendte jeg rundt i en hashtåge i Aarhus.
Jeg var kommet tilbage til byen efter at have gået i seng med en lærer fra Solhaven, som var blevet min kontaktperson. Hun blev bange for, at jeg ville melde hende, og hun truede med at melde mig for voldtægt. Jeg besluttede mig for at sige det, som det var, til kommunen. Hun blev fyret og senere skilt. Og jeg kom tilbage til ghettoen.
Jeg havde været anbragt i så mange år, og pludselig var jeg der igen i min mors stue.
Der gik et stykke tid, inden kommunen fandt en lejlighed til mig. Det var dér, jeg skrev det første digt, ’Barndom’. På en måde var det en befrielse at skrive det. Jeg var træt af at undvige. Jeg var træt af at lege hellig over for hykleriet. Træt af at lade, som om min far var god, og som om min mor var lykkelig. Lade, som om vi var en familie. Da det var fortalt, følte jeg egentlig, at det hele var blottet. Så kunne alt det andet også komme med.
