Seks måder at blive et mere empatisk menneske på (og et par grunde til, at du gerne vil være det)

Empati defineres af mange eksperter som evnen til at sætte sig i andres sko, men for at kunne det er man ofte nødt til at starte et andet sted - nemlig i ens egne. Ligesom det gode gamle bonmot om, at man skal elske sig selv før man kan elske andre, så er det oplagt at bruge sig selv som prøvekanin, hvis man vil øve sig i at være mere empatisk.

»Det modsatte af at være empatisk er at være fordomsfuld, og hvis man gerne vil være mere empatisk, så starter det med at forsøge at være nysgerrig og at forstå frem for at fordømme«, siger Morten Elsøe, der arbejder som formidler indenfor sundhed og har det som mission at bringe videnskaben tilbage i sundhedsdebatten.

Den pointe fylder også meget på den uddannelse, han er medstifter af og underviser på: VaneCoach-uddannelsen. Her arbejder han med at videreuddanne folk, der hjælper andre med at ændre livsstil. Sammen med evidens og erfaring er empati en af de tre grundlæggende værdier, uddannelsen er bygget på. For Morten Elsøe er det nemlig åbenlyst, at empati er et vigtigt fundament, hvis man ønsker at hjælpe nogen - eksempelvis med at ændre mad- og motionsvaner, men det kunne også være andre ting:

»Før man kan hjælpe, bliver man nødt til at være sikker på, at man forstår den andens problem og perspektiv. Man kan ikke løse et problem, man ikke forstår I stedet for at antage, fordømme en adfærd og belære om, hvad man skal gøre anderledes, bliver man derfor nødt til at være nysgerrig og stille spørgsmål. For selvom vores forudindtagede idéer føles som viden, er de ikke andet end gætværk, der bliver gjort til skamme, når vi giver plads til at få den rigtige data frem”, siger han.

Den forståelse - og den empati - kan man med fordel rette mod sig selv.

»Hvis du vil ændre adfærd, skal du først slippe den hammer, du slår dig selv i hovedet med, hver gang du gør noget, du synes er forkert, som fx at gå i køkkenskabene om aftenen. Stop med at dømme dig selv og for den dom forhindrer, at du forholder dig nysgerrigt og begynder at forstå, hvad der driver adfærden. Det kan lyde meget blødt og ineffektivt, men du kan ikke ændre en adfærd, du fordømmer eller ikke forstår. Nysgerrighed og forståelse er vejen frem«, siger Morten Elsøe.

Han kommer med et eksempel på, hvordan nysgerrighed kan hjælpe med at neddrosle konflikter, blandt andet i trafikken:

»Hvis der eksempelvis er en i trafiken, der kører vildt langsomt, så kan man måske tænke, at det er en idiot, der ikke kan finde ud af at køre bil eller ikke ved, hvor de skal hen. Men i stedet for at ty til automatresponsen og blive irriteret eller vred, så kan man prøve at sætte sig i deres sko og overveje, om der kunne være en anden forklaring – fx kunne der være grædende børn på bagsædet. Det havde jeg eksempelvis, da jeg kørte langsomt sidste uge«.

At stoppe op, trykke pause på automatreaktionen og i stedet forsøge at finde ud af, hvad der egentligt sker - uanset om det er på bagsædet hos den langsomme bilist, på kontoret hos den kollega, der irriterer en, eller i hovedet på den klient, man forsøger at hjælpe - tager tid, men det er tid, der er godt givet ud, fortæller Morten Elsøe:

»Den tilgang tager længere tid, nu og her, for automatresponsen er hurtigere, men den hurtige reaktion spilder vores tid på sigt, for problemet bliver ved med at være der. Så man sparer faktisk tid ved at tage den langsomme vej: at være nysgerrig og empatisk«.

Når den amerikanske stjernefilosof Martha Nussbaum, der er lidt af et hotshot indenfor jura og etik, underviser jurastuderende på Chicago Law School, så er det ikke kun landets love, hun underviser i. I det efterhånden legendariske fag Law & Literature får hun de ambitiøse studerende til at lade lovsamlingerne ligge for i stedet at kaste sig over romaner, biografier og memoirs, med det erklærede formål at styrke de studerenes empatiske evner.

Når vi læser - eller ser film - indlever vi nemlig os selv i karaktererne i en grad der gør, at vores empatiske muskler får en workout.

»Hvis man ønsker at øge sin evne for empati, så er fiktion et rigtig godt sted at starte«, siger Karla McLaren fra Empathy Academy.

»Det, fiktion gør, er, at det sætter os i karakterenes sted, og på den måde er fiktion en nem måde at øve os i at sætte os i andres sko, men uden at vi behøver øve os på andre, levende mennesker«.

Før du skal ud at øve dig på vaskeægte, levende mennesker, der måske ikke har øvet sig lige så meget i det der empati som dig selv, er der endnu en øvelse, der kan foretages fra sofaen. Ifølge den anerkendte amerikanske forsker Lisa Feldmann Barett, som forsker i psykologi og neurovidenskab, kan man nemlig styrke sine emotionelle evner bare ved at printe en lang liste med ord og studere dem.

»Den forskning, Lisa Feldman Barrett og hendes kollegaer har lavet, viser, at man kan øge sin emotionelle kunnen bare ved at øge sit emotionelle ordforråd«, siger Karla McLaren.

At have nærstuderet lister over forskellige ords synonymer - der er eksempelvis forskel på at være vred eller sur eller bitter, glad eller stolt eller tilfreds - gør nemlig, at vi bedre kan identificere følelserne i os selv og andre efterfølgende.

»Vi kan altså blive bedre i stand til at læse de følelser, vi selv og andre har, bare ved at udvide vores emotionelle ordforråd«, siger Karla McLaren.

Når vi i 2021 kommer i karambolage med fremmede, så sker det ofte online og til tider i trafikken. Der er i al fald meningsmålinger, der viser, at vejvreden er for stigende, ligesom konflikter online - eksempelvis i kommentarsporet på et debatindlæg - er det. Begge steder er det imidlertid forholdsvis nemt at de-eskalere, i al fald hvis mindst én af parterne har det som intention. Og her kommer empati ind i billedet.

Empatien er nemlig fremragende til at punktere konflikter, der er under optrapning, ligesom optrappende konflikter er et fremragende sted at øve sin empatiske sans. Det kræver imidlertid, at man skruer lidt ned for responstiden.

»Når der opstår konflikter, så er det ofte fordi man tyr til en automatrespons i stedet for at forholde sig nysgerrigt«, siger Morten Elsøe.

Som en stemme i samfundsdebatter indenfor sundhed og kritisk tænkning, som har det med at blive ophedede, kender Morten Elsøe godt til, at man kan blive irriteret over en andens handling eller udsagn og fyre noget tilbage med det samme - i hans tilfælde en bunke fakta. Han oplevede eksempelvis at blive irriteret, hvis folk fremturede med ikke-videnskabelige udsagn og påstod, at det var fakta, eller hvis de henviste til undersøgelser, der ikke var valide. Det gjorde ham frustreret og fik ham til at svare tilbage på en måde, der handlede mere om at vise, at han havde ret, end om at forsøge at forstå opponentens udgangspunkt.

Det gik imidlertid op for ham, at det ikke virkede. Han fik ikke ændret noget hos de mennesker, der i hans øjne havde galt fat i fakta omkring eksempelvis sundhed, og i stedet for at have en digital samtale førte det til et digitalt skænderi. Derfor besluttede han sig for at prøve noget andet; nemlig at være empatisk:

»Jeg besluttede mig for, at næste gang jeg følte forargelse eller vrede over noget, nogen havde skrevet, måtte jeg godt skrive et svar, som jeg normalt ville have gjort, men jeg måtte ikke trykke send«, fortæller han.

»Grunden til den regel - at jeg ikke måtte publicere eller skrive noget, når jeg var i affekt - er, at når jeg er i affekt, så har jeg ikke mulighed for at være empatisk. Og det, der skulle til for at give folk et nyt perspektiv  i debatten, var netop empati. Efter jeg faldt til ro, analyserede folks synspunkter og spurgte dem, hvorfor de troede det, de troede, var det nemmere at føre en samtale«.

Da Helle Laursen begyndte at arbejde med folk, der led af stress, udbrændthed og en udhuling af deres empati efter arbejde eksempelvis i sundhedsvæsenet, gik det hurtigt op for hende, at der var et afgørende skridt for at få genopfyldt reserverne. Den empati og medfølelse, de stressramte havde svært ved at mønstre i deres arbejde, var de nødt til først at vise sig selv. Først derefter kunne de begynde at arbejde på at øge den andre steder.

»Forskningen indenfor feltet bruger den her analogi med, at man skal tage sin egen iltmaske på først. For hvis ikke vi kan det, så kan vi ikke øge grænsen for empati«, fortæller Helle Laursen.

»Når vi mennesker bliver afkrævet noget, vi ved, vi ikke kan levere, så sætter de flugt-mekanismer ind, som er skabt for at beskytte os. Når vi er der opleves de andres perspektiv og behov, uanset hvor velbegrundede de er, som noget truende og krævende. Og så kan vi ikke være empatiske«.

At finde frem til den selv-empati kan ske på mange måder, fortæller Helle Laursen:

»Når sundhedspersonale skal vise sig selv empati, så handler det ikke nødvendigvis om at trække sig, få en massage eller gå i spa - det er ikke tilgængeligt for dem i situationen. Men i stedet kan de arbejde ud fra tre trin, som er de komponenter, der skal være til stede for at vi oplever medfølelse«.

Det første trin er at vise sig selv opmærksomhed og anerkende tegne på man begynder at være presset i løbet af arbejdsdagen. Det næste er at se sin egen reaktion som en normal menneskelig reaktion i situationen.

»At opleve, at man er presset er ikke en personlig svaghed men en naturlig menneskelig reaktion. Det kan være med til at komme lidt ud af ens eget ubehag, hvis man kan tænke, at de fleste andre ville have det på samme måde«, fortæller Helle Laursen.

Det sidste trin er aktivt at bruge venlighed og varme, eksempelvis at spørge sig selv, hvad man har brug for eller hvad der kan støtte en i den givne situation. Det kan være at drikke en kop kaffe eller vende situationen med en kollega.

De sidste par år er der især blevet forsket i, hvordan et underskud af empati blandt omsorgspersoner og sundhedspersonale påvirker især hospitalsvæsenet. Det går nemlig både ud over patienterne, der oplever at få dårligere behandling, og personalet, som bliver stressede og udbrændte af at skulle udøse af empati-reserver, der for længst er blevet udtømte. Og det udløser faktisk større problemer end utilfredse patienter og udbrændte ansatte, for konsekvenserne har det med at vokse sig større:

»De sidste 15 år har vi set, at patienter er blevet mere og mere utilfredse med deres møder i sundhedsplejen, fordi der er opstået et empati-underskud. Det har gjort, at folk har ville fyre deres læger, er holdt op med at komme eller har givet op på livsstilsændringer såsom at stoppe med at ryge eller tabe sig, fordi de følte, alle var lige glade«, fortæller Helen Riess, der er psykolog ved universitetet Harvard, forsker i empati og har startet akedemiet Empathetics, der hjælper med at genopbygge sundhedspersonnels empati-reserver.

»Der er nogle, der tror, at empati er en blød, rar følelse, som det er godt at have men muligt at klare sig uden. Men i min forskning har det vist sig, at det er decideret skadeligt, når der er mangel på empati, både for den enkelte patient og ansatte men også på et større plan«, fortæller hun.

Helle Laursen har oplevet den udbrændthed og empati-udmattelse på tæt hold i arbejdet med de stressramte ansatte. Det samme kan imidlertid ske for andre mennesker i andre forhold, eksempelvis i privaten, og derfor er det vigtigt at tage tegnene alvorligt:

»Hvis vi som sundhedspersonale dag efter dag, uge efter uge, igen og igen bliver afkrævet empati, så når vi på et tidspunkt en grænse for, hvor meget, vi kan give. Når man kommer til den mur, kan det være svært at komme tilbage på rette spor. Så det er vigtigt at lytte efter og være opmærksomme på det, før det er for sent«.