Derfor er det vigtigt at tale om pension med din partner: Som kvinde kan du komme økonomisk i klemme
Kvinder har færre penge end mænd, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det skyldes ikke kun et løngab gennem deres arbejdsliv, men også at kvinder har 24 % mindre til pension end mænd. Forklaringerne kan findes i barsel, karrierevalg og det ulønnede husholdnings- og omsorgsarbejde i hjemmet. Et vigtigt startskud til at komme uligheden til livs er at tage en snak om pension med din partner, forklarer Mille Skjold Madsen, som er stifter af pengemagasinet Økonomista.
»Privatøkonomi i Danmark er en sær størrelse. Vi snakker hellere om sex og intimitet i offentligheden end om privatøkonomi. Sådan burde det ikke nødvendigvis være«, siger 33-årige Mille Skjold Madsen.
Hun er foredragsholder, chefredaktør og grundlægger af pengemagasinet, Økonomista. Og så er hun gift med 36-årige Jacob, som står i køkkenet i murermestervillaen i Hedehusene og hakker grøntsager, mens parrets to børn på otte og tre år leger i sofaen.
Mille Skjold Madsens store ønske er at sætte fokus på privatøkonomi, pengeadfærd og at kæmpe for at komme tættere på økonomisk ligestilling i de små hjem. Både i sit eget parforhold – og som inspiration for andre.
»Det kræver træning at snakke om privatøkonomi i sit parforhold. Det er ikke altid nemt, men det er bare virkelig vigtigt. Min mand og jeg har været sammen i 16 år, så vi har selvfølgelig haft lang tid til at øve os i at snakke om penge. Og i starten var det jo heller ikke pension, vi snakkede om, men det handlede om madbudget, og hvem der købte kartofler og vaskemiddel. Derfra udviklede det sig, og i dag tjekker vi stadig regelmæssigt ind i forhold til, hvordan vores økonomi ser ud for os som par«.
Parrets pensionssnak kom først på bordet i 2013, da bryllupsinvitationerne skulle sendes ud. Og selvom det føltes mærkeligt at skulle snakke om en potentiel skilsmisse midt i bryllupsplanlægningen, var det forløsende for parret at have snakken, mens stemningen var god.
»Sandheden er jo, at halvdelen af alle par ender med at gå fra hinanden. Derfor er det rart at vide, at vi har haft snakken, mens vi elsker hinanden og ønsker hinanden alt det bedste. Mit bedste råd til andre er, at I begynder at snakke sammen om jeres drømme, for så bliver penge en naturlig del af ens parforhold. Det gør det hele mere overskueligt, når man kan tale åbent og ærligt om, hvordan man gerne vil prioritere sine penge«, forklarer Mille Skjold Madsen.
Kedeligt, men virkelig vigtigt
Det lyder jo kedeligt, erkender pensionschef i Arbejdernes Landsbank, Yvonne Hansen. Pension. I bund og grund er den bare et underskrevet papir, hvis glæde først forløses den dag, vækkeuret forbliver tavst kl. 6.30, og din faste morgenrutine endelig løsrives fra arbejdsmarkedets snærende lænker.
Men … for der er et betydeligt men. Din pension er alligevel, ifølge Yvonne Hansen, en af de vigtigste finansielle beslutninger, du bør få styr på:
»Pensionen er ikke bare noget med nøgletal, rubrikker og måske-måske ikke. Det handler om værdier og det liv, du gerne vil leve – både nu og i fremtiden. Men pensionen tjener også som en forsikring, der økonomisk dækker dig og din familie, hvis der skulle ske noget pludseligt og livsforandrende«, siger pensionschefen.
Det er vigtigt at få overblik over din pension
Særligt som kvinde er det vigtigt at få overblik over sin pension. For der eksisterer »desværre en kønslig skævvridning«, forklarer pensionschefen fra Arbejdernes Landsbank:
»Kvinder er historisk set dårligere stillet økonomisk, når allersidste arbejdsdag er overstået. For det er kvinderne, der får børn og bruger mest tid på barsel. De arbejder oftere i deltidsstillinger, og det er kvinderne, der lider under manglende ligeløn. Alle disse faktorer resulterer i en ganske bitter cocktail«.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at kvinders pension i gennemsnit er 24 procent lavere end mændenes. Dertil kan man lægge den biologiske faktor - nemlig at kvinder i gennemsnit lever 4 år længere end mænd. Så den lavere pensionsbeholdning skal tilmed række til fire år mere.
»Det er hårdt at stå som nyskilt kvinde – måske i 50’erne – og opdage, at alt det arbejde, man har lagt i graviditeter, børneopdragelse og husholdningspligter ikke bliver præmieret af pensionen. Nok bliver skilsmisseboet fordelt mellem parterne. Men pensionsindbetalingerne bliver ikke delt, og det er der mange, der ikke ved. Samtidig er det typisk manden, der har haft tid til at jagte karrieren, der løber med de gode pensionsudbetalinger, mens kvinden i værste fald må flytte fra hus og hjem«, forklarer Yvonne Hansen:
»Den skævvridning kan bedst udglattes, når man får set sin pension efter i sømmene og får dannet sig et overblik. Og så kræver det altså en ægtepagt, hvis man ønsker at dele pensionsindbetalingerne på en retfærdig måde«.
Et velmenende råd til kvinder, mænd og alle derimellem er ifølge pensionschefen derfor: »Det er afgørende at få taget pensionssnakken med din partner. Hvordan skal jeres liv være? Hvad drømmer I om? Og hvad nu hvis romantikken en dag siver ud af forholdet; hvordan står I så hver især? Få nu lavet en retfærdig ægtepagt, mens I stadig er gode venner, og I ønsker det bedste for hinanden«, siger Yvonne Hansen.
Mille og Jacob er et af de gode eksempler på et par, som Yvonne Hansen efterlyser, der løbende kigger deres pensionsordning efter i sømmene. Men det er ikke altid nemt.
Lad pensionssnakken åbne op for jeres drømme
Gennem Økonomista-universet hører Mille Skjold Madsen fra mange kvinder, at det er svært at tage snakken om privatøkonomien med sin partner. Så hvordan gør hun selv?
»Mit bedste råd er, at man sætter tid af til det, for eksempel en dag i weekenden. Få børnene passet, åbn en flaske vin og spis en god middag sammen. Så kan I få snakket om de ting, I gerne vil sammen. Det bedste er at tage snakken i en hyggelig atmosfære i stedet for at sætte jer med et excel-ark og lommeregneren, midt i ulvetimen, hvor pastaen koger over på komfuret«, siger hun.
At skabe en hyggelig atmosfære omkring samtaler om privatøkonomi er også med til at styrke hendes eget parforhold, fortæller Mille Skjold Madsen:
»Vi får prioriteret, hvad der er vigtigt i vores liv lige nu: Skal vi snart på ferie igen? Trænger kontoret til en mindre renovering? I virkeligheden går vi til vores økonomisnakke ud fra et meget kærligt perspektiv; hvad vil du og jeg gerne? Hvordan kan vi løfte hinanden og løfte os sammen? Og hvordan får vi råd til det?«
Når man spørger Arbejdernes Landsbanks pensionschef, er det netop et godt eksempel på, hvordan pensionssnakken kan udfolde sig.
»Det vigtigste er, at du spørger dig selv, hvad der er vigtigt for netop dig«, fortæller Yvonne Hansen.
»Man skal ikke bare spare ukritisk op til sin pension. Man skal finde den gode balance, hvor man kan leve livet, som man ønsker det, men også sikre sig selv og sin familie i tilfælde af sygdom, invaliditet eller dødsfald«, siger hun.
Sådan får du taget en (god) pensionssnak med din partner:
1. Aftal et tidspunkt. Og få børnene passet, så I kan have god tid til at tale om pension og ikke bliver afbrudt
2. Tag snakken ned i øjenhøjde. Start med at snakke om jeres drømme og planer frem for at begynde med tallene.
3. Hav både et kortsigtet og langsigtet perspektiv på jeres samtale: Hvad drømmer I om inden for et par år, og hvad ligger længere ude i fremtiden?
4. Spørg nysgerrigt ind til hinandens drømme for fremtiden i stedet for at skyde dem ned med det samme.
5. Regn på, hvad fremtidsdrømmene vil koste for jer. Er det en drøm, der koster på lønnen eller pensionen for én af jer og find ud af, hvordan I kan sikre den del også.
6. Stil de svære spørgsmål. Hvad hvis vi går fra hinanden? Hvis én af os dør? Hvad betyder vores livsstilsvalg for min og din økonomi fx barsel, deltid, at hente tidligt, hvem der tager barns første sygedag?
7. Lav en retfærdig ægtepagt. Få det juridiske på plads, så I også juridisk sikrer jer en fair fordeling af pensionen. Tag eventuelt en rådgiver med på råd - fx en bank- eller pensionsrådgiver, som kan hjælpe jer med at afklare de juridiske spørgsmål og lave en ægtepagt.
Hvem svinger støvsugeren, hvem svarer i Aula?
I Skjold Madsen-hjemmet i Hedehusene brænder børnene eftermiddagsenergien af med leg og gymnastikopvisning i stuen. Snart tager Mille Skjold Madsens mand af sted for at handle ind til aftensmaden, som Jacob efterfølgende giver sig i kast med. Den fordeling er helt bevidst.
»Hvis ikke jeg havde min mand, havde jeg ikke lige så meget tid til Økonomista. Jacob klarer mange af de huslige pligter, så jeg kan hellige min tid til at udvikle magasinet«, forklarer hun. »Så overskuddet af min virksomhed er lige så meget Jacobs, for det er ham, der svinger støvsugeren, svarer i Aula og henter børnenes fastelavnskostumer«, siger Mille Skjold Madsen.
Historisk var husholdningsfordelingen fordelt den anden vej rundt. For oftest er det kvinderne, der laver aftensmaden, ordner rengøringen, henter børn og handler ind. Og den generelle fordeling er en af de kønsmæssige skævvridninger, som indlejrer sig i formue og pension«, siger hun.
Det vil Mille Skjold Madsen gerne lave et opgør med.
»Det er en pointe i sig selv at begge parter må være bevidste om, at arbejdet i hjemmet ikke er noget, man får løn og pension for – selvom det er et stort og vigtigt arbejde. Derfor er det vigtigt at sikre en fair fordeling af pligterne i hjemmet - såvel som en fair fordeling af pensionen«, siger hun.
Det kræver en retfærdig ægtepagt
Spørger man pensionschef i Arbejdernes Landsbank, Yvonne Hansen, om, hvornår man skal kigge sin pension og ægtepagt igennem, er der ikke så meget tvivl. Det er hver gang, der sker nogle større forandringer. Det kan være, hvis man skal have et barn, går på deltid, skifter job, køber hus eller bliver skilt.
»I den idylliske verden er der jo ingen tidsler. Der lever man jo fint og fordrageligt. Men der kan ske så meget, så sørg for – især hvis pensionsbeholdningen er skævt fordelt mellem jer – at I får en ærlig snak om, hvordan det skal se ud i fremtiden. Også hvis idyllen forplumrer. Det kan godt være, at en ægtepagt bare er et stykke papir. Men få det nu lavet, mens I er venner, for så bliver pensionsalderen bedre – uanset hvad der sker«.
ARBEJDERNES LANDSBANK GUIDER DIG TIL EN SNAK OM ÆGTEPAGT
Med en ægtepagt kan du og din ægtefælle sikre hinanden økonomisk. Arbejdernes Landsbank står klar med rådgivning, så du kan værne om dig og dine nærmeste med juridiske dokumenter gennem TestaViva – til en fordelagtig pris.
Vi har også samlet en række gode råd til snakken om pension. En snak, der måske ikke er den nemmeste at tage.
Se mere her