»Her kommer skrædderen til at være«, siger Benni Petersen, mens hans hænder optegner konturerne af en drøm i støvet fra en vægslibemaskine.
Sammen med vennerne Mikkel Hansen og Jean Vendel startede han for fire år siden jakkesætsmærket Deerest Copenhagen, der snart åbner deres anden butik i den fredede Lagerkælder 3, der med sine genkendelige guldskiver på facaden ligger på Bryggernes Plads i Carlsberg Byen.
Over Deerest Copenhagen holder Hotel Ottilia til, opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone, som med inspiration fra skiverne, har de sat cirkulære vinduer i, hvor de overnattende kan lounge med udsigt over bydelen.
Lige nu er butikken ikke meget andet end grå betonvægge, antydninger af prøverum og langt flere håndværkere end medarbejdere.
Men inden længe kan holdet bag Deerest Copenhagen byde indenfor til en helhedsoplevelse, hvor der, udover salg af jakkesæt, vil være skrædder og en bar, hvor kunderne kan nyde en øl eller et glas whisky, mens de prøver tøj til brylluppet, konfirmationen og andre særlige anledninger.
Her er skrædderen et vigtigt element i at skabe den atmosfære og det univers, de tre mænd drømmer om.
»Skrædderen gør det muligt at lave små justeringer på dagen, men vigtigst af alt giver det butikken den ekstra wauw-effekt, der fanger kunderne«, forklarer Benni Petersen.
I en tid hvor teknologien tager fart og mere og mere handel flytter online, er de klassiske butikker mildest talt udfordret. To års pandemi og flere lockdowns har givet online-handlen vokseværk, og for mange er tiden mere effektivt udnyttet ved at handle på nettet fremfor at begive sig ned i en butik.
Så hvad skal vi egentlig med den fysiske forretning i fremtiden?
Det spørgsmål håber Deerest Copenhagen, at de har fundet svaret på ved at gentænke deres butikker og tilbyde noget mere end bare god service.
»Det er svært at forestille sig lige nu, når butikken er en tom skal, men når der kommer en gruppe venner ned, der skal købe et jakkesæt til gommen, så bliver der virkelig feststemning«, siger Mikkel Hansen.
»At købe jakkesæt kan godt være en stiv oplevelse, og når vennerne så er med, får en øl og fyrer lidt jokes af, så falder de lidt ned. Det må gerne være fjollet og uhøjtideligt«, følger Benni Petersen op.
Da vi går ud af butikken, siler regnen over Bryggernes Plads. Gasoline Grills skilt lyser grønt op, mens et par håndværkere går rundt i deres neonjakker og arbejder på nye kontorlokaler i hjertet af Carlsberg Byen.
»Kom. Lad os se den færdige udgave«, siger Benni Petersen og finder bilnøglerne frem. Vi skal til Deerest Copenhagens første butik på Esplanaden.
Udviklingen af Københavns ny bykvarter er i fuld gang, og butiks- restaurant- og bylivet er en stor og vigtig del i skabelsen.
Når Carlsberg Byen står færdigt, bliver det med 58 butikker og 36 restauranter og caféer, der bliver håndplukket til de forskellige områder i kvarteret på baggrund af deres brand og koncept.
Læs mere her