0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Jan Gehl: »Lad os sprænge krydstogtterminalen i luften«

11. august 2021

Coronapandemien har sat spot på de fælles rum i byen og vigtigheden af, at vores byer kan rumme mangfoldighederne. Det stiller nemlig store krav til vores allesammens fælles udestue, når vi både spiser, løber, svømmer, fester og triller os gennem byen.

Foran et kæmpe skrivebord i massivt træ står en kontorstol med drejefod og hjul. Bordet er dækket med bøger, og på stolen sidder en kvinde med høretelefoner og kigger på skærmen foran sig. Hun sidder og betragter en mand, der kloger sig på skærmen.

»Det er klogt sagt«, siger Jan Gehl, som står bag kontorstolen, mens han peger ned på skærmen. Kvinden vender sig om, først lidt forvirret. Men så glider billederne af de to mænd, som ligner hinanden til forveksling - ham foran hende, og ham på skærmen - sammen.

»Oh my God, it’s you«, siger amerikanske Andrea Kiser. Hun er i gang med et semester i arkitektur og udvikling på DIS, og hun har indfundet sig på Dansk Arkitektur Center for at opleve den nye udstilling “Bag facaden” og blive klogere på dansk arkitektur og byudvikling. »I so admire your work. Do you mind signing my book?«

Denne fredag i hjertet af BLOX kan Jan Gehls entre på Dansk Arkitektur Center nok bedst sammenlignes med at tage Justin Bieber med til en konfirmation eller Mick Jagger til en 70-års fødselsdag. Den 84-årige danske arkitekt og byplanlægger Jan Gehl er de moderne byrums fader, og hans bøger “Livet mellem husene” og ”Byer for mennesker” er oversat til 40 sprog. Han er en af de drivende kræfter bag blandt andet gågader og cykelstier i Moskva og forvandlingen af Times Square i New York fra knudepunkt for biler til byrum for mennesker. Hans tanker om ”mennesker først” i byplanlægningen danner i dag grundlag for den måde, man tænker byrum på i byer verden over.

De tanker kan man nu gå på opdagelse i via hans private notesbøger, der er en del af udstillingen i DAC. Selv hans arbejdsværelse fra villaen i Vanløse er genskabt, og hvis man er lige så heldig som udvekslingsstudenten Andrea Kiser, så kan det endda være, at hovedpersonen selv kigger forbi.

Corona som lup

Jan Gehls byrumsvisioner er i dag officiel bystrategi i blandt andet København. Her er det vedtaget som officiel strategi i borgerrepræsentationen, at København skal være verdens bedste by for mennesker. Det mål bliver ofte indfriet - København er lige blevet kåret som verdens mest beboelige by af det anerkendte livsstilsmagasin Monocle - netop forbi byen læner sig op af Gehls tanker om en menneskelig by. Og i årets kåring lagde Monocle vægt på, at København bibeholdt sin høje livskvalitet selv under corona-nedlukningen.

»I København består hver anden husstand kun af én, så hvis du skal møde nogen, skal du ud af din lejlighed, og der bliver fællesrummet en meget vigtig del, men under corona gjaldt det for os alle at vi måtte ud og have frisk luft og vind i håret«, siger Jan Gehl.

Vi så, hvordan folk i stedet for at møde mennesker i byrummet stod på altanerne og råbte til hinanden fra det ene hus til det andet.

»Mennesket er et socialt dyr, og det har det altid været - det er definerende for homo sapiens, og andre mennesker er vores største interesse, fra vugge og til vi ender vores dage på alderdomshjemmet«, siger Jan Gehl.

Og netop det faktum har især i de større byer under coronaepidemien været øjenåbnende i forhold til behovet for fælles rum. Målsætningen om at være verdens bedste by for mennesker blev der ifølge Anne Katrine Harders, som er ph.d. civilingeniør og programleder hos DAC, sat ekstra skub i, da corona lukkede landet ned, og gaderne lå øde hen, og mange oplevede omfattende isolation.

»Det skabte en bevidsthed især hos alle os, der pludselig var fanget i vores små lejligheder, og det har sat et helt andet fokus på uderummene«, siger Anne Katrine Harders.

Hun mener også, corona har været med til at ændre vores forventninger til byens uderum i det, det i højere grad skal være et frirum fra at være inde i lejligheden.

»Vi vil kombinere byen som vi godt kan lide den og så have natur oveni. Det er lidt som at spise burger og flødeskumskage på én gang. Vi kan have behov for begge dele, men i praksis er de nok bedst hver for sig.«, siger Anne Katrine Harders.

Ifølge hende har det sidste cirka halvandet år kun øget bevidstheden om vigtigheden af udbuddet af forskelligartede byrum, der kan tilfredsstille forskellige behov i befolkningen.

»Det bliver det helt afgørende i forhold til, hvordan vi skal bygge fremover, at vi forstår, at forskellige byrum godt må kunne noget forskelligt«.

Sejret sig ihjel?

At Jan Gehls mission, om at sætte mennesker i fokus i byplanlægningen har sejret, er i høj grad evident rundt om i landets parker, torve og havnebade, hvor der ikke er mange corona-rigtige centimeter mellem folk.

I dag er byrummene blevet så populære, at det er begyndt at have negative konsekvenser for naboerne. Der er proppet på fortovene, mange oplever støj- og affaldsgener, og det kan føles som om, at der ikke er plads til alle dem, der gerne vil bo og være i storbyen. Det blev ekstra synligt under corona, hvor folk blev mere opmærksomme på forgæves at forsøge at holde afstand, og det var endda i en tid, hvor der var færre turister end normalt. For den voksende masseturisme er næsten et større problem end den måde, byens egne borgere udfordrer dens rammer på.

»Jo mere masseturisme, jo mindre af det autentiske og originale er der tilbage, fordi de konsumerer byen uden at give noget igen«, siger Anne Katrine Harders.

Et problem Jan Gehl foreslår en temmelig radikal løsning på.

»Man kunne for eksempel sprænge krydstogtterminalen i luften og eller flytte den til for eksempel Kalundborg, det giver væsentlig bedre mening end at flytte byplanarkitektuddannelsen som regeringen nu foreslår«, siger han med et grin og et glimt i øjet.

Han mener dog, at man her også kan tage nogle erfaringer med fra corona, og som man indfører hastighedsbegrænsninger, også kan indføre antalsbegrænsninger i byens rum.

Fra promenade til party

En af de helt store forandringer i vores brug af byrummene er ifølge Gehl udviklingen fra at være gå-rum, vi bevæger os igennem, til nu også at skulle fungere som opholdsrum, vi bliver hængende i. Det stiller langt flere krav til, hvad et byrum skal kunne. Det skift er sket over årtier, og vores måde at bruge byens rum har ændret sig markant fra hovedsageligt at fungere som trafikrum for biler til i dag i langt højere grad at være dynamiske, funktionsorienterede rum med stort fokus på fritid og rekreation.

»Vi er gået fra at være et meget målrettet samfund til et fritidssamfund, hvor fritiden for mange betyder mere end arbejdstiden, og det afspejles tydeligt i brugen af byens rum«, siger Jan Gehl

Startskuddet til første fase af denne udvikling er ifølge Jan Gehl at få bilerne ud af byen, og tilbage i 1962 bliver Strøget i København gjort bilfrit for at tilgodese kunderne og de handlende.

»I takt med, at folk får mere fritid, udvikles det at opholde sig i byen uden andet formål end at være i byen. Og så bliver man mere ambitiøse«.

Torvene bliver ryddet for parkering, der opsættes bænke, og fra omkring 1980 udvikles cafékulturen. Der er mere fritid, bedre økonomi, flere turister og først og fremmest er danskerne begyndt at rejse og har set dejlige byer ude i verden.

»Før 80’erne var København langt fra et sted, man hang ud, der var ikke fortovscafeer og slet ikke distortion, men på de nye bilfri torve bliver der plads til både bænke, cafeer, kulturindslag og festivaler – kulturen er blevet offentlig«, siger Jan Gehl.

En udvikling, der tager sit afsæt i den danske stjernearkitekts mission om, at mennesket skulle sættes i fokus.

Grønt, grønt og mere grønt

Fra årtusindskiftet blev fokus i stadig højere grad lagt på muligheden for bevægelse og udøvelse af sport.

»Havnebade, udendørs træningsredskaber, cykelstier og steder som Superkilen på Nørrebro, hvor man blandt andet kan skate, hoppe og danse begynder at dukke op«, siger Jan Gehl.

Og med skybruddet i juli 2011, bliver endnu et krav føjet til listen over, hvad byrum skal kunne.

»I dag skal vores byrum give god plads både for rekreation og skybruds vand. Det betyder, at byrummene er blevet langt grønnere, og der er småsøer og vådområder, der kan opsamle vandet, indtil der igen er plads i kloakkerne«.

Og netop dette fokus på natur i byen er ifølge Anne Katrine Harders, en af de helt store, nye tendenser indenfor byrum.

»Vi er gået fra, at naturen i byen har været meget kultiveret med flade græsplæner og bede til nu at slippe naturen fri med vild beplantning, biodiversitet, og det skal se ud, som om det styrer sig selv«, siger hun.

Den mangfoldige by

Et stort begreb inden for byplanlægning er ’liveability’, beboelighed. København er gang på gang udnævnt af danske såvel som udenlandske medier til at være en af verdens mest liveable og mangfoldige byer. Det er senest sket i tidsskriftet Monocles liste over ”World’s Most Livable Cities” hvor København i 2021 igen er krøbet tilbage til førstepladsen

I virkeligheden mener Anne Katrine Harders dog ikke, at den opfattelse er helt korrekt.

»København er stadig en by med høj diversitet, men er som andre store byer ved at blive for de få udvalgte. For dem, der har råd til at være i byen. Enten fordi de har råd til at købe en lejlighed der, eller fordi de har råd til at komme ind til byen og shoppe eller spise og drikke«, siger hun.

De hjemløse oplever i højere og højere grad at blive klemt ud. Det gør sig for eksempel gældende på Hovedbanegården, der har flere tiltag af det såkaldte dark design, der handler om at gøre det svært for hjemløse at opholde sig.

»Vores byer har fået det sværere og sværere ved at rumme dem, der falder udenfor«, siger Anne Katrine Harders.

Så når især politikere siger, at vores byer skal være mangfoldige, eller Frederiksbergs konservative borgmester siger, at kommunen skal være for alle, så undrer Anne Katrine Harders sig blandt andet over, hvorfor de så ikke har budt ind på det omdiskuterede udrejsecenter.

»Nu har vi fundet ud af, hvordan man laver byrum, der er gode at være i, så nu synes jeg, at tiden er moden til at diskutere, hvem ’alle’ er«, siger hun.

For med boligpriser på himmelflugt bliver byens sammensætning i stigende grad en homogen masse bestående af velhavende, ressourcestærke beboere.

»Har man købt en lejlighed til 6-10 millioner, så synes folk ikke, at det er pissefedt, hvis der sidder en narkoman nede på trappestenen, og så vil man måske også hellere have en Irma end en Aldi«.

Levende byer vidner om Gehls sejrsgang

Tilbage på Bryghuspladsen i København, hvor boligpriserne er endnu dyrere end det, står den visionære arkitekt og byplanlægger Jan Gehl omgivet af yngre, udenlandske studerende. De står med opslåede notesbøger, ventende på en autograf.

»Hans tanker og ideer har været banebrydende ikke bare her i Danmark men også i USA, hvor jeg kommer fra«, siger Garret Schultz, fra Wisconsin.

Det behøver man ikke kigge langt efter beviser for. På torvet foran BLOX, hvor Jan Gehl og hans disciple står, sidder folk i små og store grupper og spiser og drikker. På den anden side af den enorme glasbygning sidder, ligger, træner og bader hovedsageligt unge mennesker. Sammen med arkitekterne har de gjort byen menneskelig, og deres måde at bruge byen på er et vidnesbyrd på Jan Gehls sejr.