FRA TANKSTATION TIL FYRTÅRN
Mamie Beth Cary fortæller passioneret om værkerne, mens vi bevæger os gennem det lille galleri. Om smukke overflader, dansende figurer og fremsynede teknikker. Hun fortæller om det, der fascinerer hende og spørger til, hvad der fanger os.
Det er langt fra tilfældigt, at det er den 34-årige brite, der står ved roret af rumskibet i København. Mamie Beth Cary er nemlig ikke bare kunstnerisk born and bread, som man siger på de kanter. Hun er også ualmindeligt velbevandret i kunstkredse i og udenfor Danmark. I London har hun arbejdet for en række prominente britiske kunstnere. Og siden hun flyttede til København for seks år siden med sin mand – der arbejder på galleriet Nils Stærk – arbejdede hun hos Anderson's Contemporary, hvor hun blandt andet har været med til at afvikle CHART Art Fair, før hun for et års tid siden fik den schweiziske gallerist Stefan von Bartha i røret.
»Jeg har kendt Stefan i mere end 15 år, da hans bror arbejder med min far i London. Så da han ringede og luftede ideen om at starte noget op i København, som vi begge ser som et kreativt epicenter for både design, kunst og kultur, var jeg ikke i tvivl«, fortæller hun og peger ud af et af de sprossede vinduer.
»På det tidspunkt var jeg på barsel og gik en dag forbi facaden herude. Da jeg kiggede ind ad vinduerne, kunne jeg se, at det stod tomt, og da jeg ringede og spurgte, hvad der skulle ske med stedet, var jeg så heldig, at det endnu ikke var besluttet. Og så slog vi til – det er jo et fantastisk levn fra en forgangen tid«.
I Basel ligger von Barthas hovedgalleri også lidt alternativt placeret i en ombygget garage med en aktiv tankstation udenfor. Og valget af de skæve lokationer er helt bevidst. Omgivelserne spiller nemlig en væsentlig rolle for kunstoplevelsen, forklarer hun.
»Jeg synes, at der er noget sjovt og uprætentiøst over at stå foran galleriet i Basel til en fernisering, og så kører en bil op på siden og tanker. På samme måde har bygningen her så meget sjæl og historie, at det nødvendigvis påvirker udstillingerne«, siger hun og fortæller, at de var meget bevidste om at restaurere på en måde, så bygningens særpræg – arkitektoniske, historiske og kulturelle – blev bevaret.
»Modsat her er galleriet i Basel kæmpestort og mere klassisk kvadratisk. Og det, at det er så småt og særligt, er med til at udfordre kunstnerne«, siger hun og peger på døren til galleriet, der vidner om tidligere tiders mere lavstammede københavnere.
»Der er simpelthen ikke plads til kæmpestore værker. Og de her hjemlige rammer, tror jeg, har betydning for, hvilke kunstnere vi tiltrækker, og de værker de skaber«, siger hun.