0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Energioptimering

Nete og Hans troede, de var endt i et boligmareridt, indtil de fik et energitjek. »Det var chok på chok«

Under et galopperende boligmarked fik Nete Holsting og Hans Lias Mogensen fat i deres drømmehus. Men drømmen forvandlede sig hurtigt til et energitungt mareridt, som først stoppede, da de fik besøg af en energikonsulent. »Tanken om, at vi ikke har udsigt til en kæmpe elregning hvert år, har gjort, at jeg er blevet glad for at bo her igen«, siger Nete Holsting.

Det flakser med farverige sommerfugle, mens Nete Holsting viser rundt i den grønne baghave. Hun går forbi den tilklippede troldhassel og ned mod bagenden af haven. Solen skinner fra en skyfri himmel over det idylliske landskab lidt uden for Nørre Asmindrup i Odsherred Kommune. Under det store kirsebærtræ bagerst i haven står en buet træbænk.

Nete Holsting sætter sig ned ved siden af sin mand, Hans Lias Mogensen, i den svalende skygge. Det er her på bænken, parret holder sine pauser med en kop te. Bagtæppet er imponerende grønt og vildt. Annebjerg Skov grænser med sine 200 hektar statsskov direkte op til parrets grund, der kun er adskilt af et gammelt, fredet stengærde.

»Her kan vi sidde og slappe af. Her er så fantastisk dejligt. Her er liv, men også en dyb ro. Det var det her, vi drømte om«, siger Nete Holsting.

Men når parret sidder på bænken, kan de også kigge på deres hus – et byggeprojekt, der var ved at tage glæden fra dem. Drømmehuset forvandlede sig nemlig til lidt af et energimæssigt mareridt. Parret købte den hvidkalkede villa i efteråret 2021. Det var i en tid, hvor boligkøb under og efter Covid-pandemien førte til hektisk aktivitet og købsaftaler, der nærmest blev underskrevet ved fremvisning.

»Vi følte, vi måtte slå til, hvis vi ville realisere vores drøm om at bo i det her idylliske område. Men havde vi kendt til husets virkelige stand, havde vi nok ikke haft modet. Det var chok på chok«, fortæller Nete Holsting, der er uddannet designer fra det, der i dag er Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, og i dag er kunstner.

Husets stand var ikke god. I tilstandsrapporten var energimærkningen G. Der var koldt, kulden trængte ind gennem ydermure og vinduer, og pludselig landede en overdimensioneret elregning på alt for mange tusinder kroner i postkassen.

»Der følte jeg, at vi var fanget i en fælde«, siger Nete Holsting.

Endelig kommer drømmehuset til salg

Nete Holsting og Hans Lias Mogensen havde i mange år kigget efter et hus i »det her smukke, ur-agtige naturområde«. Et område, hvor vandet i Nykøbing Bugt ligger mindre end halvanden kilometer væk, og hvor de store skovarealer omkranser bølgende bakker og græsklædte hestefolde.

»Men hver gang vi så på et hus i området, var det ikke helt, hvad vi ønskede. Andre gange var økonomien ikke til det. Hver gang vi kørte forbi huset her, tænkte vi, at hvis det kommer til salg, slår vi til«, fortæller Hans Lias Mogensen. »Det havde længe været en drøm at bo her«.

Så skete det. Forrige efterår blev til salg-skiltet sat op. Parret kontaktede straks ejendomsmægleren. Men da de fik hul igennem til mægleren nogle dage senere, var der allerede en anden køber, der havde budt salgsprisen. Købsaftalen var stort set underskrevet.

»Vi ærgrede os«, siger Nete Holsting. »Nu var huset endelig kommet til salg, og så var vi ude af billedet, inden vi overhovedet kom indenfor. Vi følte os nærmest snydt«.

Men parret fik allernådigst lov til at se huset. Skulle de give et bud, skulle det gå hurtigt. De så på huset, og dagen efter bød de over salgsprisen. Den 114 kvadratmeter store villa fra 1950 blev deres.


Investeringer, der betaler sig

I 2022 fik krigen i Ukraine elpriserne til at skyde uhæmmet i vejret. De voldsomme energipriser ramte parret særligt hårdt. De skulle bruge meget energi for at opvarme det gamle hus, og i foråret 2022 – kun et par dage efter parret var flyttet ind – satte husets pilleovn ud. Røgen stod ud i hele huset, og da parret ville lufte røgen ud i forårskulden, opdagede de, at de gamle vinduer var fastkarmsvinduer, der hverken var isolerede eller kunne åbnes. De skulle udskiftes. Parret måtte investere i nye varmekilder. Pilleovnen blev erstattet af luft til luft-varmepumper. Flere vinduer og yderdøre blev udskiftet. Og så blev husets ydermure hulmursisoleret.

Netop at poste penge i at gøre huset grønnere viser sig ofte som en god investering, fortæller Lene Erenbjerg, der er Fagansvarlig Bolig i Arbejdernes Landsbank.

»Det kan absolut betale sig for boligejere at energioptimere deres hjem. Det er selvfølgelig godt klimamæssigt, men rent økonomisk er der også store gevinster at hente med tiden. Netop med de høje energipriser ser vi også, at energiinvesteringerne betaler sig endnu hurtigere. Når investeringen har tjent sig selv ind, er det jo penge ind på egen bankbog«.

Men hvor skal man sætte ind, hvis man ønsker at gøre sit hjem grønnere? Det spørgsmål stiller mange boligejere sig selv. Og det gode svar varierer faktisk fra bolig til bolig. Derfor kan det godt betale sig at få besøg af en energikonsulent, der kan hjælpe med at udpege, hvor der bør energioptimeres – og i hvilken rækkefølge.

Lene Erenbjerg fortæller, at det ofte er isolering, udskiftning af varmekilde og udskiftning af vinduer og døre, som er de lavest hængende frugter, når det gælder om at gøre boligen grønnere. Og selvom investeringen koster penge nu og her, så er der gode muligheder for at gå til sin bank og få et fordelagtigt lån til energirenovering. I hvert fald er der gunstige renter på Arbejdernes Landsbanks energilån. Skal man for eksempel låne til at udskifte gas- eller oliefyret til en grønnere varmekilde, kan man samtidig slippe for oprettelsesomkostninger og tinglysningsafgift. Det skyldes ‘Fyr dit fyr’-ordningen, som er en aftale mellem regeringen og landets pengeinstitutter. Her stiller man et ekstra attraktivt lån til rådighed til dem, der ønsker at udskifte deres olie- eller gasfyr med en varmepumpe.

Hvis du er boligejer, kan det godt betale sig at få undersøgt, om der er nogle energimæssige investeringer, som på sigt kan give et positivt afkast, forklarer Lene Erenbjerg:

»Skal man sælge sit hus en dag, er det tit noget nemmere, når husets energimærkning scorer højere«, siger hun.



Få ekspertens 3 vigtigste råd, hvis du skal energi-optimere dit hus

• Få besøg af en energikonsulent og få lavet et Energitjek. Energikonsulenten vil gennemgå boligen og give overblik og konkrete forslag til, hvilke energiforbedringer, der bedst kan betale sig. I Arbejdernes Landsbank er det muligt at bestille et Totalkredit Energitjek til en fordelagtig pris.

• Tal med din bankrådgiver i god tid om muligheder for finansiering. Mange banker tilbyder særlige energilån, der er øremærket til energibesparende forbedringer. Her kan du ofte få en særligt attraktiv rente og andre fordelagtige vilkår.

• Undersøg mulighederne for tilskud. Der kan være mange penge at spare – så sørg for at være klar, når tilskudspuljerne åbner. Varmepumpepuljen åbner 12. september 2023 og Energirenoveringspuljen åbner senere i 2023.

Kilde: Lene Erenbjerg, Fagansvarlig Bolig i Arbejdernes Landsbank



Jeg blev glad for at bo her igen

Udskifter man varmekilden i huset, stiger energimærkningen ofte med det samme. Det gjorde den også for Nete Holsting og Hans Lias Mogensen. Men den enorme elregning var stadig en stor, ubehagelig torn i øjet på parret, som følte, at de havde fået »rigtig dårlig vejledning af deres energiudbyder«.

Det betød, at selv om de havde været bevidste om at sætte alle de energitunge opladninger og opvaskemaskine til om natten, var parret fastlåst i et energiabonnement med høje elpriser – uanset forbrugstidspunket.

»Vi følte os virkelig snørede af energiselskabet. Huset her var blevet en fælde i stedet for det fristed, vi havde tænkt os«, fortæller Hans Lias Mogensen, der er uddannet pianist fra Det Fynske Musikkonservatorium og i dag arbejder som portør på Holbæk Sygehus.

»Det var den elregning, som virkelig motiverede os til at blive mere selvforsynende i forhold til energikilder«, siger han.

Parret snakkede med familie og venner, og snart havde de rettet opmærksomheden mod et 10 kWh solcelleanlæg, inklusive batteri, der vil kunne dække omkring 70 procent af parrets energiforbrug. Parret har nu bestilt anlægget, som efter planen skal sættes op til efteråret.

»Vi har regnet på det, og inklusive arbejdsløn skulle anlægget gerne have tjent sig ind i løbet af syv-otte år. Solcelleanlægget skulle gerne holde i 25 år – måske mere – så efter de otte år, bliver det til mange penge, vi sparer og kan bruge på noget andet«, fortæller Hans Lias Mogensen.

»Tanken om, at vi ikke har udsigt til en kæmpe elregning hvert år, har gjort, at jeg er blevet glad for at bo her igen«, siger Nete Holsting.

Få energiafklaring med et besøg fra en energikonsulent

Dette forår bestilte parret et energitjek af en energikonsulent, som besøgte dem og gennemgik husets potentiale for at blive grønnere – og på samme tid tog en snak om parrets energimæssige behov og ønsker; både økonomiske og komfortmæssige.

»Vi var jo længe på udkig efter en bolig, så vi havde undersøgt en del energimæssige forbedringer tidligere. Så det var godt at snakke de muligheder igennem med energikonsulenten. Vi havde mange forslag, som han også mente, ville være gode investeringer rent økonomisk«, forklarer Hans Lias Mogensen.

»Det, der måske fungerede bedst, var faktisk, at han også kunne sige, hvilke muligheder der ikke gav så meget mening alligevel. For eksempel kunne det ikke svare sig med en større varmepumpe, fordi den ville køre på for lavt blus i forhold til husets størrelse - og det er skidt for selve varmepumpen og dens levetid. Så der var nogle muligheder, som vi kunne slette fra vores liste af potentielle energiinvesteringer. Det gav en god afklaring at få besøg. Og det var bestemt pengene værd«.





VIL DU OGSÅ I GANG MED AT ENERGIOPTIMERE DIN BOLIG?

Det kan være svært at vide, hvor det bedst kan betale sig at energioptimere sin bolig – det ved vi i Arbejdernes Landsbank. Derfor kan du gennem os bestille et energitjek, hvor du får hjælp af en erfaren energikonsulent. Samtidig tilbyder vi personlig rådgivning og attraktive lånevilkår, hvis du skal have finansieret energiforbedrende tiltag.



Se mere her