Danmarks nyeste og mest erfarne europaparlamentarikere har én ting til fælles: Klimapolitikken
Umiddelbart er der ikke meget, der forener SF’s EU-veteran Margrete Auken og den grønne Venstre-politiker Linea Søgaard-Lidell. Men i Europa-Parlamentet står de sammen i kampen for en mere ambitiøs klimapolitik. For selvom de er uenige om vejen derhen, er de enige om ambitionsniveauet.
Der er godt fyldt op i det hvide telt, som står i det yderste geled nær havet og de gule klipper på Folkemødets plads i Allinge. Plænen, der plejer at lægge græs til den politiske festivals travleste plads, er ellers halvtom; fra hovedscenen underholder konferencieren Anders Breinholt for et par publikummer og en masse tomme bænke, der er ingen kø til den interimistiske kiosk, og corona-restriktionerne ser ud til at have skræmt en del af publikum væk. Men her i teltet, hvor to europaparlamentarikere diskuterer klimapolitik, er der overraskende proppet.
Den ene af parlamentarikerne er socialdemokraten Niels Fuglsang, som er med på en videoforbindelse. Den anden er Venstres Linea Søgaard-Lidell. Hun er kun et år yngre end Niels Fuglsang, men markant yngre end langt de fleste fremmødte gæster. Ligesom Niels Fuglsang blev hun valgt til Europa-Parlamentet ved valget i forsommeren 2019, men i modsætning til ham startede hun først lidt mindre end et år efter, i foråret 2020. Det skyldtes for det første, at hun blev valgt ind som Danmarks bænkevarmer; Danmark gik fra 13 til 14 pladser i Parlamentet, da Storbritannien forlod EU, og de britiske parlamentarikere efterlod tomme pladser i Parlamentet i Bruxelles. Men fordi Brexit trak ud, skete det først i februar 2020. For det andet havde Linea Søgaard-Lidell fem dage inden født sin datter, så hun startede sin valgperiode med tre måneders barsel. Inden den var hørt op, ramte og lammede corona det politiske liv i Bruxelles. Tilsammen gør det Linea Søgaard-Lidell til Danmarks nyeste parlamentariker.
»Det har været den mærkeligste opstart overhovedet, og der er stadig folk i min gruppe, jeg ikke har mødt fysisk,« fortæller Linea Søgaard-Lidell.
Selvom hun tidligere har arbejdet som praktikant på den danske EU-repræsentation i Bruxelles og derfor godt kan finde rundt på gangene i den store parlaments-bygning, så har det skabt andre udfordringer. Hun har holdt videomøder med de ansatte og kollegaer, hun egentlig gerne ville have mødt for første gang over en kop kaffe, har stemt til Parlamentets plenarsamlinger via en internetforbindelse fra sit hjemmekontor, og da hun for nylig var i Bruxelles for at arbejde fra sit kontor dernede, efter at de lempede rejserestriktioner igen begyndte at tillade liv i Parlamentet, opdagede hun, at hun ikke engang havde nøglen til sit kontor.
»Jeg ankom før de andre, og jeg måtte sidde på gulvet foran mit kontor og arbejde, indtil den første af mine ansatte kom. Det har været lidt skørt.«
Der er god grund til at være lidt overvældet, når man som førstegangsvalgt politiker ankommer til Bruxelles og skal være en del af et parlament, der består af 705 parlamentarikere fra 27 forskellige lande, som har organiseret sig i syv forskellige grupper (svarende til danske politiske partier). Men for Linea Søgaard-Lidell forduftede nervøsiteten, så snart hun kom i gang med lovgivningsarbejdet. Det gjorde hun, da hun fik plads i to af de udvalg, som er drivkraften i Parlamentets arbejde. Som bænkevarmer og Brexit-mandat kunne hun kun vælge mellem de udvalgspladser, der blev ledige efter briterne, men til hendes store glæde - og overraskelse - fik hun plads i de udvalg, der behandler klimalovgivning og økonomi; hendes to politiske hjertesager.
»Det første stykke lovgivning, der landede på mit skrivebord, var klimaloven,« fortæller Linea Søgaard-Lidell med henvisning til den klimalov, Europa-Parlamentet vedtog endeligt i juni 2021.
Europa-Parlamentet består af 705 medlemmer, som kommer fra 27 forskellige medlemslande. De fordeler sig på syv forskellige politiske grupper. Danmark har 14 parlamentarikere, og deres plads i grupperne er fremhævet her.
ECR: De Europæiske Konservative og Reformister. Ingen danske partier indgår her.
ID: Identitet og Demokrati. Her indgår Dansk Folkeparti.
EPP: Det Europæiske Folkepartis Gruppe. Her indgår Konservative.
RE: Renew Europe Group. Her indgår Venstre og Radikale Venstre.
GRØNNE: Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. Her indgår Socialistisk Folkeparti.
S&D: Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet. Her indgår Socialdemokratiet.
GUE: Venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet. Her indgår Enhedslisten.
NL: Løsgængere udenfor de politiske partier.
EU’s klimalov fastsætter de mål, EU er forpligtet til at indfri inden 2050. Parlamentet vedtog sin holdning forud for forhandlingerne med Rådet i oktober 2020. Parlamentet havde ønsket en CO2-reduktion inden 2030 på 60 %. Forhandlingerne endte dog på et reduktionsmål på 55 % i 2030, hvilket var under Parlamentets ambitionsniveau, men stadig et godt stykke over de 40 %, som målet hidtil havde været.
Derudover fastslår klimaloven, at EU skal være klimaneutralt i 2050, og at der skal være mere ambitiøse delmål for 2040. Der skal også oprettes et videnskabeligt, uvildigt organ, som skal holde øje med udviklingen. Det var i udarbejdelsen af den lov, at Linea Søgaard-Lidell fik sat sit første fingeraftryk på et stykke EU-lovgivning:
»Med klimaloven opdagede jeg ret hurtigt, at jeg kunne stille en masse ændringsforslag, og et af dem - et forslag om, at al ny EU-lovgivning skal vurderes ud fra den effekt, den har på vores klima og miljø - kom hele vejen igennem udvalget, Parlamentet, forhandlingerne med Kommissionen og Rådet, og er her et år efter kommet med i det endelige kompromis. Det har været ret vildt at opleve, at jeg som helt ny grøn politiker, der ikke engang kender navnene på alle mine kollegaer, kan få noget vedtaget, der nu gælder for hele EU - altså 27 medlemslande, en kæmpe handelsblok, og 450 millioner mennesker. Det betyder virkelig noget,« siger Linea Søgaard-Lidell.
EU’s klimalov fastsætter de mål, EU er forpligtet til at indfri inden 2050. Parlamentet vedtog sin holdning forud for forhandlingerne med Rådet i oktober 2020. Parlamentet havde ønsket en CO2-reduktion inden 2030 på 60%. Forhandlingerne endte dog på et reduktionsmål på 55% i 2030, hvilket var under Parlamentets ambitionsniveau, men stadig et godt stykke over de 40%, som målet hidtil har været.
Klimapolitik forener et fragmenteret parlament
I efteråret 2019 havde Europa-Parlamentet en afstemning, der fik mere opmærksomhed end de fleste andre. Parlamentet erklærede nemlig klimakrise, fordi der hersker “en nødsituation for klimaet” i EU og globalt, og med afstemningen bad Europa-Parlamentet Kommissionen sikre, at EU bliver klimaneutralt så hurtigt som muligt.
Fordi Linea Søgaard-Lidell stadig ventede på, at briterne ville forlade EU, så hun kunne få sin plads, var hun ikke med til afstemningen. Det var SF's Margrete Auken til gengæld. Hun har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004 og sad inden da i Folketinget i 22 år. Men på trods af, at hun i modsætning til Linea Søgaard-Lidell kom til Bruxelles med kufferten fuld af politisk erfaring, skulle hun også lige lære arbejdsgangen at kende.
»Det tager lidt tid, inden man finder ud af, hvordan det grundlæggende politisk fungerer. Og den første tid efter jeg kom derned i 2004, der følte jeg lidt, at jeg forsvandt,« fortæller Margrete Auken om hendes første måneder i Bruxelles.
Faktisk havde hun på forhånd besluttet, at hun kun ville sidde i Europa-Parlamentet i en enkelt embedsperiode. Hun havde lidt modvilligt forladt Folketinget for at tage til Bruxelles, for efter at hun havde kæmpet for, at SF skulle ændre sin europapolitik, følte hun, det var utroværdigt, hvis ikke hun var villig til at tage ned i Europa og forsvare den. Men nu har hun været europaparlamentariker i 17 år.
»Det tog lidt tid, men så fandt jeg ud af, hvor meget man faktisk kunne komme igennem med, hvis man kunne netværke. Og så blev det ret sjovt. Så blev det rigtig sjovt,« fortæller Margrete Auken.
Det gælder ikke mindst, når det kommer til kampen mod klimakrisen. Her forsøger Europa-Parlamentet som regel at skubbe de øvrige EU-institutioner - særligt Kommissionen og Rådet - i en mere ambitiøs retning. Og mens det ofte fører til hårde forhandlinger med de andre institutioner, så er det et af de få områder, der kan forene Parlamentets forskellige fløje. Det opdagede Venstres Linea Søgaard-Lidell, da hun kæmpede for at få Parlamentet til at kæmpe for et klimamål om en 65 % reduktion af drivhusgasudledningen sammenlignet med niveauet i 1990. Det gjorde SF’s Margrete Auken også, men de to politikere havde ikke snakket sammen inden.
»I Parlamentet er ambitionsniveauet for klimaet noget, der samler os, for der er ikke rigtig nogen, som er uenige i, at vi skal være klimaneutrale hurtigst muligt,« siger Linea Søgaard-Lidell. »Jeg har faktisk været overrasket over, hvor meget medvind vi har på klimaområdet, og hvor enige vi er på tværs af grupperne,« siger Linea Søgaard-Lidell. “Det er vejen derhen, som skiller os. Jeg kunne eksempelvis se, at Margrete Auken ligesom jeg kæmpede for et klimamål på 65 %, og generelt har vi ofte fælles ambitioner på klimafronten. Men vi har mange forskellige veje til, hvordan vi så skal nå det mål.«
Hundrede gange sværere, sjovere (og vigtigere) end Folketinget
Margrete Auken har efterhånden været med til at få vedtaget flere ændringsforslag til de love, som Kommissionen fremsætter, men der er forskel på, hvor store sejre det føles som. Første gang hun for alvor følte, at hun som europaparlamentariker kunne få ikke bare hele Europa, men hele verden til at flytte sig, var i 2013. Der havde hun i Parlamentet arbejdet for at få en bindende lov om medicinske forsøg med mennesker vedtaget, og det i sig selv var en sejr; den gjorde det lovpligtigt for medicinalvirksomheder at offentliggøre alle forsøgsresultater i søgbar form senest et år efter, at et nyt medicinsk produkt er blevet godkendt til det europæiske marked. Da loven blev et tændingspunkt i frihandelsforhandlingerne med USA, gik det imidlertid op for hende, hvor vigtig loven var på verdensplan.
»Vi blev modarbejdet af medicinalindustrien i Danmark og Europa, og det var ikke så overraskende, men under forhandlingerne med USA blev der lækket en dødsliste over love, som amerikanerne ville af med, og big pharma - den store amerikanske medicinalindustri - havde spottet den lov, jeg havde været en af drivkræfterne bag. Jeg voksede ti meter. Når lille mig fra lille Danmark kan sætte skub i sådan noget, så ved man, at man har fat i noget.«
Det er også grunden til, at Morten Helveg Petersen, som er tidligere folketingspolitiker for Radikale Venstre og siden 2014 har været europaparlamentariker, elsker at lave politik - med et særligt fokus på grøn energipolitik - i Bruxelles.
»Du skal gange alt med 100 i forhold til Folketinget,« siger Morten Helveg Petersen.
Han har både i denne og forrige valgperiode fokuseret på nogle tunge stykker lovgivning på energiområdet, hvor der er hårde forhandlinger mellem de forskellige medlemslande såvel som mellem politikerne og industrien og andre interessenter. Eksempelvis er Morten Helveg Petersen i øjeblikket ansvarlig for at udarbejde Europa-Parlamentets indspark til EU’s havvindmøllestrategi. Det område er afgørende for, om EU kommer til at nå sine klimaambitioner, men det er også et emne, hvor der har været store politiske slåskampe i Danmark såvel som i - og mellem - andre europæiske lande. Og det kan mærkes, når man som politiker skal kæmpe for at få lovgivning igennem:
»Det tager længere tid, det er enormt svært og tungt og stort, det er faktor 100 i forhold til økonomiske interesser og den hårde kamp med interessenterne, som foregår, og der er mange flere nuller bag alt, man laver - i euro, vel at mærke. Men til gengæld lovgiver vi på vegne af et helt kontinent. Du er ude på vegne af 500 millioner mennesker, ikke fem millioner, så kravene til at kunne sagerne er større, og det er modsætningerne og kompleksiteten også.«
Der er kun ét punkt, hvor Morten Helveg Petersen ikke føler, at alt er større; mediernes interesse.
»Vi oplever virkelig et misforhold i forhold til, hvor kæmpestor opmærksomhed der er fra industriens side, og hvor umuligt det er at formidle, hvad vi laver, hjemover,« siger han.
Han trækker til dels på sin erfaring - og sit netværk - hjemmefra, men han fandt hurtigt ud af, at det langt fra var nok, hvis han ville noget i Bruxelles.
»Det er et helt andet spil end hjemme i Folketinget. Der er forskellige traditioner, sprog og lovgivnings-kulturer, man skal navigere i. Det er et system, der udfordrer politikeres kunnen,« siger Morten Helveg Petersen.
»Der er mange, der tror, de kan bruge de danske spilleregler i Bruxelles, men det er bare ikke virkeligheden. Du skal være villig til at søge ud af den tryghedszone, dansk politik er, forstå, hvilke andre meninger der er på tværs af landegrænser, og have en helt anderledes forståelse for, hvor folk kommer fra, hvis du skal flytte noget.«
Det tager tid at lovgive for en halv milliard mennesker
Da Linea Søgaard-Lidell endelig kom i gang med sin embedsperiode i Bruxelles, var hun på den ene side positivt overrasket over, hvor hurtigt hun kunne få vedtaget lovgivning på vegne af hele Unionen. Men på den anden side var den nybagte politiker - som hidtil primært havde erfaring fra det private erhvervsliv - lidt utålmodig over, hvor langsom arbejdsgangen var.
»Da klimaloven landede på mit skrivebord, skulle jeg først overtale mine egne kollegaer, de andre europaparlamentarikere fra Venstre, om at mit ændringsforslag om, at der skal være information om klima-effekten af al ny EU-lovgivning, var en god ide, og efterfølgende skulle jeg overbevise resten af vores gruppe, Renew Europe,« fortæller Linea Søgaard-Lidell.
»Derefter var der debat i miljøudvalget, hvor klimaloven blev bearbejdet, de forskellige grupper forhandlede sig frem til et kompromis, der blev forelagt miljøudvalget, så havde vi endnu en debat om det, og så skulle vi stemme om det i miljøudvalget. Derefter skal hele Parlamentet stemme om det til plenarsamlingen, og da det gik igennem dér gik det videre til forhandlinger med Kommissionen og med medlemslandene. Det er en virkelig lang proces, og det er derfor, der går et år, fra vi begynder at arbejde med et ændringsforslag, til der er landet en aftale, og det bliver til lovgivning,” siger hun.
Verden over sætter lande forskellige mål for, med hvor meget de skal reducere drivhusgas-udledningen inden 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.
Selvom Margrete Aukens erfaring primært kommer fra Folketinget og ikke erhvervslivet, så oplevede hun samme utålmodighed med den langsommelige proces, da hun først ankom til Bruxelles.
»Jeg skulle lige vænne mig til, at det indimellem tager meget lang tid. Det er noget, der slet ikke harmonerer med mit temperament. Slet ikke,« siger hun.
Hun har dog efterhånden accepteret den udstrakte arbejdsgang.
»Jeg måtte indse, at når man skal lovgive for så mange mennesker, så er det godt at give sig god tid. Det må jeg jo medgive.«
Det er også den følelse, Linea Søgaard-Lidell sidder tilbage med. Tingene tager tid, fordi man skal være grundig, men uanset hvad ens politiske eller nationale baggrund er, så kan man få tingene til at bevæge sig. Hvis bare man prøver hårdt nok:
»Vi hører nogle gange, at Danmark er et lille land, at vi kun har få parlamentarikere, at nogle af os ikke har så meget erfaring,” siger Linea Søgaard-Lidell. “Og jaja, det er da rigtigt nok. Men hvis vi har nogle gode idéer, så oplever jeg, at der er stor lydhørhed, også selvom man som mig er helt ny og ikke engang har mødt folk fysisk. Og så kan man sagtens følge sine idéer til dørs og få dem til at gælde for hele EU. Og så rykker det virkelig noget.«
European Green Deal - Europas grønne pagt
Den europæiske grønne pagt har ét overordnet formål: At gøre EU klimaneutralt inden 2050.
Under det mål gemmer der sig imidlertid et hav af delmål og bivirkninger, som har lige så stor virkning på EU’s økonomi som på medlemslandenes klima og miljø. Den europæiske grønne pagt skal nemlig ikke bare sikre, at EU-landene opnår en 100% reduktion af drivhusgasser sammenlignet med niveauet i 1990; den skal også agere vækstmotor for EU, gøre medlemslandene konkurrencedygtige og socialt afbalancerede og vise vej ud af coronapandemiens økonomiske og sociale efterdønninger.
Pagten består af en række grønne love, strategier og initiativer, der spænder over alt fra omlægning af byggebranchen til øget borgerinddragelse.