0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Tag en gåtur ved havnen: Tre tegnestuer fortæller, hvad du skal lægge mærke til

15. september 2020

København er i konstant udvikling, og hele verdens øjne hviler på vores arkitektur. Men hvad skal man være opmærksom på, når man udvikler en by, der emmer af historie? Og hvordan skaber vi bygninger og byrum, der er til glæde for alle byens borgere?

Husker du at kigge dig omkring, spurgte en veninde mig engang, vi var på ferie i Italien. Gennem Firenze, gennem La Spezia, Pisa og Siena. Igen og igen spurgte hun, om jeg nu også lagde mærke til de små altaner pyntet med fine ornamenter, de sirlige spir, der løfter sig over byerne, de finurlige trappeopgange og de farverige skodder foran de små vinduer.

Retur i København har hun fortsat undervisningen. Kig dig omkring og læg mærke til al den arkitektur, der omgiver dig, lyder opfordringen. Både de nyere arkitektoniske tilkommere og det gamle, der emmer af flere hundrede års historie.

Vi glemmer det måske, når vi cykler gennem brostenskvartererne til arbejde, drikker kaffe på en fortovscafe eller hopper i vandet fra et havnebad. Men København bugner af arkitektur. I en synergi mellem arkitekter, politikere, udviklere og borgere blomstrer arkitekturen frem og skaber rammerne for, hvordan vi lever vores liv. Giver os rum til at mødes, dyrke motion, gå på arbejde, slappe af, lære og lege. Ja, om vi tænker over det eller ej, er vi alle i berøring med arkitektur hver eneste dag.

Der er den arkitektur, der går i ét med sine omgivelser, og den, der skiller sig ud. Den, der skaber glæde, og den, der vækker kritik. Fælles er dog, at byens arkitektur længe har fået omverdenen til at kigge i vores retning, og i 2023 er København udvalgt af UNESCO som verdens arkitektur-hovedstad.

Ofte fremhæves det, at byen har en særlig harmoni mellem nyt og gammelt. Men hvordan udvikler og fornyer man egentligt en by, uden at historien går tabt i murbrokkerne? Og hvordan skaber vi bæredygtige byer og byrum, der kan rumme de fremtidige udfordringer, som København står over for?

For at finde svar på netop det, er jeg – med arkitekterne bag nogle af byens nyere bygninger – på opdagelse i et område af København, der de senere år har fået sig en gevaldig make-over: Havnen. Vi besøger Krøyers Plads, der i mere end et årti var en politisk slagmark, men i dag med sine inviterende byrum og pakhus-inspirerede bygninger spejder ud over havnen ved siden af Inderhavnsbroen. Vi tager forbi det store røde idrætsanlæg Hal C på Christianshavn, hvor kajakker sejler forbi i snoede kanaler. Og så kigger vi mod Papirøens byggerod, hvor et vandkulturhus til flere hundrede millioner af kroner de kommende år skal vokse frem.

Fælles fra arkitekterne lyder det, at man træder grueligt galt, hvis man ikke forstår områdets historie, undgår at lytte til lokalbefolkningens behov og ikke formår at inkorporere elementer, der kommunikerer med omgivelserne.

»Når man bygger noget på en placering som denne, skal man vise ydmyghed og forstå, at det skal tilhøre byen og folket. Det er en del af Københavns sjæl, at det er folkets havn«, lyder det fra Dan Cornelius, der sammen med Nanna Vöge driver tegnestuen Cornelius Vöge.

Fra industriområde til folkets havn

I dag er det svært at forestille sig, at havnen for under 20 år siden var så forurenet, at københavnerne ikke kunne hoppe i bølgerne – og at byens liv derfor også foregik langt fra vandet. For siden havnebadet ved Islands Brygge, med det ikoniske rød/hvide tårn, åbnede i 2002, har havnen udviklet sig til et overflødighedshorn af muligheder, liv og byrum. En velbesøgt kulturdestination med Operaen, Skuespilhuset, Den Sorte Diamant, BLOX og talrige havnebade som trækplastre.

»Efter at industrien rykkede væk, er det lykkes at få folket ud til havnen og aktiveret det som et rekreativt område«, siger Dan Cornelius.

Jeg møder Dan Cornelius og Nanna Vöge i Skuespilhusets cafe, hvor vi kan kigge over havnen mod den byggeplads, der midlertidigt har indtaget Papirøen, og som ligger et stenkast fra Operaen. Den danske tegnestue Cornelius Vöge står sammen med den verdenskendte japanske arkitekt Kengo Kuma i spidsen for det vandkulturhus, der efter planerne vil stå færdigt om fire år og invitere københavnerne til at svømme både inden for murene i pyramideformede bygninger og udenfor i opvarmet havvand mellem byggeriets tagrygge.

Foran Skuespilhuset passerer en flok unge mennesker i 80’er-lignende joggingsæt med højtalere på skuldrene. En pjusket hund logrer forbi, efterfulgt af et par mænd i hvide, tilknappede skjorter og en kvinde med barnevogn. På den tilstødende Ofelia Plads står en bunke sammenklappede sommerstole og venter på, at solen lokker københavnerne til vandet.

Ifølge Dan Cornelius kan man tale om en demokratisering af havnen. Den er blevet en naturlig del af københavnernes selvbevidsthed og byens identitet, og det kommende vandkulturhus skal respektere netop det. Blandt andet derfor skal svømmehallen have en åben stueetage, hvor bassinerne bogstavelig talt vil »være i øjenhøjde med dem, der går udenfor«, som Dan Cornelius formulerer det.

»Traditionelt er en svømmehal meget indadvendt. Der kigger man ikke ind. Men det vil vi gerne vende lidt på vrangen og på den måde skabe en reference til den tendens, der foregår på havnefronten for tiden: Den store mængde af aktivitet og den meget udprægede udadvendthed«.

Når bygningen står færdig, håber de to arkitekter derfor også, at stedet vil have en folkelig karakter. Præcis som et badehus i gamle dage. Det kræver blandt andet, at billetpriserne ikke skal blive for høje.

»Der ligger et stort ansvar for kommunen i at få drevet det her ordentligt og så demokratisk, som det er tiltænkt«, siger Nanna Vöge.

»De bedste bygninger spiller sammen med det historiske lag i byen«

Fra Skuespilhuset skal vi blot gå få minutter, før vi er på Krøyers Plads. Forbi farvepaletten Nyhavn og over Inderhavnsbroen – i folkemunde kaldet Kyssebroen. Krøyers Plads stod færdig i 2016 og kan bryste sig af at huse Danmarks første svanemærkede lejligheder. Den er tegnet af tegnestuerne Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Cobe og GHB Landskabsarkitekter (sidstnævnte er i dag en del af LYTT Architecture) og består af tre fem-etagers boligblokke, der elegant spiller sammen med havnepromenadens historiske pakhuse. Pladsens byrum forbinder bygningerne med hinanden, med vandet og med omgivelserne, og frodige træer, planter og inviterende siddepladser i træ giver de mange tilfartende københavnere et åndehul midt i byen, med udsigt til vandet og det pulserende liv på Nyhavn.

I årevis var den tomme plads berygtet for store konflikter mellem borgere, udviklere og Københavns Kommune. Der var simpelthen ikke enighed om, hvad den skulle bruges til, og blandt andet måtte et projekt om højhuse på 55 meter lide døden efter massive borgerprotester.

Thomas Scheel er partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter og har været en af hovedarkitekterne bag projektet. Han taler om vigtigheden af at inddrage de lokale borgere, når man bygger på offentlige pladser, der har en særlig betydning eller sensitivitet. Også selvom man kan have en vis frygt for at inddrage borgerne, lyder det fra arkitekten, der er mødt op med en skrigorange kasket med logoet fra tegnestuen.

»Man ved jo ikke, hvad de kan finde på. Måske de vil have det vildt anderledes, højt, skævt, lyserødt eller som et Bonbon-land. Men der har været en stor ydmyghed over for de historiske omgivelser«, siger han og peger på de to bygninger i røde teglsten, der ligger ud mod havnen i forlængelse af pakhusene og ligner dem i udtryk.

»De klikker sig ind i den historiske kontekst i materialer, højde og drøjde. Men samtidig er det moderne huse, der geometrisk leger med en helt ny form for tagkonstruktion«, siger han.

Ifølge Thomas Scheel er det interessant som arkitekt at bevæge sig i feltet mellem de historiske referencer og det mere nyskabende udtryk. Det er ikke nemt, siger han.

»Hvor meget skal man kopiere det gamle? Og hvor går grænsen i forhold til, at vi jo også gerne vil markere vores egen identitet i det, vi laver?«

Også bygningernes mursten er nøje udvalgt, og han banker på en af dem. De har valgt at vende de røde mursten om, så de udhulinger, der normalt kun bruges til mørtel, nu er en del af mønsteret.

»Det er relativt banalt, men på ingen måde tilfældigt. Vi valgte tegl, fordi det er den verden, man er i her ved Holmen, og det materiale, der går igen i mange af de historiske bygninger. Men samtidig er man som arkitekter også nødt til at have modet til at træde ud af historien og tage nogle nye valg. Give husene karakter«, forklarer Thomas Scheel.

Han synes generelt, det lykkes mange steder i København at få arkitekturen til at spille sammen med omgivelserne og historien. Og han mener også, at der er kommet en større forståelse for at bevare byens ældre bygninger, fordi de har en sanselighed, der rækker ud over den umiddelbare arkitektoniske eller æstetiske værdi.

»På et tidspunkt rev vi bare alt ned. Ryddede hele Nørrebro for eksempel. Det ville vi ikke gøre i dag, for vi er blevet mere opmærksomme på værdien af gamle bygninger. Og vi elsker dem som arkitekter. Vi vil gerne sætte gamle bygninger i stand for at få sanseligheden med.«

På Papirøen er der ingen gamle bygninger at sætte i stand. Alt er jævnet med jorden. Men Dan Cornelius og Nanna Vöge prioriterer det højt at finde historiske referencer i omgivelserne, der kan sætte præg på den nye arkitektur.

»Man skal forstå byens erindringslag, når man bygger, og man skal være bevidst om, at der er historier og spor overalt. København rummer tusind års historie, og vores vigtigste opgave som arkitekter er – lidt ligesom forfattere – at gribe fortællingerne og bruge dem i vores arkitektur. De bedste bygninger spiller sammen med det historiske lag i byen«, siger Dan Cornelius.

»Det gælder om at forstå, hvilken kontekst man bygger ind i, så man ikke får en masse forskellige bygninger, der bare står og råber til hinanden og alle vil fylde det hele«, tilføjer Nanna Vöge.

Når vandkulturhuset står færdigt, vil historiens vingesus derfor også udspille sig i det storslåede byggeri, forsikrer de to arkitekter fra Cornelius Vöge.

»Sammen med Kengo Kuma er vi inspirerede af teglen og de valmede tage fra Holmens bygninger og pakhusenes meget markante profil. Også måden at lave åbninger og trække lys ind har reference til de små huller i tagene, man ser i det omkringliggende landskab. Vi kommer ikke til at lave kæmpestore huller til lysindfald – kun sprækker og mindre åbninger«, forklarer Dan Cornelius.





Gamle elementer i nye klæder

Fortsætter man fra Krøyers Plads forbi Broens Gadekøkken, den populære Street Food-plads med parasoller, foodtrucks og kulørte boder, nærmer man sig Arsenaløen. Her blev et stort kasseformet idrætsanlæg i rødmalet træ opført i 2013 ned til Christianshavn Stadsgrav. Den hedder Hal C og er tegnet af Christensen og Co Arkitekter. Michael Christensen og Mikkel Hermann Sørensen er arkitekter og partnere på tegnestuen og er mødt op for at diskutere balancen mellem at have respekt for omgivelserne og samtidig undgå blot at kopiere.

»Man skal bygge et nyt hus, der står ved, at det er bygget nu og ikke for 100 år siden. Andet ville jo være fjollet. Men samtidig skal man lede efter, hvad der kan forankre det i historien«, siger Mikkel Hermann Sørensen.

Det var ham, der i sin tid fik ideen til, at Hal C skulle være rød. Michael Christensen fortæller, at forslaget kom som noget af en overraskelse.

»Vi andre var ved at falde bagover. Skal vi lave en stor, rød hal lige midt på Christianshavn? Vi bliver jo slået ihjel«, siger han og fortsætter:

»Men når man så kigger på Holmen, er der masser af røde huse, og træet er også et gennemgående element. I stedet for at være provokerende eller radikalt, blev det i stedet enormt pragmatisk og en del af en substans, der allerede er herude. Det gælder jo om at trække DNA-tråde ud af det, der findes i forvejen og så udvikle til noget helt nyt«, siger Michael Christensen.

Mikkel Hermann Sørensen kigger mod de store skodder, som skærmer hallens vinduer for solen, der rammer bygningen i løbet af formiddagen. De vender ned mod kanalen og de træbeklædte trapper, vi sidder på, og danner små rum, hvor man kan sidde i par. De er en reference til en 350 år gammel bygning på Holmen, hvis skodder er placeret på præcis samme måde.

»Dengang man lavede skodderne på den måde til en bygning, var det jo for at kunne trække en båd ud i vandet. Det er et element, der havde en anden funktion dengang, men som vi i dag synes kan give det her hus en ny værdi«, siger han, og Michael Christensen tilføjer:

»Og hele sommeren har der siddet to mennesker i hvert rum mellem skodderne, fordi de passer perfekt med corona-afstand. Det er jo ikke noget, man har kunnet forudse, og det er det smukke ved god arkitektur«.

København har sluppet tøjlerne

Det hører efterhånden oftere til reglen end undtagelsen, at ny arkitektur får på puklen af folkedomstolen, særligt når det gælder store, prestigefyldte og pengetunge bygningsværker. Skældsordene lyder gerne, at det bliver for kønsløst, for kantet, for futuristisk eller simpelthen bare ikke passer til naboerne. Men står det til Michael Christiansen, skal man passe på med at blive for forsigtig som arkitekt, og han mener, at nogle af byens kvarterer bærer præg af intetsigende bygninger.

»En stor del af udviklingen i København er blevet enorm monoton, og vi har en joke på tegnestuen om, at hvis man ville skrive en bog til de udviklere, der vil bygge i København, så skal der på side 1 stå, at det først og fremmest skal være brunt«, siger han.

Men ifølge arkitekten skal man hellere begå en svipser i ny og næ end at smøre den samme grå ligegyldighed ud over hele byen.

»Man kan jo godt have en frustration over, at man kan lave hundredtusindvis af ligegyldige kvadratmeter, og der er ikke en kat, der siger en lyd. Og har du så én bygning, der provokerer, går opinionen amok. Byen skal jo kunne tåle, at der er nogle steder, der siger lidt eller kommer med et statement«, siger han.

Solen har endnu ikke ramt trapperne, vi sidder på ved Hal C, eller kanalen ved vores fødder. Arkitekterne skutter sig, og armene er dækket af gåsehud. Men når vejret er godt, bliver pladsen omkring hallen indtaget af københavnerne. DJ’s spiller musik, og der bliver danset og grillet. Præcis som ude ved havnefronten. Som i byens parker, på broerne og på pladserne. Ja, faktisk hvor end, man kan komme til.

»København er jo eksploderet som by i forhold til intensiteten af mennesker. Det er lige meget, hvor du er, så er der en milliard mennesker. Men byen får også enormt meget lov til at slå sig løs, hvis man sammenligner med en by som Stockholm. Der sker det simpelthen ikke, at man smeder en badeplatform eller laver Street Food. København har sluppet tøjlerne på en anden måde, hvilket er en kæmpe gave«, siger Michael Christensen.

Men gaven kommer ikke gratis.

»Den her sommer, hvor der ikke har været åbent på diskoteker, har der jo været ekstra mange diskussioner om larm i byen og en diskussion om, hvad der er privat og offentligt«, siger Mikkel Hermann Sørensen.

En spændende dualisme

På Krøyers Plads har der sommeren igennem netop været kritik af, at for mange mennesker – særligt unge – har indtaget pladsen, larmet og smidt affald. Det er et udtryk for, at arkitekterne er lykkes med at skabe et byrum, hvor folk har lyst til at være. Men Thomas Scheel er udmærket klar over, at der skal findes en løsning for at imødekomme dem, der faktisk bor på pladsen.

»Det er en spændende dualisme at arbejde med som arkitekt. På den ene side skal den enkelte beboer have privatliv, og på den anden side skal det være et sted, byen kan bruge. Krøyers Plads finder forhåbentligt et godt leje, for de seneste somre, er det måske blevet lige lovlig succesfuldt i forhold til at trække folk til«, siger han og tilføjer:

»Det er jo et relativt nyt fænomen, at vi bruger byen så meget, som vi gør. Og havnen især. Lur mig, om ikke der kommer nogle restriktioner efterhånden, og vi lærer at håndtere det«.

Både Mikkel Hermann Sørensen og Michael Christiansen forestiller sig, at der nu vil komme en tid med mere fokus på projekter, der ikke lægger op til løsslupne fester.

»Byen kan nogle steder føles som en kommerciel kulisse. Et tivoli, man melder sig ind i, og så går hjem fra, når det føles som for meget«, siger Michael Christiansen.

»Jeg tror, at der vil komme projekter og byområder de kommende år, der skal kunne noget andet. Spørgsmålet er så, hvad det skal være. Men nok noget mere sanseligt, frodigt, grønt og stille«, siger han.

Rundturen ved havnen er slut, og min venindes ord klinger nu kun med endnu større resonans. Vi skal huske, fra tid til anden, at stoppe op og se os omkring. Lytte til eksperterne og engagere os for på den måde at forstå alt det, vores by er gjort af.

Arkitekturen giver os lyst til at opholde os ét sted frem for et andet, fordi bygningerne med en særlig udvalgt mursten, farve, højde eller sanselighed spiller sammen med byrum og omgivelser på den helt rigtige måde. Og bygningerne rummer på én gang fortællingen om forgangne tider, vores nutid og fremtid.

Tænk, hvilke historier der gemmer sig i resten af København.