Det hemmelige vidundermiddel: Hvordan empati kan sikre alt fra vejsikkerhed til verdensfred

Mads Elsøe, Michelle Arrouas (Journalist), Simon Læssøe (Fotograf) og Morten Dahl & Daniel Nissen Lauritsen (Video)

17. august 2021

USA’s tidligere præsident Barack Obama, stresscoaches, trafikeksperter og forskere er enige: Verden har brug for en empati-revolution. Empati er nemlig et vidundermiddel, der gør både dit liv og samfundet bedre, og i en tid med social splittelse er der mere brug for bindemidlet end nogensinde før, siger eksperterne.

Andreas Gersvang Golles havde godt hørt om de skærmydsler, landevejscyklister kunne opleve. Som bilist var han også selv vant til at passere de lycra-klædte lyn, som der er kommet flere og flere af på de danske veje. På trods af cyklisternes til tider slette ry - på slang-ordbogen Urban Dictionary bliver de kaldt MAMIL, kort for middle aged men in lycra, og i debatter omtales de ofte som aggressive mellemledere, der har brug for et sted at få afløb for deres midtvejskrise - blev den dengang 23-arige Andreas Gervang Golles aligevel overasket, da han for tre år siden begyndt at cykle på de sjællandske landeveje. For som han oplevede det var det ikke cyklisterne, der fik afløb for noget aggressivitet, men bilister og fodgængere, der konstant overfusede ham og hans med-cyklister:

»Jeg kører sjældent en tur uden at have en eller anden form for negativ konfrontation«, fortæller i dag 26-årige Andreas Gersvang Golles, som typisk kører 18-20 timer om ugen fordelt på fem-seks dage.

Konfrontationen kommer typisk fra bilister, som har mange måder at vise deres utilfredshed med cyklisterne på:

»Der er biler, der kører forbi og dytter. Nogle bruger sprinklervæske, når de kører forbi, så vi får det i ansigtet. Og så er der en del, der kører meget meget tæt på for ligesom at markere, at vejen er deres. Derudover møder man typisk en enkelt lidt stødt fodgænger eller almen cyklist, som måske får et chok af at der kommer nogen forbi. De plejer også at være meget verbale«, siger Andreas Gersvang Golles.

Han har efterhånden vænnet sig til de negative konfrontationer på de danske veje, men i starten var det et dagligt chok, når biler fræsede forbi alt for tæt på cykelstien:

»I starten blev jeg forskrækket over, at mennesker, jeg ikke kender, vil gøre mig fortræd og true mig på livet. Men når man cykler hver dag bliver man vant til det, så nu er jeg mere bare lidt skuffet«.

Med tiden er Andreas Gersvang Golles også kommet frem til, at bilisternes opførsel handler om to ting: Mangel på overskud og mangel på forståelse.

»Jeg tænker bare, at der er tale om manglende overskud og mangel på empati. Det føles virkelig som om, at bilisterne ser det som en kamp mellem bilisterne versus cyklisterne, at det er en kamp mellem grupperne. Men stort set alle jeg kender, der cykler, har også kørekort, så det er ikke en gruppeting for os. Der er tydeligvis mange af de konfronterende bilister, der ikke cykler eller dyrker sport og slet ikke kan sætte sig ind i det«, siger han.

Når bilisterne bruger de danske veje som kamppladsen for en slags stammekrig mellem de fir- og tohjulede trafikanter, så får det Andreas Gersvang Golles til at drage paralleller til en form for fordumsfuldhed, han troede var et overstået kapitel i Danmark:

»Det virker lige så stupidt og fordomsfuldt, som når man taler med nogle bekendtes gamle bedsteforældre, som slet ikke er med længere, og de er vildt fordomsfulde. Jeg synes bare det er underligt at opleve så komplet mangel på forståelse og empati fra folk på alt fra 20 og 40 år, bare fordi jeg cykler«.

Mere empati og færre ulykker

Andreas Gersvang Golle er ikke den eneste, der drager paralleller mellem mangel på forståelse og mangel på vejsikkerhed. De seneste år har der været en række projekter der har kigget på sammenhængen mellem empati og trafiksikkerhed.

Der har eksempelvis været et britisk projekt i det offentlige regi, der handlede om at skabe de mest effektfulde kampagner for at få unge bilister til at tage bedre valg, når de sad bag rettet. Projektets bagmænd - som var en blanding af forskere og politimænd, brandmænd og ambulancechauffører - fandt ud af, at empati var nøglen til at få unge bilister til at ændre deres adfærd, og at det fremover skulle gøres til en del af kernen i kampagnerne.

I USA har forskere på det anerkendte universitet MIT fundet ud af, at chauffører, som oplever mere empati, når de kører - eksempelvis ved at have en intelligent GPS, der kan aflæse chaufførens stress-niveau og tilpasse stemmeniveau og musik efter følelserne - er mindre tilbøjelige til at have uheld.

I Seattle, ligeledes i USA, har borgmesteren annonceret, at der skal ske en kulturændring for at nedbringe antallet af trafikulykker; Seattle har derfor lanceret et projekt, der har til formål at skabe “en empati-kultur” i trafikken.

Og for et par år siden lancerede Ford initiativet WheelSwap, som ved hjælp af virtual reality gjorde det muligt for bilister og cyklister at bytte rolle. Bilisterne oplevede, hvordan deres opførsel føltes for cyklisterne, mens cyklisterne pludselige kunne se sig selv udefra - eller snarere indefra en bil, bag et rat. 1200 bilister og cyklister fra fem euroæpiske lande deltog i projektet, og efterfølgende kunne forskerne måle forhøjet empati for den modsatte gruppe blandt 70 % af deltagerne, mens 91 % af dem sagde, at de ville tilrette deres adfærd efterfølgende. at Adfærdsforskeren Dan Berry var med til at udvikle eksperimentet, og han var ikke i tvivl om, hvad resultatet viste:

»Der er ikke nogen måde, der bedre gør folk i stand til at forstå andres synspunkter, end hvis de kan træde i deres sko, eller, i dette tilfælde, i deres pedaler. Empati er en utrolig stærk følelse«, sagde han i forbindelse med eksperimentet.

Vejen til verdensfred

Da den østrigske journalist og forfatter Joseph Roth i mellemkrigstiden skulle illustrere den ophedede tone, der prægede samtiden i Europa, brugte han trafikken som billede. I det klassiske essay 'Some Reflections on Traffic', som blandt andet er bragt i hans essay-samling 'What I Saw', beskriver han et trafiklys på Potsdamer Platz i Berlin. Her fagter en politibetjent forgæves med armene for at få trafikanterne til at følge reglerne, tonen er spidset til blandt travle sporvognspassagerer, bilister dytter og råber ad hinanden, og der er konstante kollissioner mellem de forskellige grupper af trafikanter. I det hele taget beskriver Roth hvordan trafikken i 1920’erne føltes som en trykkoger, der var ved at eksplodere, ligesom samfundet var ved at koge sig op til krig.

I dag er der forhåbentligt ikke udsigt til en verdenskrig, selvom alt fra Brexit, Donald Trumps tid som præsident, voldelige protester i USA og populistiske partiers fremmarch i europæisk politik har fået politologer til at tale om et sjældent splittet samfund, på nationalt og internationalt plan. Og her 100 år efter, i 2020’erne, viser den splittelse sig stadig i trafikken, men også online, hvor debatter, kommentarspor og lukkede internetfora ofte flyder over med samme ophedede, tilspidsede tone, som Alfred Döblin observerede i trafikken i 1920’ernes Berlin.

Det har fået forskere, psykologer, stresscoaches og endda USAs tidligere præsident Barack Obama til at sige, at verden har brug for en empati-revolution. Da han stillede op som præsidentkandidat var empati et af kodeordene i hans kampagne, og han mente mere empati var svaret på alt fra racisme til verdensfred:

»Det virker til, at vi har en mangel på empati, et underskud, som er mere presserende end regeringens underskud. Vi er blevet så kyniske, at det nærmest virker naivt at tro på, at vi kan forstå hinanden på tværs af de skel - race, socialklasse, region eller religion - der deler os«, sagde han i en af sine taler og fortsatte:

»At lære at forestille sig at være i andres sko, at se verden gennem deres øjne, det er sådan, fred begynder«.

De splittelser, Obama satte ord på, er kun vokset sig større, siden han forlod Det Hvide Hus, hvilket de sidste års voldelige demonstrationer og protester, der har ført til alt fra stormningen af Kongressen til dødsfald, er et eksempel på. Måske derfor er der de sidste år udkommet en lang række bøger om empati, og ikke mindst om den rolle, det spiller i samfundet.

»Jeg synes ikke det er en overdrivelse, at verden har brug for en empatirevolution«, siger Helen Riess, som er professor ved universitetet Harvard og har skrevet bogen 'The Empathy Effect'.

Den beskriver, hvordan empati er en nøglesten i en globaliseret, tæt forbundet verden, hvor »vi ikke længere har råd til kun at have empati med dem, der kommer fra samme gruppe som os«, som hun skriver i bogen. Helen Riess startede med at undersøge, hvilken rolle empati spiller blandt sundhedspersonale, og hvordan man kan sikre, at empatien hos blandt andet sygeplejersker og læger ikke daler, som mange undersøgelser har vist, at den gør over tid. Hurtigt fandt hun imidlertid ud af, at omkostningerne ved mindre empati ikke kun viste sig på et individuelt plan, men at et empati-underskud også fører til et underskud hos virksomheder, regeringer og på et mere generelt, samfundsmæssigt plan.

»Mangel på empati er ikke kun et individuelt eller interpersonelt problem, det er også et samfundsproblem«, siger Helen Reiss.

Empatien har trange kår online

Når alt fra tidligere præsidenter til psykologer gør og ønsker sig en verdensomspændende empati-revolution, så skyldes det måske til dels at empatien har haft trange kår de sidste par år. I takt med, at verden er blevet mere digitaliseret, er der nemlig kommet en del færre fysiske møder mellem folk, og ifølge empati-eksperter er det dårligt nyt for empatien.

»En af grundene til, at det giver mening at snakke om et slags empati-underskud i dag, har nok noget at gøre med den massive stigning i online kommunikationsmuligheder«, siger Dan Zahavi, som er professor i filosofi og blandt andet forsker i empati ved Københavns Universitet. Han mener dog der er stor forskel på online møder på platforme, hvor man kommunikerer via tekst, og platforme, hvor man kommunikerer via videokameraer.

»Jeg tror, at det er sværere for folk at aktivere empati, når de er online. Online er der ikke noget direkte møde med andre, og det gør det sandsynligvis meget nemmere for folk at holde fast i deres fordomme - og at sprede dem på internettet - fordi der ikke opstår den empati i mødet med et andet menneske, som kunne punktere fordommene«, siger Dan Zahavi.

Den udlægning er Karla McLaren, som udover at være forsker og forfatter også kalder sig empati-pioner, enig i. Hun har blandt andet skrevet bogen The Art of Empathy: A Complete Guide to Life’s Most Essential Skill.

»Der er studier, der viser, at øjenkontakt er afgørende for empati«, fortæller hun. »I modsætning til, hvad nogle tror, så er det ikke anonymitet der gør, at folk kan sige ting online, de ikke ville sige i virkeligheden. Det, der gør en forskel, er, om du bliver betragtet af et andet menneske, og især om der er øjenkontakt. Hvis du ved, der er et menneskeligt vidne, så ændrer du adfærd. Vi er en empatisk art, og vi co-regulerer hinanden«.

Mere folkelig sport skaber mere empati

De sidste par år er Andreas Gersvang Golles begyndt at cykle mere og mere, på trods af de trusler, verbale udbrud og andre små-aggressioner han bliver udsat for på cykelstien. Han håber dog stadig på, at der vil komme mere forståelse for ham og hans medcyklister, især fra bilisternes side.

Den forståelse tror han netop vil opstå via mere empati, og han tror på, at det kommer til at ske. Der er nemlig flere og flere der cykler, og dermed flere og flere, der kender en, der gør. Det tror han bliver afgørende for, at cyklisterne vil blive mødt med mere forståelse og mindre irritation, når de kører rundt på de danske veje:

»Før var cykelsporten lidt en reserveret sportsgren for kyniske mænd. Det var nogle megaseje hårde hunde, som var gode til at køre på cykel, men det var også meget lukket«, siger Andreas Gersvang Golles.

»Nu er det blevet en mere udbredt folkesport, og fordi det er blevet mere folkeligt, så tror jeg aggressionerne vil gå i sig selv. Det er blevet meget mere tilgængeligt at cykle, så det er sværere at betragte cyklisterne som én lille gruppe, man som bilist eller fodgænger er imod. Det er ikke længere bare tosser, der cykler, det er alle mulige danskere«.