»Når jeg forstår mine drenges skærmbrug, er det meget nemmere at sætte grænser for deres online-liv«
Danske børn er blandt de børn i Europa, der bruger mest tid foran skærmen. Og den tid er ikke gratis. Spil, film og apps koster ofte penge, ligesom flere forskere peger på, at skærmtid koster på trivselskontoen.
I Dyssegård, nord for København, er skærmene også en stærkt integreret del af hverdagen. Og her har Felicia Daniél valgt at engagere sig i sine tre drenges online-liv for bedst muligt at kunne støtte dem og sætte de rigtige grænser - også i forhold til deres forbrug af digitale penge.
Der er gang i den lille treværelses-lejlighed i Dyssegård nord for København, som danner hjemmebastion for Felicia Daniél og hendes tre drenge. I stuen ligger 6-årige Gabriel Christian og ser en video på YouTube. Hunden Ida bider pibe-toner ud af et stykke hundelegetøj. Og på børnenes fælles værelse sidder 13-årige Alexander Caspian med gamer-headset foran tre skærme: én med et computerspil, en med japansk anime-film og én med musik.
»Alt det grønne er mit. Det blå er mine allieredes. Det røde er fjendens«, siger han med en pædagogisk pegende finger hen over skærmen. »Og det gælder om at styre sin hær ind og smadre fjendens base«, forklarer han.
Det er strategispillet ‘Warhammer 40.000: Dawn of War’, han spiller. »Soulstorm expansion«, naturligvis. Og selvom det godt kan være stressende at spille, så er det også ret fedt, siger han.
»Udefra set lyder det her sikkert som larm«, siger Alexander Caspian, som forventede han netop det spørgsmål. »Men for mig er det bare sweet music«, siger han så med et hurtigt grin, før spillets alvor igen sætter ind: »Jeg havde to robotter, et fly og en jeep. Og det hele er blevet sprunget i luften«.
Det er ikke ualmindeligt, at skærmene flakker i den lille lejlighed i Dyssegård. Som så mange andre af deres jævnaldrende, navigerer Alexander Caspian, Oliver Charles og Gabriel Christian ubesværet mellem forskellige digitale platforme – sociale medier, YouTube og PC-spil.
Spillet Alexander Caspian spiller, har han købt for ca. 97 kroner over verdens største spilplatform Steam. Og selvom det kan undre hans mor, at en hel måneds lommepenge med et click forsvinder direkte ind i cyberspace, så har hun valgt at acceptere, at det er sådan, han helst vil bruge sine penge. Felicia Daniél ser dog helst ikke, at drengene bruger mere end to timer om dagen på at spille. Men hun opererer ikke med en tikkende timer, ligesom drengene ikke nødvendigvis har de samme retningslinjer. De er nemlig vidt forskellige, fortæller hun – den ene mere spontan end den anden, og den anden mere ansvarlig end den tredje.
»Når det kommer til opdragelse, er der voldsomt radikale holdninger til alt fra lommepenge til skærmtid. Men for mig har det været vigtigt at have deres forskelligheder for øje. Jeg går ikke så meget op i, hvad der er rigtigt og forkert på alle andre områder. Mine drenge har gået i pink sokker og lyserøde enhjørning-bluser, som det passede dem. Men de får ikke de samme antal lommepenge. Og jeg arbejder ikke med et æggeur, når det kommer til deres skærmbrug«, siger hun, mens hun kværner bønner til kaffe.
En verden af flakkende skærme
Når spil og sociale medier i dag fylder mere end nogensinde i børn og unges liv – og når børnenes online liv i stadigt stigende grad koster penge – så sætter det da også særligt høje krav til forældrene, mener familievejleder og forfatter Lola Jensen, der i tre årtier har givet danske børnefamilier kærlig og kontant vejledning.
»Det er jo ikke, fordi børn har ændret sig. Men det har barndommen. Skærmene fylder mere end noget andet. Og når emnet i dag fylder så meget, så vidner det om, at den gryde, vi for 8-10 år siden satte over på lavt blus, nu bimler og bamler og får det hele til at koge over i børnenes pandelapper«, siger hun og fortsætter:
»Der har været meget snak om, at forskningen skal i gang med at undersøge konsekvenserne af, at danske børn sidder så meget foran skærmen, som de gør. Men der må jeg simpelthen bare sige, at det ikke er okay, at de skal vente på resultaterne herfra. Vi bliver nødt til at handle nu, gerne hurtigt og overdrevent fremfor at vente og risikere, at barndommen oplever frit fald i ventetiden«, siger hun.
Derfor er det afgørende, mener Lola Jensen, at forældre ikke blot sætter grænser for børnenes skærmbrug, men i lige så høj grad sætter sig ind i, hvad det eksempelvis betyder, når børnene betaler for en udvidelse eller et nyt våben i et computerspil.
»Når børn bruger så ufatteligt lang tid foran skærmen, så møder de en reel risiko for at nå til et punkt, der minder om ludomani, hvor man konstant forventer, at gevinsten venter. Spil er i dag lavet til afhængighed. Det er jo ikke Super Mario eller Pac-Man, som man havde på sin Commodore 64, hvor man fik en naturlig pause, fordi det tog en krig at downloade spillene. Det er boom boom boom derudaf uden stop. Og pludselig har barnet fået franarret sig det våben, de brugte julegavepengene på«, fortæller Lola Jensen.
Én af de ting der for alvor har ændret sig, siden Pac-Man stak af fra de første spøgelser i 80’erne, er nemlig, at stadig flere spil koster penge, man aldrig har haft i hænderne. Og det er også en problematik, Felicia Daniél har måtte omgå i hjemmet i Dyssegård, fortæller hun.
»Jeg kan huske, at jeg i starten – når jeg skulle betale for en app – tænkte, at det var som at tage penge ud af min pung og gøre sådan her«, siger hun og simulerer, at hun slipper en pengeseddel ud af vinduet.
»Fair nok, at appen kostede noget. Men at man så bagefter kunne smide 42 kroner for 500 digitale diamanter – undskyld hvad for noget?! Det virkede meget abstrakt. Og da det hele jo foregår online, har det også været rigtig svært at give drengene en forståelse for, at det altså er rigtige penge, man bruger«, siger hun.
Når en ny økonomi banker på
Felicia Daniél er langt fra den eneste, der finder det udfordrende at forstå og forklare børn sammenhængen mellem hverdagsøkonomi og den nye digitale økonomi, forklarer Mikkel Offenberg, som er it-didaktisk konsulent og står bag Den Digitale Skole, der beskæftiger sig med digitalisering på landets skoler.
»Når penge efterhånden er blevet usynlige, så er det ikke overraskende svært at forklare børn, hvad økonomi er for en størrelse. Selv for voksne kan det være svært at forholde sig til. For én ting er at holde overblik over sedler og mønter i en pung. Noget andet er at holde styr på et kreditkort, som ikke siger stop«, siger han og fortæller, at det imidlertid er langt mere abstrakt for børn.
»De bliver ikke på samme måde sendt til købmanden med en tyvekroneseddel, som man gjorde engang. De ser ikke pengene. Og det gælder ikke mindst den økonomi, som eksisterer i de spil, de spiller«, siger han.
Det er nemlig ikke kun de digitale penge, der betaler huslejen, aftensmaden og de apps, der betales for, som børn i dag skal kunne forholde sig til. Som det gælder for børnene i Dyssegård, gælder det for mange spil, at de har sin helt egen økonomi – eksempelvis i form af tilkøb og udveksling af skins (virtuelle udsmykninger til spil-karakterer, red). En form for økonomi, som kan være svær at få greb om.
»Børnene kan godt opbygge en fornemmelse af, at noget har mere værdi end andet, når de i spil eksempelvis udveksler digitale ejendomme eller lister ting til salg i auktionshaller. Men når man ser eksempler på, at børn pludselig har købt skins for 8.000 kr. på deres forældres kort, så vidner det alligevel om, at de har svært ved at koble den økonomi, som de møder i spil som Fortnite eller World of Warcraft med den, som eksisterer i den virkelige verden«, siger han og fortæller, at det derfor ikke blot kræver, at forældre får en forståelse for den økonomi, børnene møder i spillene. Det kræver i ligeså høj grad, at de dernæst hjælper dem til at koble den digitale økonomi til en hverdagsøkonomi.
»Hvis jeg peger på skærmen og siger: »Er du klar over, den koster 200 kroner?«, så er det ikke sikkert, at mit barn aner, hvad det vil sige. Derfor bliver man nødt til at hæfte det op på noget virkelighedsnært – noget andet, de forstår. Om det så er antallet af bland-selv-slik-poser eller prisen på fysisk legetøj«, siger han.
At opdrage med slik
I Dyssegård har de gjort det sådan, at drengene fysisk betaler deres mor, hvis de vil bruge deres lommepenge på et spil«, forklarer Felicia Daniél. Den ældste, Alexander Caspian, har et betalingskort til børn, han selv råder over og de månedlige 100 kroner i lommepenge, Felicia Daniél overfører til kortet, bruger han blandt andet på at købe online computerspil eller gå i butikken Faraos Cigarer, der har analoge spil og tegneserier, fortæller hun.
Derhjemme snakker de om, hvad ting koster, og at penge ikke hænger på træerne. Og det gælder også, selvom de blot figurerer som tal på en skærm.
»Vi har jo ikke et ubegrænset hav af penge. Så hvis vi lægger en pose her, så kan den samme pose ikke flyttes og bruges et andet sted. Og det, synes jeg, er vigtigt, de forstår«, siger hun.
Alexander Caspian kommer ind og sætter sig i stuen. Det er omkring halvdelen af de spil, han spiller, der på den ene eller anden vis koster penge, fortæller han. Ofte holder han øje med spil-udsalg på spilplatformen Steam. Og så vender han og Felicia Daniél, hvad der er en god idé at investere lommepengene i.
»Pengene går mest til køb af selve spillet og DLC (udvidelser downloadet efter køb, red), men ellers kun få in game-ting. 50 euro er nok det dyreste, jeg har købt«, siger han og fortæller, at det næste han overvejer at købe er spillet SwarmZ – »fordi man kan få én million zombier mod 10 mennesker« eller WorldBox, hvor man »basically er Gud og kan lave præcis de civilisationer, man vil«, fortæller han.
Felicia Daniél tager ordet.
»Selvom der selvfølgelig er grænser for, hvor meget drengene får lov at spille, så er jeg lige så interesseret i at vide, hvad der foregår på skærmen. Hvad det er, der er så fedt. Hvad der frustrerer dem. Og hvad der koster penge«, siger hun og fortæller, at det på mange måder har gjort det nemmere at sætte grænser. Både for det, hun ganske enkelt mener er spild af tid. Men også det, hun mener er dovent og spild af penge.
Hun er eksempelvis grundlæggende imod, at drengene bruger penge på at købe sig adgang til fordele og baner, de ellers kunne have spillet sig til, fortæller hun. Og derfor downloadede hun for nylig spillet Candy Crush Saga – for at vise sønnerne, at man kan opnå det, man vil, hvis man kæmper for det.
»Planen var, at jeg ville vise, at man sagtens kan fuldføre spillet uden at bruge penge på tilkøb. Men jeg fandt dog ud af, at spillet bare fortsatte og fortsatte. Men jeg gennemførte 107 baner, og det placerede mig pludselig helt oppe på highscoren, hvilket ikke var sket, hvis jeg havde købt mig gennem spillet. Selvom processen var længere, var resultatet bedre end med et quick fix«, siger hun og erkender smilende, at ja, de nok er en familie fuld af nørder.
Med interesse kommer tillid
Selv om der er langt fra det simple spil Candy Crush til de mere komplicerede strategispil, som Alexander Caspian spiller, så kan der være meget at hente for forældre, hvis de som Felicia Daniél engagerer sig i børnenes digitale liv og fællesskaber, forklarer Jonas Ravn, der er projektleder hos Center for Digital Pædagogik, CfDP, der de seneste 15 år har rådgivet børn, forældre og fagpersoner om digital dannelse og adfærd på internettet.
»Det er en substantiel del af børns fritid, der i dag bruges digitalt i én eller anden forstand. Og selv om det er klart, at forældre skal sørge for, at der er balance mellem lektietid, frisk luft, motion og familietid, så er det samtidig vigtigt, at de også anerkender, at sociale platforme og spil også giver børnene adgang til læring og nogle værdifulde, sociale fællesskaber. Og præcis som de engagerer sig i børnenes fodbold- eller klaverundervisning, er det derfor afgørende, at de også udviser og fastholder en interesse for deres digitale liv, så alt fra Fifa-kampen til spil-tilkøb også bliver noget, der vendes hen over spisebordet«, siger han.
Det er nemlig en opmærksomhed, der giver meget mere igen, forklarer Jonas Ravn.
»Der er rigtig mange børn, der skammer sig over at sidde foran skærmen derhjemme, fordi de godt ved, at deres forældre er imod, at de spiller. Og det skaber desværre mere distance end dialog«, siger han og fortæller, at der blandt børnene, han møder i CfDP rådgivningen, er stor forskel på, hvor meget de taler med deres forældre om deres liv online.
»De som oplever, at deres forældre tager sig tid til at se nogle videoer på YouTube, spille lidt Fortnite eller Fifa, er ofte mere tilbøjelige til at gå til deres forældre med eventuelle konflikter. Hvis forældrene altid forbinder skærme med noget negativt, kan det være sværere at komme til dem, hvis der er noget, der trykker. For hvordan skal man forklare dem, at hvorfor det er så svært med den der snap-story eller at komme videre i strategispillet, hvis de ikke aner, hvad det går ud på?«, siger han og fortsætter:
»Når først der er etableret en åbenhed, interesse og dialog, så bliver det nemmere at sætte de grænser, som skal til. På den måde kan man forklare, at det ikke nødvendigvis er mediet i sig selv, men mere balancen omkring tidsforbrug ved skærmen, der kan være problematisk«, siger han og understreger, at hvis børn skal lære, at det eksempelvis er de samme regler, der gælder på Snapchat som i skolegården, så må forældrene opnå en forståelse for, at oplevelsen af de to steder langt hen ad vejen kan være den samme for børnene. Ligesom betydningen af skins og virtuelle effekter i computerspil kan have lige så stor betydning for dem som fysisk tøj og legetøj.«
Fra URL til IRL
Felicia Daniél har netop fokuseret på balance, når det gælder børnenes skærmforbrug. For selvom skærmene er tændt næsten hver dag i Dyssegård, så består drengenes dag af så meget andet end skærme og at være på nettet. De går til alt fra ridning og spejder til dans og roning, ligesom de efter skole bruger tid med deres venner. Men det udelukker ikke, at hun udviser interesse for de online computerspil, de også er så tændt på.
Således har de netop været forbi et bilfirma i Gladsaxe, der afholdt et event med Astralis (e-sports team, red.) og søstergruppen Origen, som Alexander Caspian fik lov til at dyste mod i computerspillet League of Legends. Og den oplevelse var langt større end at købe en æske Lego, fortæller Felicia Daniél.
»Nogen gange tror jeg, at vi som forældre er for hurtige til at affeje alt, hvad der har med skærme at gøre som negativt. Men hvor mange er optagede af, om noget er for voldeligt, går jeg langt mere op i, om det er spild af tid«, siger hun og afbryder sig selv.
»Gabriel, skru lige ned for Mikkel og Emil«, siger hun mod sin yngste søn, der ligger med en iPad på sofaen. »Det er hans største helte. Totalt idoldyrkelse i børnestørrelse«, fortæller hun om tvillingerne Trier, der spiller Minecraft og har mere end 120.000 følgere på YouTube.
»Det handler om at bygge og udvikle. Så der er stor kreativitet i det. Det er nede i tempo, og de har et fint og sjovt sprogbrug«, siger hun, mens hun nikker anerkendende.
»Jeg er ikke laissez-faire, men striks på rigtig mange områder. Men jeg sætter ikke tingene i kasser. Når drengene kommer ud på den anden side, vil de jo møde en forventning om at kunne tilpasse sig forskellige situationer. Det tror jeg er svært, hvis man har levet et helt liv i kasser«.
At gøre leg til levevej
Alexander Caspian kommer ud af sit værelse og stiller et gennemsigtigt skuffesystem på spisebordet, vipper det mørke hår væk fra øjnene og åbner så nogle af de små skuffer, der indeholder alt fra bittesmå skruer og ledninger til transistorer og relæer.
»Det er basically ting til Arduino-programmering«, siger han halv-nonchalant om sit lille computerværksted. Modsat vel nok de fleste af sine jævnaldrende drømmer han om at blive hacker. Og selvom det umiddelbart lyder lidt som at forfølge en karriere som indbrudstyv, så er det langt fra tilfældet, forklarer Felicia Daniél.
»Vi var for nylig til en digitaliseringsmesse i Odense, hvor vi mødte en professionel hacker, der var ansat af en virksomhed til at finde svagheder i deres systemer, så de kan få lukket hullerne«, siger hun og fanger et anerkendende smil fra sin søn.
For selv om Alexander Caspian måske nok har brugt en del penge på at spille computer som en fritidsinteresse, så drømmer han om i sidste ende at kunne gøre computere til sin levevej. Og det er en investering i fremtiden, som Felicia Daniél støtter op om. De mange dingenoter i skufferne udgør således den spæde start til, at Alexander Caspian kan lære at software-programmere. For som det gælder i så mange andre sammenhænge, handler det om at udforske det, man er god til, mener Felicia Daniél.
»Det er vigtigt for mig at støtte mine børn i deres drømme. Og det kræver jo, at jeg bruger den tid, det tager, at forstå, hvad de består i«, siger hun.
Et univers om børn og penge
Besøg PengeSkyen - et univers til forældre fyldt med viden, underholdning og råd om at give sine børn gode pengevaner i en digital tid.
Uanset om dit barn lige er begyndt at få lommepenge eller tjener sine penge i et fritidsjob, er der råd at hente.