0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Odense er på vej til faktisk at blive et stop på vejen«

19. oktober 2020

Hvad har Danmarks tredjestørste by egentlig at byde på? Tag med på tur og mød blandt andet en talende vibrator, Vilhelm Hammershøis kunst og bygninger, der emmer af dansk industrihistorie.

Man kan besøge hans barndomshjem. Han lægger navn til hoteller, festivaler og parker, står opført som statuer og pryder gavlmalerier. H.C. Andersen er overalt at finde i Odense, hvor han tiltrækker turister fra nær og fjern, og et storslået byggeri – et nyt H.C. Andersen hus tegnet af den verdenskendte japanske arkitekt Kengo Kuma – forventes i 2021 at stå færdigt og få antallet af besøgende i byen til at boome.

Men har Danmarks tredjestørste by andet på den kulturelle menu end den feterede folkehelt?

Vi undersøger den gastronomiske scene, tager et smut på museum og går på opdagelse i de historiske bykvarterer for at finde svaret, og dagen starter på Albanigade. Den ligger under en kilometer fra bymidten, og her er odenseanernes – og fynboernes – alkoholiske stolthed, Albani Bryggerierne, placeret. Men det er hos bryggeriets genbo, vi tager på første visit.

Her ligger Cafe Unika, der sidste år i april skød frem med tre søstre i spidsen. De er født og opvokset i Odense, de er i tyverne, og de er blevet i byen, mens størstedelen af deres netværk er rykket mod Aarhus og København.

Spørger man de tre søstre, er der ingen tvivl: Odense er Danmarks perle, og kommunens drøm om at udvikle byen fra stor dansk by til dansk storby, virker ikke fjern.

»Byen kan så meget, og der er masser af muligheder til både de gastronomisk interesserede, dem, der er optaget af kultur, og de kreative«, siger Mathilde Fjord, der er 24 år og mellemste søster i flokken.

Inspiration fra fjerne himmelstrøg

Søstrene har indrettet lokalerne på en måde, der ville få de færreste til at gætte, at adressen senest husede en tatovør. Cafeen er i lyse farver, der er friske blomster, porcelænet er i sarte pasteller, og croissanter, hindbærsnitter, citrontærter og romkugler lokker ved skranken. I gårdhaven er der bløde hynder og en urtehave, hvor skovsyre, mynte og citronmelisse blomstrer.

Storesøster hedder Cille og er 27 år, mens lillesøsteren Nathalie er 22 år. De tre søstre er karismatiske og har et smittende humør. De forsøger at skiftes til at give hinanden ordet, men forfalder alligevel til på nogle spørgsmål at svare fuldstændig i kor.

Det er lillesøster, der er daglig leder, mens de to andre søstre hjælper til så meget, de kan, ved siden af deres studier. Derudover er der 14 ansatte.

»Vi mødtes med vores revisor i går, og vi er meget stolte af det regnskab, der viste sig. Det er virkelig gode tal«, siger Nathalie med et smil, der vist ikke kan tørres af lige foreløbig.

Hendes lyst til at åbne en cafe stammer især fra London. Hun var efter gymnasiet med til at åbne den danske kaffebar ‘Hjem’ i Kensington, og her lærte hun, hvad det vil sige at drive en cafe. En stor interesse for kaffe blev også vakt, og hun uddannede sig til barista. Også de to andre søstre har på skift boet i London, hvor Mathilde Fjord var med til at åbne det første Lagkagehuset.

Cafe Unikas indretning afslører dog, at det ikke kun er den engelske hovedstad, der har påvirket de tre søstre. På væggene hænger importerede mexicanske hatte og Frida Kahlo plakater, og et strådækket loft fuldender den latinamerikanske hacienda-stemning. De tre søstre har sammen med deres forældre boet omkring halvandet år i Mexico, og opholdet har fået lov at præge cafeen og gøre den unik.

For at finde inspirationen til menukortet, der har fokus på økologi og gode råvarer, skal vi til gengæld længere mod øst. En af Nathalie Fjords rejser har bragt hende til Australien, og her har hun fået øjnene op for den såkaldte superfood: madvarer, der har et særligt højt indhold af næringsstoffer.

»Vores acai bowls er eksempelvis lavet med kokos, hørfrø, soyavaniljemælk og chiafrø«, forklarer hun.

»Odense er i vores DNA«

Udover de instagramvenlige bowls pyntet med farverige toppings, er der avokadomadder, trøffeltoasts, solskinstomater og pocherede æg på menuen. Elementer, der er så godt som fast inventar på københavnske og aarhusianske cafeer og restauranter, men som de tre søstre var spændte på om passede til det odenseanske publikums mundvand. Noget tyder på, at byen har ventet på det. Et blik rundt i cafeen afslører tæt på fuldt hus.

De tre søstre drømmer allerede om at ekspandere biksen. Og selvom rejser i både ind- og udland har været en stor del at opvæksten, bliver Cafe Unika højst sandsynligt på Fyn.

»Jeg tror ikke, det ville blive lige så unikt og personligt, hvis vi drev cafeen i Aarhus eller København. Vi hører jo til her. Odense er i vores DNA«, siger Nathalie.

Mathilde Fjord skal til at gå, men når lige at lave et lille odenseansk svirp med halen:

»Vi kan jo godt lide storytelling …«.

Hendes storesøster kigger uforstående på hende: »Hvad mener du?«.

»Altså. H.C Andersen tog jo også ofte ud i verden, men vendte altid hjem til Odense igen«, lyder svaret.

Det offentlige rum er spækket med kunst

Ja, det er nok svært at komme udenom, at den folkekære digter har skrevet sig ind i de fleste odenseaneres selvbevidsthed. Og hans eventyrlige pen bliver da også svunget i Odense Centrum, hvor vi møder direktør på Kunstmuseum Brandts, Stine Høholt.

»Byen har en stor respekt for kunst, og det skyldes måske arven fra H.C Andersen. Han inspirerer odenseanerne og hele byen til, at kunst er vigtigt. Og ligesom hans eventyr taler byens kunst i øjenhøjde til både børn og voksne samtidig med, at den har dybde«, siger hun.

Stine Høholt er iklædt en pink satinbluse, der er pakket ind i et sort blazersæt, og hendes mørkebrune øjne er indrammet af et par markante briller. Hun tiltrådte stillingen som direktør på Kunstmuseum Brandts i maj efter 15 år i ledende stillinger på ARKEN Museum for Moderne Kunst, og ifølge hende bugner Odenses generelle kunstscene af kvalitet. Hun peger på, at byen, der ellers emmer af historie, er god til at give plads til nyere kunstneriske udtryk, særligt i det offentlige rum.

»Lige meget hvor man går hen på stræder og i parker, ser man fantastisk smukke værker. Billedhuggeren Mogens Møllers skulptur Hermes står på gågaden; en kæmpe imposant og smuk skulptur. Svend Wiig Hansens fantastiske værk, der forestiller en kvindeskikkelse, har sin plads foran rådhuset og giver en kærlighedserklæring til kvinden som et erotisk væsen. Og Anita Jørgensens lysinstallation under Byens Bro skaber et spændende rum, set med arkitektoniske briller«.

Der var engang et lille farveri

Hvis man ikke stoppede Stine Høholt, kunne hun blive ved, og det bliver da også tydeligt, som man går på opdagelse i byens gader, at det offentlige rum er spækket med kunst. Fyrtårnet er dog netop Kunstmuseet Brandts, der er det største kunstmuseum på Fyn.

Museet har plads i den del af Latinerkvarteret, der kaldes Brandts Klædefabrik, og det gemmer på et stykke historie, der sent vil gå i glemmebogen hos odenseanerne. I dag er området fyldt med butikker, kunst- og kulturudbud, cafeer og restauranter. Men der var engang, tilbage i midten af 1700-tallet, hvor en lille farverivirksomhed startede op og i løbet af de næste par århundrede voksede sig til en stor og succesfuld klædefabrik. Udvidede, skabte arbejdspladser og solgte klæder til kinesiske mandarinkåber. I 1977 stoppede eventyret, men bygningerne blev bevaret.

Brandts Kunstmuseum rykkede ind i de gamle fabrikslokaler i 1987, og museet har derfor også en særlig charme, lyder det fra Stine Høholt.

»Bygningen emmer af dansk industrihistorie og har så meget sjæl«, siger hun.

Direktøren giver en rundvisning på museets fem etager. Der er udstillingen af den politiske billedkunstner Dea Trier Mørch, der blandt andet indeholder linoleumstrykket ‘Ind i verden’, der skildrer en fødsel. Der er kortfilm fra Odense International Film Festival, hvor den røde tråd er markante kvinder foran eller bag kameraet. Og der er en udstilling på vej om stumfilmenes superstjerne Asta Nielsen, der i 10’erne og 20’erne satte identitet og køn på dagsordenen, når hun legede med både sine feminine sider og mere androgyne eller maskuline udtryk. En »boss lady«, som Stine Høholt kalder hende.

Et efterår i kvindernes tegn

Asta Nielsen-udstillingen står klar den 30. oktober, og håndværkere klatrer rundt på stiger for at gøre store kvadratiske røde vægge færdige. Her vil der blive vist klip fra nogle af stumfilms-stjernens bedste kortfilm. Lyden af boremaskiner ligger som underlægningsmusik til direktørens fortællinger.

»Vi har brugt fire år på at forberede det. Det bliver et brag af en udstilling«, lover Stine Høholt.

Den anerkendte podcast-redaktion Third Ear har fået frie hænder til at lave en lydfortælling om Asta Nielsen, som også vil kunne høres på udstillingen, og komponisten Bjørn Svin producerer et elektronisk lydunivers til stumfilmene.

Vi når øverste etage af museet, og her åbner der sig et rum med værker af den 27-årige samtidskunstner Maja Malou Lyse, der er kendt for at bruge sig selv og sin krop til at udfordre samfundets syn på den kvindelige seksualitet. Hun bruger Instagram som sit udstillingsgalleri, hvor hun poserer uden tøj på og lægger billeder op fra gynækologiske selvundersøgelser. Hun har lavet programmet ‘Sex med Maja’ til DR2, har bidraget med værker til udstillingen ‘Art&Porn’ på Aros i Aarhus, og så studerer hun på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Museet byder også på udstillingen af den italienske tegner Hugo Pratt og ‘Værkerne’, der viser 250 års kunsthistorie fra et fynsk perspektiv – med repræsentation af kunstnere som H.A Brendekilde, Vilhelm Hammershøi, Per Kirkeby, Johannes Larsen og Vilhelm Lundstrøm. Men efteråret står i den grad i kvindernes tegn på den gamle klædefabrik.

»Udstillingerne er relevante i forhold til det, der sker i Danmark og resten af verden. Identitetspolitik, fjerdebølgefeminisme, et opgør med sexisme. Alt det sætter dagsordenen lige nu, og vi vil rigtig gerne være et museum, der deltager i samfundsdebatterne og den kulturelle udvikling«, siger Stine Høholt.

En talende vibrator, en pink dildo og manglende ligestilling

Vi gør et ekstra langt holdt ved Maja Malou Lyses udstilling. Med grønne bogstaver, der ligner den splatterskrift, der prydede 90’ernes gyserbøger, står udstillingens navn ‘Revenge Body’. Udtrykket bliver brugt til at beskrive især kendte personers kroppe, der ud fra et hævnmotiv ændrer sig radikalt efter et forlist forhold. Men i Maja Malou Lyses udstilling sætter hun spørgsmålstegn ved, om udtrykket også kan bruges til at beskrive vores kroppes oprør mod egne begrænsninger – både fysisk og socialt.

Gulvbrædderne i rummet er malet i lilla, og en overdimensioneret dildo i hot pink ligger midt i rummet. Den ene væg er iklædt en storskærm, og her vises en animationsfilm af en vibrator, der har fået mund, kurvede øjenvipper og tænksomme øjne. Den hopper rundt på skærmen, og når den åbner munden, er det Maja Malou Lyses stemme, der fylder rummet. Et stykke tekst ved siden af filmen forklarer, at den animerede vibrator kaldes Satisfyer og er blandt tidens bedst sælgende sexlegetøj. Produktet sælges med decideret orgasmegaranti og peger derfor ind i undersøgelsen ‘The Pleasure Gap’, der beviser en manglende ligestilling, når det kommer til sex og orgasme.

»70% af kvinder har svært ved at opnå orgasme under sex. Men hvad betyder det at placere ansvaret for nydelse og seksuel tilfredsstillelse i hænderne på et masseproduceret, batteridrevet objekt?« står der yderligere.

»Kvinder har gennem kunsthistorien været objekt for den mandlige kunstners blik, men Maja Malou Lyse er fjerdebølgefeminist og gør krav på sin egen krop. Stiller sig ikke til skue for det mandlige blik, men sit eget. Hun siger noget helt vildt vigtigt, modigt og relevant om den tid, vi lever i«, siger Stine Høholt.

»Vi var med til at opfinde liv i en by, hvor der ikke før var liv«

Ved siden af kunstmuseet ligger Café Biografen. En – som navnet antyder – kombineret cafe og biograf, der i 1983 som de første flyttede ind i den gamle klædefabrik. Den 69-årige byplanlægger Jørgen Christensen var med fra start, da det var ham og tre andre, der fik ideen til konceptet, og i dag ejer han stedet sammen med en af de andre grundlæggere.

Siden ‘83 er gulvet blevet udskiftet, der er blevet malet lidt og udvidet af to omgange. Men det er egentligt det.

»Udtrykket er ikke ændret voldsomt. Der skal være en god grund, hvis man skal ændre på noget, og det har der ikke været«, siger Jørgen Christensen.

På samme måde som kunstmuseets direktør taler Jørgen Christensen om, at man har fået noget sjæl foræret ved at bibeholde de gamle fabriksbygninger. Biografsal 2 ud af de i alt 3 er gammelt vaskerum, og vinduesrammerne fra fabrikstiden sidder stadig i cafeen. Det industrielle udtryk er bevaret.

Filmplakater pryder en af væggene og ‘Officer og Spion’ og den franske ‘La Belle Époque’ er blandt mulighederne. Man kommer ikke til Café Biografen for at se de store Hollywood-baskere. Til gengæld er der et rigt udvalg af mindre europæiske film.

»Nogle kalder det kunstfilm, jeg kalder det bare gode film. Det er ikke de store eksplosioner, der kommer ud gennem lærredet, men man skulle gerne gå herfra med noget andet. Noget at tænke over«.

Jørgen Christensen tøver ikke med at svare ja til, at han er stolt af at have været med til at skabe Cafebiografen. Han husker, hvordan byplanlæggere og kommunale folk fra udlandet tilbage i 80’erne kom på besøg for at se resultaterne af det odenseanske arbejde med den nedlagte klædefabrik. Dengang var det nytænkende ikke blot at jævne industrielle bygninger med jorden.

»Det er jo ikke nødvendigvis billigere at genanvende, og der var da også mange, der bare ville rive det ned. Det var jo en kæmpe fabrik med plankeværk omkring, hvor de lokale ikke havde deres gang«, siger Jørgen Christensen.

Han var selv flyttet til Odense fra Aarhus og havde fået sig lidt af et kulturchok. Der skete så godt som ingenting i Odense, som han siger.

»Men vi var med til at opfinde liv i en by, hvor der ikke før var liv. I starten blev området anlagt med græsplæne med små hække og stisystemer, men det blev hurtigt trampet ned af de mange mennesker, der kom for at se og bruge området«.

»I dag er Odense helt forandret. Der er kommet masser af liv inden for for kulturområdet«.

God whisky og røverhistorier

Trænger man til en kort pause ovenpå museums- og biografbesøg kan man drible forbi Cadenheads Whiskyshop i Kongensgade. Her er der skotskternede duge, varme gulvtæpper, indbydende lænestole og talrige skabe proppet med eksklusiv whisky, rom, gin og cognac. Og så er der selvfølgelig også Kiss og Angus King, der ejer butikken, der som den eneste i Skandinavien får whisky fra Skotlands ældste, uafhængige aftapper, Cadenheads.

Hvis du har køb i tankerne, er smagsprøver en del af oplevelsen, og er man en smule interesseret i især whisky, skal man blot sætte Angus og Kiss i gang. Så er eftermiddagen afsat. De nyder at dele ud af deres store viden, der er opsamlet gennem årtiers erfaring med import og salg af de gyldne dråber, og engageret finder de forskellige flasker frem og fortæller om de sjældne lukkede destillerier, den gode whiskys særlige kendetegn og en romhandler fra 1842.

»Det er jo ikke bare vores arbejde. Det er vores lidenskab!«, siger Kiss, der har et glimtende smykke om halsen og farverige briller.

Med noget, der ligner forelskelse i blikket, kigger de på en Single Malt Scotch Whisky fra det lukkede destilleri Convalmore i Skotland. Alkoholprocenten lyder på 56,8, den har fået lov til at hygge sig i en tønde i hele 40 år, og de to whisky-entusiaster kan da heller ikke dy sig.

»Ja, det er jo ikke hver dag, vi har den ude af skabet«, siger Kiss med et undskyldende smil og skåler.

Flasken har en værdi af 8.000 kroner, men butikken er fyldt med muligheder, der starter på den måske mere overkommelige pris på 300 kroner.

Ambitiøse kokke med et imponerende vinkort

Har man ikke fået for mange dram ind under vesten hos Cadenheads Whiskyshop, kan man passende slutte rundturen i Odense af med et besøg på Lalou Vinbar, hvor kokkene Ivan Laursen og Thomas Brieghel står klar til at servicere dig. De har tilsammen 40 års erfaring i branchen, blandt andet fra københavnske kendinge som Cafe Sommersko, Cafe Ketchup og Bistro Boheme. Også en michelinvindende toscansk perle ved navn Borgo Santo Pietro er på CV’et. Lalou Vinvar har et imponerende vinkort og dertilhørende små delikatesser som spanske sardiner, sortfodsskinke, portugisisk tun, gåserilette med cornichoner eller fransk landpaté.

De to kokke er begge flyttet fra København til Svendborg. Thomas Brieghel pakkede flyttekasserne tilbage i 2004, mens Ivan Laursen fulgte efter i 2014, og de senere år har de så sammen undersøgt, om Odense var det rette sted til den vinbar, de havde i tankerne.

»Vi ville være modpol til en cafe, hvor der står et ungt menneske og ikke ved, hvorfor han hælder Chardonnay i glasset«, siger Ivan Laursen.

Talrige tomme flasker pryder væggene som pynt. Blødt varmt lys sætter stemningen, og rolig musik fylder lokalet. 80 år gamle vinstokke fra spanske Rioja hænger ned fra loftet, og i den ene side af lokalet er et lille spartansk køkken, hvor de små delikatesser anrettes. Her står en håndlavet pålægsmaskine, hvor blandt andet sortfodsskinken bliver skåret manuelt. Det giver den bedste smag, forsikrer Ivan Laursen.

De fleste borde i vinbaren er besatte, og de to kokke går rutineret fra gæst til gæst. De beskriver vinen, de hælder i glassene, efter nøje at have spurgt ind til referencer og tanker om, hvorvidt man gerne vil overraskes eller ej. De taler med hænderne, snakker om områder, noter og årgange, blødhed, tørhed og friskhed.

»I langt de fleste tilfælde har vi besøgt de steder, hvor vinen er fra«, fortæller Thomas Brieghel.

Han viser et billede af ham og hans kompagnon med armene omkring vinproducenter fra vinområdet Mosel i Tyskland, som de aflægger visit omkring en gang om året. Det er vigtigt for de to kokke at kende personerne, der har haft hænderne i druerne, og besøgene giver dem uvurderlig viden til at videresælge produktet i den lille vinbar i Odense.

»Vinproducenterne er jo en slags kunstnere, og det er en del af vores arbejde at komme ind under huden på dem og forstå deres tanker bag vinen. Producenterne i Mosel går eksempelvis meget op i ikke at svovle vinen ved aftapning, så det bliver så naturligt som muligt«, forklarer Thomas Brieghel.

»Odense er blevet moden«

Han fortæller, at hans passion for vin især stammer fra Toscana, hvor som køkkenchef i fire år arbejdede side om side med tjenere, der havde en enorm viden om vin. Det smittede.

»De år lærte mig, at vin ikke bare er noget på flaske. Det er din nabo, og det er et landbrugsprodukt. På Fyn laver folk æbler, men i Toscana laver de vin. Det kommer ind under huden på en anden måde«.

Ifølge de to kokke skete der noget i Odense for omkring fem år siden. Byen begyndte at gro, og den gastronomiske scene fulgte med. Det er fire år siden, de åbnede døren til Lalou Vinbar, og siden er de kun blevet bekræftet i, at det var en god ide.

»Odense er blevet moden til en vinbar som vores, og det havde ikke været muligt for bare 10 år siden«, siger Thomas Brieghel.

Og som den 24-årige Mathilde Fjord på Cafe Unika siger:

»Odense er på vej til faktisk at blive et stop på vejen. Ikke bare et sted, man kører forbi til Jylland eller Sjælland, som ryet i lang tid har været«.

fyn skal det være

Odense er en kulturel og historisk by, hvor man tydeligt fornemmer byens lange historie. Som de fleste ved er Hans Christian Andersen blev født i Odense, og hans livlige fantasi inspirerer fortsat byen. Odense har i de senere år gennemgået en rivende udvikling og fremstår i dag som levende og urban by, hvor du har mulighed for opleve byens mange kulturelle tilbud, gå på opdagelse i den pulserende madscene eller nyde naturen i en af byens mange grønne oaser.

Læs mere her


Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.