Til Hamborg med Amalie Klæstrup og Otto Olrik: »Der er områder, hvor man tænker: ‘Hvad fanden sker der lige nede i den der kælder?’«
Kendisparret Amalie Klæstrup og Otto Olrik rejser helst med tog, og tiden i togkupéen er for dem en forlængelse af eventyret.
Forleden tog parret på togtur til Hamborg: en by med flere oversete perler, indbydende madmuligheder og ideelle betingelser for en god omgang people-watching. Otto og Amalie fortæller:
Strikketøj, korttricks og ro i kupéen
Otto: »Vi ankommer på Hovedbanegården i København lørdag klokken 09.45 og sætter os ind i toget mod Hamborg. Jeg elsker at rejse med tog og har været på interrail fem gange. Jeg oplever togkupéen som et rum, hvor man har mulighed for at komme helt ned i tempo. Meget behageligt. Og så har jeg flyskræk. Hvis jeg skal på længere flyrejser, kan jeg ikke klare det uden medicin.«
Amalie: »Jeg har ikke været på lige så mange togrejser som Otto, men vi har gjort det et par gange sammen, og jeg er blevet ret vild med det. Det er sgu bare rigtig hyggeligt, når man tuller ind på perronen og kan finde sin plads i fred og ro. Og så er det som om, at rejsen allerede begynder der, når man rejser med tog. Man kan sidde og kigge ud på naturen, gætte på, hvilken by man nu kører igennem og snakke om alt det, man skal ud at opleve sammen. Transporten bliver en del af eventyret. Og så er det virkelig nice for en strikker som mig med knap fem timers transport – som der er til Hamborg – hvor jeg bare kan sidde og strikke derudad. Det er også det, en stor del af turen til Hamborg går med for mit vedkommende. Afbrudt af lidt Wordfeud. Og Otto, der skal lære mig et korttrick ...«
Otto: »Ja, en togkupé er et oplagt sted at øve sig på nogle gode fingerfærdigheds-korttrick. Jeg forsøger at lære hende at få et kort til at forsvinde.«
Amalie: »... bag hånden.«
Otto: »Ja ... bag hånden ... Det er i virkeligheden virkelig dumt af mig at lære hende tricks, for hun afslører dem altid. Hun er den værste tryllekunstner. Der røg dén hemmelighed.«
Vintagebutikker, caféer og barer i Karoviertel
Amalie: »Vi ankommer på Hamborg Hauptbahnhof cirka klokken 15. Jeg kan rigtig godt lide den by, det bliver jeg mindet om med det samme. Der er bare noget råt over den, og så er der samtidig en masse grønne oaser, som man kan slappe af i – det er en fed kombination, synes jeg.«
Otto: »Det første, vi gør, er at få os en currywurst i en Mö Grill på Jungfernstieg – en kort gåtur fra Hamborg Hauptbahnhof. Det skulle være en af de bedste currywurst i byen, og jeg vil sige, at den lever op til forventningerne. Derefter går vi over til det kvarter, der hedder Karoviertel, som er et lidt alternativt kvarter med en masse caféer og tøjbutikker, der ligger lige ved siden af det mere kendte Sternschanze-kvarter. Det var noget, Amalie har fundet frem til.«
Amalie: »Der er en virkelig god stemning i Karoviertel, en masse små, søde vintagebutikker, hyggelige caféer og barer. Vi går mest bare tilfældigt rundt, kigger på butikker og mennesker og får en øl og et glas vin. Kvarteret minder lidt om Vesterbro i København – bare med mere graffiti. Det er skønt.«
Otto: »Og jeg får fingrene i en retro-basketballtrøje fra Kina i en af vintagebutikkerne!«
Amalie: »Ja, en rigtig dyr en. Jeg køber ikke en skid. Jeg kan rigtig godt lide idéen om vintagebutikker, men hvis der er for mange ting i dem, kan jeg godt blive lidt kulret, og så har jeg svært ved at beslutte mig for noget. Men for folk, der er gode til vintagebutikker, er Karoviertel et perfekt sted at tage hen.«
Amalie: »Om aftenen tager vi ind til St. Pauli, der jo nok er det mest berømte kvarter i Hamborg, og som er placeret lige op ad floden Elben og ad byens havn. Her er der masser af fest, alternativ kultur, liv og glade dage. Vi har bestilt bord på en koreansk restaurant, hvor det egentlig også var meningen, at vi skulle have sunget karaoke, men det er desværre lukket ned den aften. Maden fejler heldigvis ikke noget. Bagefter tager vi ind i nogle sidegader til den store festgade Reeperbahn, hvor vi finder nogle dejligt prollede barer. Der er mange unge mennesker i kvarteret, men også virkelig mange ældre – det bliver vi ret overraskede over, men det gør noget godt for stemningen, synes jeg.«
Otto: »Ja, helt sikkert – det er en fed aften. Masser af glade mennesker.«
Loppemarkedsscoop og 80 km/t på Elben
Otto: »Søndag starter vi med at tage på et antikt designloppemarked med alle mulige ting fra før 2. verdenskrig og længere tilbage endnu. Amalie finder en rigtig fin lampe der.«
Amalie: »Ja, jeg får fat i en virkelig fed designerlampe, som vi så efterfølgende finder ud af, at vi faktisk har gjort et ret sygt scoop med.«
Otto: »Det var en dansk Domus-lampe!«
Amalie: »Ja, præcis. Superfed. Den er også lidt dyr, men da vi googler det senere på dagen, finder vi ud af, at vi faktisk har fået den til under halvdelen af den pris, den bliver solgt for på auktionshjemmesider. Så det var et virkelig nice køb.«
Otto: »Bagefter tager vi ned på havnen. Vi får noget fisk på et lidt turistet sted, og så hopper vi ud på sådan en sort speedbåd, der bliver kaldt for RIB Piraten. Det er i princippet en kanalrundfart, som man kender den, bare med det twist, at det er på en speedbåd, som sejler med op til over 80 km/t. Det varer halvanden time, så man når at blive kastet godt og grundigt rundt på Elben og få en masse vind i hovedet. Nogle gange går det næsten lige lovligt hurtigt, men det er sgu sjovt at prøve – også fordi man får set Hamborg på en lidt anden måde, da man kommer så langt ned ad Elben, at man både ser strand og skov, som der ligger ret meget af nord for byen. Det er faktisk nogle vildt fine områder, der ligger der. Og så var vejret ovenikøbet med os – 25 grader og sol!«
Amalie: »Da vi er færdige med speedbåden, er klokken allerede blevet 18, og vi er godt trætte. Vi køber noget libanesisk takeaway fra den restaurant, der hedder Mirou (helt utroligt lækkert), og tager det med op på hotelværelset.«
Otto: »Et lille tip, når man er på storbyferie, er at leje et løbehjul. Man kan hurtigt komme til at gå mange kilometer i løbet af sådan en dag, og når man så skal hjem om aftenen, er det bare lækkert at kunne suse afsted på løbehjul.«
Amalie: »Vi kan begge to virkelig godt lide at slentre rundt, når vi er på storbyferie, men vi har også den udfordring, at Otto altid går sindssygt hurtigt ...«
Otto: »... og Amalie går sindssygt langsomt!«
Amalie: »... jeg ender i hvert fald altid med at gå to meter bagefter, fordi jeg nægter at løbe fra sted til sted. Der er det nemmere at følge med på løbehjul. Nå, men af en eller anden grund er vi kommet til at snakke om filmen ‘Festen’ i løbet af dagen, så den ligger vi og ser i sengen. Tidligere skulle jeg bare se så meget som muligt, når jeg rejste, men nu er jeg større tilhænger af at tage det stille og roligt og skrue ned for aktiviteterne – så man fx har tid til at chille på hotelværelset.«
Otto: »Jeg har det på samme måde. Jeg synes, at det er federe at finde et par enkelte seværdigheder og bruge dem som pejlemærker – og så ellers bare gå tilfældigt rundt og se, hvad byen bringer.«
Hvad sker der i den kælder?
Otto: »Næste formiddag tjekker vi ud og gør klar til at vende tilbage til København. Når jeg skal til Tyskland, er der nogle ting, som skal krydses af, før det har været en vellykket tur: Jeg skal have en pilsner, en currywurst og en schnitzel. Som regel vil jeg også gerne se noget fodbold, men det er uden for sæsonen. Alle de andre ting blev der heldigvis sat flueben ved. Så det var alt i alt en god tur.«
Amalie: »Ja, det var en fed tur. Normalt synes jeg, at to overnatninger er lige i underkanten, men det er faktisk meget passende til Hamborg. Også i forhold til rejsetiden. Man kan nå meget i den by. Og så gør viben i byen et rigtig godt indtryk på mig. Der er en virkelig afslappet og uhøjtidelig stemning. Hvis man skal sammenligne byen med København, så er folk virkelig altid meget pæne og meget smarte herhjemme, hvorimod man i Hamborg har lov til at være lidt mere rodet.«
Otto: »Ja, det hele er ligesom lidt mindre forfængeligt i Hamborg, ikke?«
Amalie: »Jo, præcis. Af samme grund er Hamborg også et rigtig godt sted at se på mennesker, synes jeg. På de to dage, vi var afsted, så jeg markant flere punkere, end jeg nogensinde har set i København. Hanekam, piercinger, nitter og det hele. Der var også lidt mere råt og cool sådan generelt. Det, synes jeg, er megafedt. Man skal kun fem timer væk i tog for at opleve folk, der tør at skille sig meget mere ud.«
Otto: »Ja, Hamborg har bare mere kant. Der er også mere street art og områder, hvor man tænker: ‘Hvad fanden sker der lige nede i den der kælder?’ Det kan noget. Ikke desto mindre er rejsen ovre for denne gang. På turen hjem slapper vi af og taler om det, vi har oplevet. Togkupéen er et godt sted at vende oplevelser i rolige omgivelser.«
Amalie: »Og så spiller vi noget mere Wordfeud. Otto vinder desværre de fleste af gangene. Jeg synes egentlig, at vi er rimelig lige, men så får han altid et eller andet ord på 55 point, og så er jeg doomed. Det er pisseirriterende!«
»Vi kan begge to virkelig godt lide at slentre rundt, når vi er på storbyferie, men vi har også den udfordring, at Otto altid går sindssygt hurtigt ...«
- Amalie Klæstrup
Amalie og Ottos anbefalinger til Hamborg
Slentr tilfældigt rundt i kvartererne: Både Karoviertel, Sternschanze og St. Pauli fortjener et besøg. Find en restaurant, en vintagebutik eller et loppemarked, som du kan sigte efter, men sørg først og fremmest for at have tid til at bevæge dig tilfældigt rundt, se på mennesker og opleve viben.
RIB Piraten: En speedbåd, der sejler kanalrundfart. En sjov og anderledes måde at opleve Hamborg på.
Kamp på Volksparkstadion: Der var ingen kampe denne weekend, men det er en stor oplevelse at besøge det store Volksparkstadion, som er hjemmebane for byens bundesligaklub Hamburger SV. Der er en virkelig fed stemning, så det er også en fed oplevelse, selvom man ikke er stor fodboldfan.
Feldstrasse Bunker: Næste gang, vi er i Hamborg, skal vi bo på Feldstrasse Bunker, der ligger på kanten af St. Pauli og Karoviertel. Det er en kæmpestor bunker fra 2. verdenskrig, hvor det nærmest ser ud som om, at selve bygningen er lavet af buske. Det er virkelig flot. Der er et hotel i bunkeren, men man kan også gå hele vejen op gennem alt det grønne og nyde udsigten over byen fra rooftoppen – helt gratis.
Spis godt: Der er masser af lækre spisemuligheder i Hamborg, som det bestemt er værd at prioritere. Det gælder den traditionelle tyske mad, selvfølgelig, men der er også masser af spændende muligheder inden for ikke mindst de mellemøstlige køkkener: Prøv eksempelvis den utroligt lækre libanesiske restaurant Mirou.
Find direkte afgang: DSB har hver dag fem afgange fra f.eks. København, Odense og Kolding, hvor turen går direkte til Hamborg uden skift. Det giver de allerbedste betingelser for at kunne læne sig tilbage og nyde rejsen.
Find direkte afgang
Drømmer du også om en weekendtur fyldt med store oplevelser, ny inspiration og lækker mad? Der er hver dag fem afgange mellem København H og Hamborg.
Se mere her