Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Bjarke Ingels liv har ændret sig dramatisk, og det kan ses i hans arbejde

2. december 2019

Arkitektur er den virkelige verdens fiktion. Med den kan vi være med til at forme det liv, vi gerne vil leve. Og det er en fremtid, der for den 45-årige stjernearkitekt Bjarke Ingels er blevet mere konkret end nogensinde før. Han er nemlig blevet far. Og det har sat hele hans virke og virkelighed i perspektiv.

Når man bruger det meste af sin tid på at tænke og tegne til en verden, som aldrig står stille. Ja, så kan der være noget ualmindeligt trygt over at finde frem til de få ting, som er mere eller mindre konstante.

Og det er på mange måder en sådan tryghed, der udspiller sig, da vi en formiddag i november bevæger os ned til havnen for enden af Arkitektskolen i København og træder ind på den gamle husbåd, hvor stjernearkitekten Bjarke Ingels bor.

Han sidder med ryggen til. Midt i en klipning.

»Hejsa«, siger han smilende og stikker en hånd ud under den kappe, han er iført, mens frisør Kim Wolff forsøger at få styr på det noget viltre hår.

Det er nu 10 år siden, Bjarke Ingels første gang satte sig i stolen hos »Kipo«, fortæller han. Og selv om han stort set har boet på den anden side af atlanten siden da, har samarbejdet med frisøren været én af de få ting, der ikke har ændret sig de seneste mange år.

»Det er kun Kipo, der får lov at klippe mit hår. Der er ikke noget så utrygt som at blive klippet af en fremmed frisør«, siger han grinende i retning af sin kammersjuk med saksen.

»Kan I huske startscenen i Fahrenheit 9/11?«, udbryder han så.

»Nu er det vel ikke sådan, jeg ender med at fremstå?«, siger han med henvisning til Michael Moores omdiskuterede dokumentar, hvor man ser George Bush og hele embedsværket få sat hår og pudret skinnende næser, før de går på foran kameraet. »For det ser jo bare så røvarrogant ud«, siger han og modbeviser lynhurtigt sin egen frygt for sammenligning med et hurtigt høj-register-grin.

Der er langt mere autoritet end arrogance over Bjarke Ingels, der, siden han første gang fik klippet lokkerne hos Kipo, har markeret sig som én af vor tids største stemmer inden for moderne arkitektur.

TIME Magazine har kaldt ham en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. I 2011 blev han udråbt til Årets Innovator af Wall Street Journal, mens Kronprinsessen herhjemme tildelte ham sin kulturpris. Han har undervist på prestigefulde universiteter som Harvard, Yale, Rise og Columbia samt som æresprofessor på Kunstakademiet i København. Og ja, så nåede han da også lige at modtage ordenen Ridder af Dannebrog af Dronning Margrethe og den franske ridderorden Art et Lettres.

Lad os sige det, som det er: Det går ganske glimrende for Bjarke Ingels, der i 1993 mest af alt startede på Arkitektskolen, fordi »han godt kunne lide at tegne«.

I dag har han mere end 500 ansatte med på holdet. Hans tegnestue BIG – Bjarke Ingels Group – har kontorer i både København, New York, Barcelona og London, hvor de arbejder på projekter i Europa, Nordamerika, Mellemøsten og Asien. Og sammen med kæresten, arkitekten Ruth Otero, ejer han både en penthouse-lejlighed i New York, et lille hus i Barcelona og den husbåd, vi nu sidder i.

Nej, Bjarke Ingels er langt fra ny i gamet. I dét game i hvert fald. For selv om det nu er 20 år siden, han startede sin første tegnestue, så har han netop indtaget en helt ny position. Han er blevet far.

Fremtiden starter med et barn

Det danske udtryk for design er formgivning. Det betegner det at give form til noget, som tidligere ikke var – at forme den fremtid, man ønsker at leve i, har Bjarke Ingels tidligere udtalt i et utal af foredrag og interviews.

Fantasien og forestillingsevnen har da også altid været en drivkraft i Bjarke Ingels arbejde. Den har han brugt til at udfordre status quo og til evigt at stræbe efter trinnet længere oppe ad arkitekturens evolutionære stige. Men der har ikke desto mindre været tale om et mere eller mindre abstrakt bud på, hvordan fremtiden kunne se ud.

Lige indtil for knapt et år siden, hvor den ellers noget fluffy forestilling, efter 30 timers veer, blev ualmindeligt konkret. En oktoberdag i Barcelona kom sønnen Darwin til verden. En lille mand, der fra den ene dag til den anden, har sat sin farmands virke og virkelighed i perspektiv, fortæller Bjarke Ingels.

»Darwin har været en kærlighedshistorie fra dag ét. Og på en måde jeg slet ikke havde forventet«, siger han og smiler lidt fjoget ved tanken om sin førstearving.

»Jeg var til et arrangement hos Olafur Eliasson i Berlin, hvor en kvinde talte om kærlighed set fra et biologisk perspektiv. Hun fortalte, at kærligheden mellem mand og kvinde evolutionært er en afledt konsekvens af den, der eksisterer mellem forældre og barn. Noget jeg tidligere har set som to vidt forskellige ting. Men da Darwin kom, var der pludselig den her oplevelse af forbundethed og tiltrækning … en helt fysisk kærlighed, som føles fuldstændig som at være nyforelsket«, siger han og ryster på hovedet til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke forpligter lige lovlig meget at navngive sin søn efter én af historiens største tænkere.

»Well … jeg tror, at det mest almindelige drengenavn er Mohammed«, siger han og flytter en lille flyverdragt, så den hviler på ryggen af sofaen.

Der er ingen tvivl om, at det er et arkitektpar, der bor her. Gulvet er dækket af marokkanske klinker lagt i et sildebensmønster. På væggene hænger nøje udvalgte kunstværker – forskellige materialer støbt i en tonstung betonklods, fotografier fra den amerikanske festival Burning Man og indrammede plakater med statements som ‘I Copy Therefore I Am’, ‘Racisme spreder sig så længe, den får lov’ og ‘Heaven is the New Hell’. De gamle færgetrapper er malet skrigende neonorange. En lille gipsafstøbning af skulpturen ‘Sejren’ fra billedhuggeren Rudolph Tegners Museum har indfundet sig. Og midt i rummet står en hjemmedesignet sofa, som mest af alt ligner sirligt stablede sten på en strand et sted langs den jyske vestkyst.

Om tid og vand

Bjarke Ingels tager en Mumi-kop, der hænger på en skinne over køkkenbordet, brygger en kop kaffe og trisser hen og sætter sig i sofaen. På anlægget i stuen kører et klaverstykke af den islandske kunstner Olafur Arnalds. Han lader blikket sive ud gennem panorama-vinduet, der indrammer Københavns Havn i enden af husbåden.

»Én af mine gode venner Andri Magnason, der er islandsk forfatter, har lige skrevet en bog, der handler om tid og vand. Og på en tur til Island fortalte han mig, at han på Forfatterskolen havde stillet de studerende spørgsmålet: »‘Hvornår vil der ikke længere være nogen af dem, I har elsket, tilbage på jorden?’«, siger han og fortæller, at det er et spørgsmål, som særligt har rumsteret, siden Darwin kom til verden.

»Fremtiden er blevet en noget mere konkret størrelse, siden darwineseren landede. Hvis han lever, til han er 100 år, så vil han være i live i 2118. Den seneste Blade Runner-film foregår i 2049, og når vi taler klimapolitik, så cirkulerer vi om året 2050«, siger han og fortsætter:

»Han vil altså leve i en tid, vi endnu ikke har lagt planer for eller lavet science fiction-film om. Og når man skriver det op på den måde, så begynder man at forstå, at en kæren sig om fremtiden, menneskeheden og Jorden ikke er så abstrakt som først antaget. Det er en direkte pattedyrs-agtig kærlighed til dem og det, vi elsker«, siger han og fortæller, at det derfor er afgående, at man har den følelse in mente, når man sætter sig for at bygge ind i fremtiden.

Jordens overflade består af 70 procent vand. Det samme gør et nyfødt menneskebarn. Ironisk nok har mennesket gjort sit for, at førstnævnte nu er stigende. Og det kalder på, at vi for alvor begynder at gentænke vores boformer, lød det i sommer, da Bjarke Ingels afholdte en TED-talk om fremtidens arkitektur. For uanset om verden natten over skulle gå hen og blive CO2-neutral, ja, så vil der stadigvæk være steder i verden, som er dømt til at synke i havet, hvis ikke vi handler nu, lød det i præsentationen, der blandt andet omhandler projektet Oceanix City – BIG’s bud på fremtidens flydende byer.

»Med alderen er jeg blevet mere bevidst om, at det eneste konstante ved verden er, at den er i evig forandring. Og lige nu ændrer vores klima sig hurtigere end nogensinde før«, siger Bjarke Ingels og tager en slurk af sin kaffe.

Han signalerer med et nikkende hoved, at sætningen ikke er færdig.

»Men uanset hvor kritisk situationen er, så er den også udtryk for menneskets kollektive supermagt. Hvis vi kan skabe globale klimaforandringer mere eller mindre ved et uheld, så prøv at tænke, hvad vi kan gøre, hvis vi sammen beslutter os for at gøre det anderledes«, siger han og fortsætter:

»Mennesker er jo pionerer. Vi burde slet ikke være her. Men vi har konstant formået at tilpasse os mere og mere umulige forhold«, siger han.

Og det er netop med det perspektiv i baghovedet, at BIG siden 2017 har været i gang med at designe en simuleret Mars-by i den arabiske ørken – den første nogensinde. Fordi det er vores skæbne at udvandre, og fordi udvikling kræver mod, mener Bjarke Ingels.

»Det er selvfølgelig noget, som ligger et stykke ude i fremtiden. Men jeg håber på at komme til Månen og helst også til Mars. Og hvis det nogensinde skal blive aktuelt, så er der ingen tid at spilde«, siger han og fortæller, at det ikke handler om at stikke af fra den brand, vi har påsat på Jorden, men netop om at slukke den.

De teknologier, infrastrukturer og praksisser, der er nødvendige at udvikle for at kunne leve et permanent liv på Mars, er nemlig langt hen ad vejen dem, vi har brug for i klimakampen på Jorden – lukkede økosystemer og ekstrem genbrug af ressourcer. Og netop derfor er der ingen tid at spilde, mener han.

»Man oplever ligesom tid som en funktion af, hvor længe man har levet. Men selv det, der på et tidspunkt føles som en evighed, vil få en ende«, siger han og fortæller, at det har givet ham en helt anden appetit på at tage fat på projekter med meget lange udsigter.

»Darwin blev født i Barcelona, hvor de har bygget på La Sagrada Familia i mere end 130 år. Det er lang tid, ja, men ikke set i forhold til, at en katedral historisk set har taget 200 år at bygge«, siger han og fortsætter:

»Når vi ser på den omstilling, der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne, så kan det måske godt virke uoverskueligt. Men jo længere vi venter, jo sværere bliver det«, siger han og fortæller, at da de i oktober åbnede det urbane skisportssted Amager Bakke, var det 9 år siden, de startede. Noget, der undervejs føltes som en evighed. I dag står den imidlertid og viser et eksempel på energieffektivitet og affaldshåndtering, der hverken går på kompromis med miljøet eller livet i byen, siger han.

»Og det er det, der er med fremtiden«, siger han og rejser sig fra sofaen. »Den indtræder gradvist. Og når Darwin vokser op, vil han slet ikke kunne huske, at der var en tid, hvor man ikke kunne stå på ski på taget af et kraftværk i København«.

  • Foto: BIG

  • Foto: BIG

  • Foto: Rasmus Hjortshøj

Et arkitektonisk antiklimaks

Selv voksede Bjarke Ingels op i »en lille cigarkasse af et 60’er hus« i Skodsborg. Faren var civilingeniør, moren var tandlæge. Og interessen for arkitektur var ikke ligefrem noget, der sprang ud af barndomshjemmet, fortæller han, da vi sætter os ud i hans bil for at fortsætte samtalen på vej til BIG’s tegnestue i Valby, hvor næste punkt i et ualmindeligt pakket program indfinder sig.

Nej, faktisk søgte han i sin tid ind på Arkitektskolen, fordi han var vild med at tegne, fortæller han. Jørgen Utzon var dengang den eneste arkitekt, han havde hørt om, og bygninger sagde ham egentlig ikke det store, husker han.

»Jeg startede helt forudsætningsløst og uden den store iver. Men så skete det, at vi allerede den første uge tog en uge til Barcelona. Men det blev en kæmpe saltvandsindsprøjtning for mig«, siger han og fortsætter:

»Jeg havde aldrig før været i Spanien, som dengang var et dugfriskt medlem af EU. Og så havde de lige været vært for OL i ‘92, så hele byen funklede. Og så var arkitekturen bare out of this world – eventyrlig, farverig og vanvittig. Den viste mig, hvad bygninger også kunne være«, siger han og fortæller, at da han vendte tilbage til Arkitektskolen og skulle tegne en træpavillon i Søndermarken, så rumsterede Gaudi og de andre spanske arkitekter så meget, at han endte med at sidde i timevis med en elkedel og koge trælister, så de kunne bøjes.

Bjarke Ingels blev født i 1974. Året, hvor de danske benzinpriser steg til uhyrlige 2,05 kroner/liter. Hvor Abba vandt Eurovision med ‘Waterloo’. Og hvor det blev besluttet, at beboerne i danske etagebyggerier fremover skulle hente deres post i et centralt postkasseanlæg i stueetagen.

Men det var også året, hvor oliekrisen satte en pludselig stopper for det økonomiske opsving, som havde resulteret i, at der på et enkelt årti blev bygget lige så meget som i de foregående tusind års danmarkshistorie tilsammen. Ja, en af vores tids største arkitekter blev født et år, der mest af alt kan betegnes som et »antiklimaks for arkitektur«, som han selv beskriver sit fødeår.

Da Verdensudstillingen i 1967 blev afholdt i Montreal, var det en ren arkitektonisk tour de force og én af de mest succesfulde nogensinde. Mere end 50 millioner mennesker besøgte udstillingen, hvor 60 forskellige lande fremviste deres mest futuristiske og teknologiske vidundere. Men det var fremtidsvisioner, der fik sig en gevaldig mavepuster i start 70’erne. Og dagen efter Bjarke Ingels kom til verden, kunne man i Politiken læse, at moderne boligbyggeri blev ramt af den hidtil mest »lammende kritik«.

»Forholdet mellem menneske og samfund behandles, som om det drejede sig om et tandhjul i en maskine«, lød kritikken, der påpegede, at moderne boligbyggeri ikke længere havde øje for mennesker, som »lever, elsker, pjanker, begår fejltrin og gør sig forhåbninger«.

Nej, modernismen havde rigtigt nok været igennem en »række degenereringer«, fortæller Bjarke Ingels, da vi kører fra husbåden mod BIG’s hovedkontor – gennem indre København, hvor bindingsværk møder glasfacader og ud gennem Valby, hvor de gamle murermestervillaer står side om side med moderne meter-byggeri.

»Det, der startede som ideen om at bruge det moderne produktionsapparat til at give flere adgang til godt design, endte med at blive sådan noget kranspors-arkitektur, hvor alt pludselig skulle være lige og ens«, siger han og tegner kasse-byggeri i luften over bilrattet.

»Inden for naturvidenskaben er det måske nok et gængs argument, at et princip kun gælder, hvis det altid gælder. Men idéen om, at alt skal være universelt applicerbart, var én af modernismens allerstørste problemer. Man satte alting på formel, hvilket netop resulterede i en slags maskinel, tandhjuls-agtig tankegang«, siger han og fortæller, at det gjorde, at arkitekturen pludselig ikke havde øje for mangfoldighed i form af livsstil, boformer eller husstandsstørrelse.

»Og det er jo netop det, arkitektur skal kunne. Den skal kunne afspejle vores forskelligheder«, siger han.

Men hvad kommer egentlig først? Bygger man efter måden, mennesker interagerer på, eller bygger man rammerne, de kan udfolde sig indenfor?

Bjarke Ingels trommer lidt med fingrene på rattet.

»Arkitektur og design kan forstås som en slags praktisk poesi – hvor man organiserer alle almindelighederne på en ualmindelig måde«, siger han så og fortsætter:

»Vi arbejder meget mod det, vi kalder pragmatisk utopi, der handler om at se ethvert byggeri som muligheden for at bygge den fremtid, man drømmer om at leve i – selv når resten af verden endnu ikke er nået dertil«, siger han. Og på den måde er eksempelvis Amager Bakke et lille hjørne af verden, hvor man kan se, hvordan en miljømæssig progressiv teknologi, by eller bygning ikke bare er god for miljøet, men for det liv, der kan leves i byen, fortæller han.

»Vi forsøger at skabe rammerne for hele byer, hele mennesker og hele samfund. Rammer, der omfavner alle aspekter af livet og det at være menneske«, siger han.

Værst af alt er ligegyldigheden

»Nu kommer vi ud i arkitektur-mekka«, siger Bjarke Ingels, da vi drejer ned gennem det villakvarter i Valby, hvor BIG for nogle år siden rykkede ind.

»Egentlig er det et meget charmerende kvarter. Men i den tid, vi har boet her, er det her funky industrikvarter blevet plastret til med dansk arkitektur anno 2019«, siger han og peger op mod vejens nybyggede boliger.

»De seneste 10 år har formlen været ens kasser, som måske forskyder sig lidt. Ens galvaniserede altaner, som måske har lidt forskellige mellemrum. Ens mursten med lidt forskellige nuancer af rød og brun. Og hvis det skal være rigtig vildt, har man brugt to forskellig farve mørtel. Sådan er det det der ... der ... der«, siger han og peger ned gennem vejen.

»Ironisk nok er der ingen, der rynker på næsen og stiller spørgsmål, hvis man følger den formel. Omvendt får man en krig af bøvl, hvis man prøver noget, der er en lille smule anderledes. Men hvad er værst? At være fuldstændig ligegyldig? Eller at vove og så måske fejle? At ville noget uden garanti for at lykkes – eller ikke at ville noget og så ikke bibringe verden andet end to forskellige slags mørtel?«, siger han.

Da Bjarke Ingels i sin tid startede på Arkitektskolen, spurgte næsten alle, om han ikke kunne forklare, hvorfor nye bygninger altid var så kedelige, husker han. Alle de gamle bygninger var jo fuld af ornamenter, stuk og gargoiler. Så hvorfor skulle alt det nye være så ualmindeligt fantasiløst?

»Men det er der jo ingen, der siger, at det absolut skal være«, siger han, da vi parkerer foran tegnestuen, der summer af arkitekter og designere, der bag hver deres computerskærm tænker i BIG’s mange igangværende og kommende projekter.

»Man har det ofte med at glorificere det, der var engang. Men det er jo fremtiden, vi kommer til at bo i. Så hvem skylder vi mest? Fortiden eller fremtiden? Det er klart, at når flere har adgang til det bedre, så må vi konstant være på dupperne for at gøre det endnu bedre. Men svaret er aldrig at skrue tiden tilbage, men at lære af vores fejltagelser«, siger han og pauser et øjeblik:

»Darwin har vist mig, hvor ufatteligt hurtigt verden bevæger sig. I starten er man utrolig utålmodig: Kom nu! Sig noget! Gå! Men så går det pludselig for hurtigt. Og det har gjort mig opmærksom på, at det er nu, det hele sker«, siger han.

»Derfor tror jeg også, at den eneste måde, jeg kan være tidløs på, er ved at være 100 procent i min tid. At gøre nøjagtig det, jeg kan for fremtiden, lige nu. På den måde har vi ikke bare mulighed, men et ansvar for at bygge os til en bedre fremtid. Det skylder vi os selv og alle dem, der overtager efter os«, siger han, før han forsvinder ind i tegnestuen med en frisure lige så vilter som før, han satte sig i frisørstolen tidligere på dagen.